Brystsmerte.. skal jeg søge læge?

brevkassespørgsmål

Brystsmerte.. skal jeg søge læge?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 3 måneder siden

Har det her problem at den sidste uge har jeg haft rigtig ondt i brysterne, de er virkelig ømme! Ikke på sådan en "vi vokser" måde, men mere bare ondt og ømt! Debliver meget hårde, og mine brystvorter er stive konstant:( De er hele brystet i begge siden, kavalergangen er også øm og føler ubehag. Det hjælper lidt hvis jeg får min bh af, og får noget koldt på og hopper lidt, så er det som om de bliver mindre hårde og ikke så spændte.. Er det alvorligt? Skal man søge læge? Det gør virkelig ondt.. og både udenpå og indeni er det ret smerte.. Er hverken gravid, på p-piller eller har "det røde", det var de tre forslag ggoogle kom med da jeg spurgte dem! Er bange for det er farligt eller alvorligt?

Svar: 

Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå at du igennem en uge har været generet af ømme og spændte bryster og er bekymret for om det er noget alvorligt.

Generelt er det sådan, at bryster i perioder kan være ømme. Ofte er det, som du også skriver, når de vokser, op til og under menstruationen og når man f.eks. er gravid. Men ofte er de også bare ømme en periode uden at man finder en årsag og det går over af sig selv. Men der kan godt gå flere uger og nogengange måneder før det går over igen.

Jeg ved ikke om du snart skal have din menstruation og om det kan være årsagen, ellers er de nok bare ømme uden nogen oplagt grund. Jeg tror ikke at du skal være bekymret for om det er noget alvorligt. Hvis du tænker på brystkræft så kommer det så godt som aldrig i din alder, giver som regel ikke ømme bryster og er så godt som aldrig på begge sider på samme tid.

Det eneste der kan være lidt alvorligt er hvis man får betændelse i brystet. Så vil du have røde områder, være skidt tilpas, have feber, og der kan evt komme pus ud af brystvorten. Så skal du have fat i en læge. Men det lyder jo ikke som det, og det er også oftest ammende kvinder der får brystbetændelse og det er som regel også kun i det ene bryst.

Jeg håber at jeg har beroliget dig en smule og jeg tror at din brystspænding går væk af sig selv igen, men bliver det værre og er du bekymret, så er det en god idé at gå til din læge og få det tjekket.

Med venlig hilsen

Morten

MortenSs billede
Morten fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program