Ved ik hvem jeg kan lide

brevkassespørgsmål

Ved ik hvem jeg kan lide

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej

I starten af året begynde jeg at kunne lide den her pige, som jeg tror også kunne lide mig men vi snakkede ik sammen. For et par dage siden var hun så sammen med en anden(snavede), og så blev jeg ret trist/sur på hende fordi hun var sammen med ham. Der så også en anden pige som jeg lidt kan lide, men nu tror jeg at jeg bedre kan lide hende end hende der snavede med en anden. Men jeg er bare ret forvirret fordi jeg ik ved hvem jeg kan lide/skal gå efter. 

Plz hjælp mig

Svar: 

Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det kan være så mega svært at finde rundt i, hvad man føler, og specielt når der er flere, som man har ét godt øje til. Du fortæller, at der er to piger, som du godt kan lide, men at efter den ene kyssede med en anden, så er det måske mere den anden pige, som du har lyst til at være sammen med. Bare for at vi kan holde styr på det, så kalder jeg fra nu af pigen som du nu bedst kan lide for Pige B og pigen, som har kysset med en anden, for Pige A.

Du skriver, at du ikke ved, hvem du skal gå efter, og det kan jeg godt forstå. På den ene side så tror du, at du bedst kan lide Pige B, og jeg tænker, at hvis det er sådan, du har det, så er mit bedste råd at begynde at tage lidt kontakt og få mærket efter, om det faktisk er hende, som du gerne vil være sammen med. Sådan noget er nemlig rigtig svært at finde ud af på afstand. Man kan godt blive lidt lun på én uden, at man egentlig har så meget med hinanden at gøre men for at finde ud af, om man virkelig passer sammen, og om man måske har lyst til at være kærester, så bliver man nødt til at lære lidt mere om hinanden og se, hvordan man har det sammen. Så hvis din mavefornemmelse fortæller dig, at det er Pige B, som du har mest lyst til, så tænker jeg, at det er hende, som du skal give en chance. 

Omvendt så tænker jeg også, om du måske trækker dig lidt fra Pige A, fordi du måske er bange for at blive såret, selvom at du faktisk stadig godt kan lide hende. Pige A har nu vist lidt interesse for en anden end dig også, og i sådan nogle tilfælde er det helt almindeligt, at man måske har lyst til at trække sig, fordi man ikke vil vælges fra. Det er helt fair at have det sådan, men jeg tænker, at inden du gør noget, så kunne det måske være en idé at mærke lidt efter, om det faktisk er fordi du bedre kan lide Pige B eller om du trækker dig fra Pige A, fordi du måske er lidt såret over, at hun har kysset med en anden, specielt når du skriver, at du egentlig tror, at hun også godt kan lide dig. Jeg kan godt forstå det, hvis det er sådan, at du har det. Det er ikke rart at se dem, man godt kan lide, være sammen med andre, men jeg lægger alligevel mærke til, at du skriver, at I ikke har snakket sammen. Derfor tænker jeg, at selvom hun har kysset med en anden, så er det måske ikke nødvendigvis fordi, at hun ikke også kan lide dig, men måske hun ikke ved, at det er gengældt. Altså kan det være, at hun har kysset med en anden, fordi hun ikke troede, at du var interesseret. Hvis det er tilfældet, så kunne det måske også være en idé at søge hende lidt mere, begynde at snakke med hende og se, om hun virker til at være interesseret i dig, og om du måske også stadig er interesseret i hende, og om det derfor er Pige A, som du skal gå efter. Jeg håber, at det giver mening.

Så det er altså to ret forskellige muligheder, og jeg tænker, at selvom det er svært. så er valget dit, for det er kun dig, som egentlig kan finde ud af, hvad du føler. Men jeg håber at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej, og hvis du har brug for en snak omkring det, eller hvis du stadig er forvirret, så kan du også kigge forbi vores 1-1 chat, hvor en rådgiver vil sidde klar. 

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender gode tanker din vej. 

Mange varme hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program