Jeg har haft en svær opvækst. Min mor har ikke kunnet tilgodese mine behov og har været meget følelsesmæssig fraværende, Når jeg var ked af det, så trøstede hun ikke men skældte ud og placerede skyld. Når jeg lavede fejl så opmuntrede hun ikke og sagde "kom igen" men brugte det mod mig. Og hun har aldrig været den der trygge base, hvor jeg følte, at jeg kunne være mig og komme, ligemeget hvad der så var sket. 

Idag ser jeg ikke min mor. Jeg har haft det svært med at skulle komme hertil. Men så mange verbale psykisk nedbrydende episoder, hvor min mor ikke mente, at hun opførte sig grænseoverskkridende, nedladende og totalt svigtede mig, gjorde, at skal jeg begynde at bygge mig op, respektere mig selv, så kan jeg ikke se min mor

Men det er underligt at leve et liv, hvor mange ting jo fylder og så, at ens mor ikke kender til det. Selvfølgelig har jeg prøvet at tale med hende, men min tidligere læge sagde, at hun mente, at min mor er syg i sit sind, fordi hun ikke kan sige "undskyld" og bare reagerer ualmindeligt, når jeg fx har grædt af ydmygelse!

Idag har jeg en del dage, faktisk mange i øjeblikket, hvor jeg savner en mor. Og igen: Selv om jeg er flyttet for flere år siden, har studie og venner , så er det så underligt, ensomt og sirgfuldt, at opleve, at mine veninder har fårældre som de betror sig til og som de får støtte, ubetinget, fra, altid!!!

Min gode veninde ved, at jeg ikke ser min mor ( min far er død). Og hun ved, at det sommetider gør, at jeg græder. af sorg, for der er så meget at sørge over.

Men jeg vil ikke nedgøres mere. Psykisk vold gør så ondt og at ens mor kan nedbryde, ja det tror man måske ikke, hvis man har en mor der på alle måder gør gode ting og roser og er der, altid! 

Men den der følelse af, at jeg lever og har mit liv men en mor der ikke ved hvad der sker....!??! Jeg ved, at jeg selv har valgt det. Og det fastholder jeg, for jeg stoler ikke på hende og hun har svigtet for meget og sagt så mange afvigende og meget nedladende ting til mig, så jeg aldrig vil se hende mere.

Men det er sorgen over det, som blusser op særligt når mine venner fortæller. 

Hvis jeg va vigtig for min mor, så tog hun jo de 1000 af mails og hencendelser alvorligt og lyttede på, hvad det har gjort ved mig, alle de svigt og nedlandende ord. Men hun kan det ikke. 

Hvad tænker I? Og nej, jeg vil ikke tage kontakt til hende mere. Jeg kan ikke mere. Jeg er så slidt op og hun kommer aldrig til at kunne se på sig selv.