Hvordan kan jeg få hjælp?

brevkassespørgsmål

Hvordan kan jeg få hjælp?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hej Cyberhus,

Jeg tror jeg har anoreksi med bulimitiske tendenser. Det er hvert fald den diagnose min læge har nævnt for mig. Men han vil ikke sende mig til Risskov, hvor jeg har været før fordi han er en arogant nar. Han tror ikke på det jeg siger eller også mener han at det er helt normalt, fordi jeg er autist. Han siger at jeg har anoreksi pga. min autisme, og derfor kan jeg ingen hjælp på. Det kan ikke være rigtigt, kan det? Jeg lever kun af grøntsager og tomatsuppe, og hvis jeg får et madplip, så spiser jeg en plade chokolade, hvorefter jeg kaster det op igen. Jeg vejer 55 kg nu, men jeg har vejet 49 kg. Jeg har været i behandling for anoreksi før. Jeg er 174 cm høj. Jeg vil så gerne ud af det. Jeg har været syg i 4 år nu. Jeg vil snart gerne have et barn, men det kræver jo en normal menstraution. Please hjælp mig. Hvor kan jeg få (gratis) hjælp til min spiseforstyrrelse? Jeg vil tages seriøst! Også selvom jeg ikke er undervægtig endnu. Psyken har det værst når jeg ikke er undervægtig. Hjælp mig med at få en fremtid uden spiseforstyrrelser. 

Venlig Hilsen Majken. 

Svar: 

Kære Majken
Det ser ud til at du er meget frustreret over din læges udlægning omkring din autisme og hvordan det kan hænge sammen med de andre vanskeligheder du har som fx dine spisevaner. Det kan selvfølgelig være hårdt at føle sig ignoreret eller at ingen forstår en. Specielt når det kommer til de professionelle der skal være der for netop at hjælpe en. Du har selvfølgelig ret på at vide og få en begrundelse på enhver konklusion som en læge eller psykolog drager på baggrund af dig og dit liv. Det er selvfølgelig ikke iorden at du føler dig ignoreret eller overset og ikke har fået en begrundelse på hvorfor og hvordan der kan være en sammenhæng mellem autisme og spiseforstyrrelse som anoreksi og bulimi. 

Autisme har som en hver anden diagnose og psykisk sygdom en række andre sammensatte vanskeligheder der kan følge med ved siden af diagnosen. Nogle af de andre vanskeligheder man kan opleve, fysisk og psykisk, er bl.a. spiseforstyrrelser, OCD og depression. Jeg vil anbefale dig at gå til din egen læge og hvis muligt skifte læge og fortælle dem hvordan du har det og hvordan du oplever dine symptomer. Din læge kan herefter henvise dig til en psykolog der er uddannet i psykiske sygdomme og derfor bedre kan besvare dine spørgsmål mht. sammenhængen mellem autisme og de andre vanskeligeheder du har ud over dette. Dig og din psykolog kan sammen snakke om de problemer du oplever men også dine ønsker og drømme om at få børn osv. Og evt. hvordan i kan hjælpe hinanden med at hjælpe dig bedst muligt mod dine mål og ønsker med livet. Du skal ikke være bange for at snakke med din læge og psykolog. De er der for at hjælpe dig så godt de nu kan. Det betyder ikke at du ikke skal inddrages eller har krav på at blive hørt og forstået. Du skal endelig fortælle dem alt hvad du oplever psykisk og fysisk. Jo mere de ved, des bedre kan de hjælpe dig og jo større chance er der for at du får den rette behandling der passer lige netop til dig og de vanskeligheder du døjer med.

Du kan læse mere om autisme og de andre vanskeligheder der kan følge med sygdommen på Socialstyrelsens hjemmeside om autisme som du finder her. Herudover kan du kan kontakte Center for Spiseforstyrrelser hvor du kan få annonym telefonrådgivning omkring spiseforstyrrelser. Her er link til deres side og du kan kontakte dem på telefon 78 47 33 49 eller 21 37 01 93. Du kan også tage kontakt til LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade hvor bl.a. vil blive mødt af rådgivere der har oplevet det samme eller lignende perioder i deres liv. Her er link til deres side og de kan kontaktes på følgende telefon nummer: 70 10 18 18.

Du er også velkommen til at skrive ind til os på vores chat som du finder her.

Jeg ønsker dig al held og lykke. Pas på dig selv og husk på at der er et liv uden for al den snak om psykiske sygdomme og psykiatri og lægevidenskab. Det er vigtigt at du ikke bliver så opslugt af det hele at du helt glemmer at værdsætte de andre personer og ting i dit liv som du elsker og holder af. Psykiske sygdomme er ikke den eneste og egentlige kerne i livet. Det er en del af livet men ikke den man skal bygge sit liv op efter men tværtimod efter de ønsker, mål og ambitioner man har i livet.

De kærligste hilsner 
Lima 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program