Har lyst
Har lyst
Hej jeg har gået længe og haft lyst til sex men hvordan skaffer jeg det osv.?
Hej med dig
Det er dejligt at høre, at du har mod på at udforske dit seksuelle liv, og jeg kan godt forstå, du har lyst til at prøve sex, det ved jeg at mange unge på din alder har.
Først vil jeg lige starte med at sige, at selvom man mærker en lyst til sex, så er det ikke altid ens betydende med, at man rent faktisk også er klar til at have sex. Det er meget forskelligt, hvornår man føler sig klar og kan afhænge af flere forskellige ting. Det kan eksempelvis handle om ens partner, seksuelle erfaringer eller om lysten er opstået fordi man føler sig presset over at ens venner allerede har sex. Det vigtigste er at mærke efter om du er klar, og ikke tænke på, hvad andre mener eller gør.
Det er meget forskelligt, hvor stor betydning man lægger i det, at have sex for første gang. For nogle har det stor betydning, og for andre betyder det mindre, men fælles er at den første gang er starten på noget vigtigt for mange - nemlig et sexliv med andre. For at svare på dit spørgsmål om, hvordan du skaffer sex, så tror jeg det er vigtigt, at du ikke har sex med hvem som helst, men i stedet finder en sød pige på din egen alder, som du har det rart med og er tryg ved. Det øger nemlig chancen for, at din første gang bliver en god oplevelse. Det behøver ikke nødvendigvis være en kæreste, hvis ikke det er vigtigt for dig, så længe i begge har lyst til at dyrke sex med hinanden og er enige om "reglerne" for, hvad det betyder for jer hver især. Det kan eksempelvis være en sød pige fra klassen, fritidsklubben, vennegruppen eller fra dine fritidsaktiviteter. Når du har fundet en, som du gerne vil dyrke sex med, så husk at bruge kondom, så I undgår at pigen bliver gravid, og I begge er beskyttede mod smitte af sexsygdomme. Det er også en god ide, at være opmærksomme på hinanden mens I har sex, så man ikke kommer til at gøre noget, som den anden ikke bryder sig om eller synes er grænseoverskridende. Det gør det nemmere at sige fra/til, hvis I eksempelvis begge er gode til at spørge ind til om noget er rart eller gør ondt undervejs. Og som så meget andet, så kræver det øvelse at blive god til at dyrke sex, så hvis du bliver lidt nervøs eller forvirret over det hele den først gang, så er det helt normalt og ikke noget du skal være flov over.
Inden man når til at skulle have sex med en anden person, så kan det være godt at gøre sig nogle seksuelle erfaringer med sig selv og andre. Du skriver ikke noget om, hvorvidt du har gjort dig erfaringer med at onanere eller have intim kontakt med andre. Hvis ikke du har så mange erfaringer på det område, så vil jeg råde dig til i første omgang at gå på opdagelse her. Gennem onani kan du nemlig blive klar over, hvad du tænder på, og hvad du har lyst til at andre skal gøre ved dig. Hvis du har lyst kan du læse mere om onani og få inspiration her. Inden man har sex er det også en god ide at få nogle seksuelle erfaringer med at være intim med en pige på din egen alder, hvis ikke du allerede har det. Selvom piger selvfølgelig er forskellige, så kan det give dig en ide om, hvad piger godt kan lide i forhold til kys, kærtegn og seksuelle aktiviteter, og måske gøre dig mere sikker på dig selv, når skal have sex for først gang.
Jeg håber du kan bruge mine råd, og ønsker dig pøj pøj.
De bedste hilsner
Maren