Forvirrede følelser
Forvirrede følelser
Hejsa, jeg er en dreng på 15 år, og på det seneste har jeg haft et problem med kærlighed. Jeg er på efterskole, og det fylder selvfølgelig meget i mit hovede. Problemet er det, at jeg har haft noget med tre piger på skolen. Den første, som jeg var helt fortabt i, og på en måde følte jeg mig overdedikeret. Jeg bemærkede det godt, men det var som om, der ikke var noget jeg kunne gøre. De næste to er nogle jeg har snavet med til en elevfest, så det var rigtig smart. Den ene havde jeg noget med i 3-4 dage, da jeg ikke kunne holde det ud. Det var af den grund, at jeg følte mig underligt sikker, og så forsvandt følelserne på en måde. Det var uhyggeligt, og jeg kunne ikke gøre andet end at sige, jeg ikke havde lyst til at have noget med hende mere. Hende den sidste har jeg lige været sammen med så og sige. Vi har ikke kysset, men jeg er vild med hendes personlighed og tænksomhed, så derfor vil jeg ikke have noget forhastet. Desværre kom følelsen igen, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig helt tom og tror, at der går en masse tanker gennem hovedet på mig.
Hejsa,
Du skriver, at det med kærlighed fylder meget i dit hoved for tiden og at du har haft noget med tre piger. Som jeg læser din besked oplever du, at dine følelser er forvirrende og ændrer sig lidt uforudsigeligt, og du er i tvivl om hvad du skal gøre. Fra det du skriver har jeg lidt svært ved at regne ud, om det er følelsen af at være forhastet, der kom igen med hende den sidste pige, men jeg vil forsøge at svare på dit spørgsmål så godt, som jeg kan.
For det første bliver jeg nok nødt til at sige, at der ikke findes en god opskrift på, hvad man kan gøre for at styre sine følelser. Det er dog meget normalt, at ens følelser kan være helt forvirrende. Især når man er på efterskole, hvor man oplever en helt masse og møder en masse nye mennesker på én gang, kan ens følelser godt blive lidt forvirrede over alle de søde mennesker og skifte mening lidt ubelejligt. Men de fleste oplever at blive frustreret over forvirrende følelser på mindst ét tidspunkt i livet, uanset hvor ung eller gammel man er.
Det bedste du kan gøre er nok at prøve at lytte til dine egne følelser og prøve at følge dem så godt som du kan. Hvis du synes hun er dejlig at være sammen med, tror jeg ikke du behøver at være bange for at forhaste det ved at være meget sammen med hende - medmindre du selv føler det går lidt for hurtigt. På den anden side kan du heller ikke presse dig selv til at føle noget for en. Selv hvis hun virker helt perfekt og at du burde føle noget for hende, kan følelserne godt gå væk eller ikke komme 'som de burde'.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad du skal gøre andet end at væbne dig med tålmodighed. På et eller andet tidspunkt skal dine følelser nok fortælle dig noget mere klart. Og indtil da er du selvfølgelig altid velkommen til at besøge 1-til-1 chatten, hvis du har brug for at vende flere tanker.
Mange hilsner Agnete