Tror I at jeg har ADD?

brevkassespørgsmål

Tror I at jeg har ADD?

brevkassespørgsmål af
My
23 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg kan simpelthen ikke vente med at høre en professionels mening. Har bestilt tid til lægen, men der er over en uge til og han kan ikke engang sige med sikkerhed om jeg har ADD.

Jeg har altid vidst at jeg ikke er dårligt begavet, derfor må jeg have afklaring med det her. Følelsen af at ryge mere og mere bagud i skolen har fulgt mig siden jeg startede i første klasse og det er den største kilde til min dårlige selvtillid. Mine forældre gik fra hinanden kort tid efter at jeg startede i skole, hvilket påvirkede mig meget mere end jeg har lyst til at sige til mine forældre. (jeg var et meget følsomt barn og tænkte måske lidt for store tanke end hvad godt er)

Ting som primært min mor, men også andre har sagt til mig: "Du skulle have startet et år senere i skolen". "Du var alt for vågen/opmærksom som barn". "Vi kan se/høre at du forstår hvad du skal gøre, men det går bare lidt langsomt". "Jeg tror ikke at du bruger din tid rigtigt". 

En anden ting der irritere mig voldsomt er, at jeg ofte kun kan koncentrere mig om det jeg lige har lyst til at lave i det gældende øjeblik og det kan hurtigt svinge, hvis ikke jeg får begyndt.

Jeg vil utrolig gerne vide om det kan lade sig gøre at få en hjernescanning, som kan vise med sikkerhed at man har ADD?

Jeg kunne skrive meget mere, men det vil jeg lade være med at gøre her.

Håber på et godt svar :)

Svar: 

Kære My

Tak for dit brev. 

Det er utroligt svært at sige, om du har ADD ud fra dit korte brev. Det kræver en grundig gennemgang af din barndom og de vanskeligheder og symptomer, du oplever til dagligt. Der skal en specialist (oftest en psykiater) til at stille diagnosen.
Men du har gjort det helt rigtige ved at bestille tid hos din læge, da det er ham eller hende, der skal vurdere, om du skal henvises til en psykiater. Det er også en god ide på forhånd at tænke over og skrive ned, hvad der har været svært for dig gennem livet. Du kan også spørge din familie eller andre, der kender dig rigtig godt, om de kan hjælpe dig med at sætte ord på, hvilke vanskeligheder du har haft gennem livet.

Der findes desværre ikke nogen scanning eller anden undersøgelse, som kan vise, om man har ADD. Diagnosen stilles ud fra samtalerne med en psykiater.

Beklager jeg ikke kan komme med et bedre svar til dig, men jeg håber, du får en god snak med din læge og får afklaring på dine spørgsmål.

Mvh Anne

Annes billede
Anne har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program