Kære Saga, 

Du lyder som en omsorgsfuld person, og det lyder dejligt, at du tænker på dine forældres plejebarn. Det er nogle rigtig fine tanker, du gør dig omkring denne problemstilling med plejebørn, deres biologiske forældre og plejeforældre. Jeg vil prøve at svare lidt løbende på de forskellige problemstillinger og tanker. 

Det lyder til at dine forældres plejebarn er glad for at være hos dem, og det er dejligt. Ud fra din beskrivelse af ham og hans udsagn kan det tyde på, at han har brug for at knytte sig til nogen og vide, at der er nogen, der vil være der for ham. Nogle plejebørn kan derfor have et behov for at kalde plejeforældrene for mor og far. Det kan fx være en måde at normalisere situationen på.

I din brev beskriver du, hvordan det nu er blevet til en problematisk situation, at han kalder dine forældre for mor og far, og ligeledes beskriver, at de biologiske forældre har reageret voldsomt og du mener, at de bør respektere det.

Det er både fint og flot af dig, at du kan påpege, at han kun er et barn, og at hans forældre også burde kunne se det. Desværre er det ikke alle forældre, der er lige gode til at se og huske, hvad børn kan og bør evne. Det er ofte også en grund til, at børnene kommer i plejefamilie. Man må huske i situationen, at forældrene har fået fjernet deres barn, og det kan være svært for dem, at der er nogle andre, der skal tage sig af deres barn. Og jeg tænker, at det er naturligt, at det er svært at acceptere. Det er med til at gøre, at deres følelser får frit løb, og det er uheldigt, at det desværre går ud over drengen, hvilke selvfølgelig ikke er okay. Du skriver, han har været der i 5 uger, og jeg tænker derfor, det er meget nyt, og situationen sagtens kan ændre sig til det bedre med tiden. Det er en omvæltning for både barn og forældre, som begge skal vænne sig til den nye måde at være familie på. 

I og med, at der er gået så kort tid, så er det heller ikke unormalt, at det er svært for de biologiske forældre, at deres barn kalder plejeforældrene for 'mor og far'. Det skal dog ikke gå ud over drengen, hvis det er hans behov, og det er okay med dine forældre.

Et forslag til, hvordan man kunne løse 'mor og far' problematikken kunne derfor være, at der kunne laves en aftale om, at drengen kalder plejemor for mor og så hendes navn. Så hvis hun hedder Camilla, så kalder han hende 'mor Camilla'. Ligeledes kan han kalde sin biologiske mor for mor eller mor og hendes navn. Fx 'mor Bente'. På den måde kalder han begge mor, men på en lidt anden måde. Det samme gør sig gældende med 'far'.

Jeg tænker, at det bedste dine forældre kan gøre for at hjælpe drengen i denne situation er at tale med ham. At de taler med ham om, at det er okay for dem, at han kalder dem mor og far, men at de samtidig i tale sætter hans biologiske forældre. Nogle gange sker der desværre det, at de biologiske forældre kan blive fremmedgjort i plejefamilien, og det kan skabe en usikkerhed i barnet i forhold til, om det fx er okay at savne sin biologiske familie eller i det hele taget snakke om dem. 

Til sidst spørger du, om kommunen bør gøre mere for at hjælpe. Jeg tænker ikke, der er meget mere kommunen kan gøre andet end at tale med de biologiske forældre om, at det kan være naturligt, men at det også er forståeligt, at det er frustrerende for dem. Dertil kan de tale om, at det ikke er godt for deres søn at mærke deres vrede og frustration. 

Jeg håber, det var svar på dit brev. Ellers er du velkommen til at skrive igen eller komme i 1-1 chatten.

De venligste hilsner

Kathrine.