Jeg har diagnosen Infantil Autisme (uden mental retardering) samt lidt tourtettes og OCD Jeg syntes at min Autisme i en forholdsvis høj grad påvirker mig i hverdagen på det sociale og komminikative plan, jeg bryder mig f.eks. ikke rigtig om øjenkontakt, får ofte at vide at jeg har begrænset kropssprog og ansigtsmimik og har selv svært ved at aflæse det ved andre og jeg er rimelig dårlig til smalltalk og mine samtaler med andre omhandler ofte mine interesser og har desuden svært ved at tage andre med ind i samtalen så det bliver lidt sådan "monologagtigt" og hvis jeg f.eks. bliver spurgt om jeg var i biografen aftenen i går (hvis det nu var tilfældet) så ville jeg højest sandsynligt bare svare f.eks. Ja det var jeg og ikke selvstændigt føre samtalen videre/bygge mere på samtalen. På det sociale plan har jeg svært ved at skabe venskaber og kærester og samtidig også holde på dem, jeg har kun en ven jeg har sådan rigtig kontakt til ellers er resten online venner og ved pretty Much ikke rigtig noget om dem personligt jeg spiller bare med dem online fordi det er sjovt og hyggeligt og det er selvfølgelig også en mulighed jeg er glad for at have, jeg har ingen kæreste og regner heller aldrig med at finde en slevom jeg inderst inde rigtig gerne vil. Og jeg mener personligt at frasen der hedder sig at "der er en til alle og en hver der ude" er det største løgn mange åbenbart vælger at tro på. Jeg bryder mig ikke om omgivelser hvor der er mange mennesker, det er bare for overvældende og stressene, jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker men helst ikke for lang tid så skal helst have deadline aftalt med mig selv og bryder mig heller ikke rigtig om at være sammen med et stort flertal (altså f.eks. 6 andre eller flere). Jeg har selvfølgelig også den repetitive adfærd der også kendetegner autisme som egentlig ikke påvirker mig så meget i hverdagen syntes jeg i hver til personligt selv udover at jeg er meget rutine afhængig og helst skal have ting der skal ske at vide 1-2 dage før og helst også have et lille skema med ugens aktiviteter f.eks. jeg kan kigge på. Jeg bor på et botræningssted for unge mellem 16 og 25 år med en autisme diagnose hvilket er et sted jeg er glad nok for at bo. Ved godt at dette var en lang række informationer om mig men det var bare for at fortælle hvordan tingene på nuværende tidspunkt nogenlunde står til. Jeg er faktisk meget bekymret for hvordan min fremtid vil komme til at se ud. Jeg tænker dig at der åbenlyst at jeg godt bo i egen lejlighed da jeg godt kan de praktiske ting og det mener en af mine kontaktpersoner på stedet jeg bor også godt jeg kan, dog vil jeg få lidt støtte fra det offentlige (kommunen) i min lejlighed. Det der faktisk er min største frygt er at jeg vil gå og være ensom hele mit liv indtil jeg ligger i graven og er på nuværende tidspunkt til tider også ensom. Jeg har endda læst en artikel omkring en undersøgelse der har vist at folk på autisme-spekteret har en gennemsnits levealder på ca. 50 år som man med sikkerhed kan sige at det er noget under gennemsnittet for den generelle befolkning jeg ved dog ikke hvad gennemsnits levealderen er for den generelle befolkning men vil nok tro at den et omkring 85 år eller noget lign. Mere detaljeret viste undersøgelsen at gennemsnit-levealderen for normaltbegavede folk med autisme var ca. 53 år og selvmord var den primære dødsårsag. For folk med autisme som var mentalt retarderet i en eller anden grad var gennemsnits levealderen lige under 40 år og sygdoms-relaterede ting hvad den primære årsag. Jeg syntes det er lidt trist at tænke på at måske har en vis sandsynlighed for at begå selvmord ved de 50 år pga. At jeg føler jeg ikke passer ind i samfundet og føler mig ensom. Man kan jo selvfølgelig tænke at det ikke er værdifuldt at tænke på da man jo ingenting ved om fremtiden og at det gør jo bare en selv skør at blive ved med at tænke på Men min fremtid fylder meget i mit hoved her for tiden. Hvad kan jeg gøre for jeg føler mig ærlig talt modløs og magtesløs