Hej Cyberhus

Jeg er en pige på 17.år, som skriver fordi jeg i nu 2.år har haft en kontaktperson, som jeg ikke rigtigt tror har været den rette for mig. Hun har selvfølgelig hjulpet mig og rådgivet mig, når jeg har haft det svært. Men der har dog, desværre, mange gange været episoder, hvor hun har givet mig skyldsfølelse, hvis jeg f.eks. er blevet hjemme fra skole grundet slem kvalme(nogle gange på grund af angst), så har hun sagt til mig, at jeg har skuffet hende og det er for dårligt af mig, at jeg blev hjemme - og at jeg desuden har spildt hendes tid ved at blive hjemme, fordi hun har skulle være 2 timer med mig i skole. 

Så på grund af de mange gange hun har givet mig skyldsfølelse, har der være nogle gange hvor jeg er begyndt at græde, når jeg f.eks. har glemt at ringe tilbage til hende en dag, og jeg skal se hende dagen efter, fordi hun synes det er nødvendigt at give mig lektur efter lektur, om hvor vigtigt det er at ringe tilbage til andre, sige tak og i lige måde, holde aftaler osv. som jeg godt ved er normal høflighed (jeg har haft problemer med det, fordi jeg har Asperger). 

Og mandag d. 16 juni, havde jeg nok den værste samtale med hende nogensinde. 
Jeg havde hele weekenden været ked af det, over at have fået en dårlig karakter (i mine øjne) i mundtligt dansk, hvilket gjorde at jeg ikke havde lyst til at snakke eller skrive med nogen hele den weekend, hvilket jeg havde fortalt min kontaktperson. Men om mandagen da hun skal hente mig i hendes bil, begynder hun med det samme at skælde mig ud, fortæller mig at hun sagde at jeg skulle være nede ved hende bilen 7:50, og at det var for dårligt af mig, at jeg var 4 minutter forsent på den. 
Derefter begynder hun at sige meget vredt, at hun har sagt gang på gang, at min mor IKKE skal skrive til hende, men at JEG skal gøre det, hvis jeg ikke lige kan ringe til hende - Min mor havde skrevet i stedet for mig, fordi jeg var i gang med eksamenslæsning om søndagen, så jeg havde ikke hørt min mobil ringe, så min kontaktperson valgte altså selv at skrive til min mor, fordi jeg ikke havde svaret hende - så giver det jo kun mening, at min mor svarer min kontaktperson tilbage.
Så går hun videre, og siger at et 7 tal i mundtligt dansk ikke er nogen dårlig karakter, og jeg burde komme ned fra min høje hest og indse og acceptere, at jeg bare ikke er bedre end et 7-tal - Og jeg følte simpelthen at hun bare blev ved med at nedgøre mig, og jeg var bare tæt på at græde. 
Der var så meget hun andet hun sagde, som f.eks. at det er da var for meget, at jeg tror at det er okay, at være så egoistisk og ikke ville tale med nogen, bare på grund af et 7-tal. Og hvis jeg blev ved med at være så egoistisk i resten af mit liv, så vil ingen være sammen med mig og at jeg nok ingen venner vil få.

Hun sagde alt dette i hendes bil, på vej til min sidste eksamen om mandagen - Er det ikke meningen, at hun, som kontaktperson, burde havde opmuntreret mig i stedet for at nedgøre mig på vej til min sidste eksamen? Hun har desuden også vidst siden hun fik mig, at jeg har lavt selvværd, selvtillid og ingen venner, så det hun sagde til mig i bilen, hjalp mig ikke rigtigt udover at gøre mig utroligt ked af det.

Hun synes hvert fald også, at jeg har været utaknemlig en del gange, for hun har jo bare prøvet på at hjælpe mig - Hun har dog fortalt, at det er første gang at hun har prøvet at være kontaktperson, og at hun desuden heller ikke vidste særligt meget om børn/unge med Asperger og OCD, før hun fik mig.

Jeg har som sagt haft hende i 2.år nu, og jeg skal dog heldigvis ikke have hende mere. Men er det okay, at en kontaktperson kan tillade sig at være sådan overfor den unge, som de er kontaktperson til? Eller er jeg helt forkert på den?

Undskylder, hvis jeg har skrevet i den forkerte brevkasse, men jeg havde brug for at komme ud med det her til nogen, end bare min mor. Men jeg er også i tvivl, om det er i min ret til at klage over hende, da jeg ikke helt ved hvad kriterierne er, for hvordan en kontaktperson burde være. 

Mvh
Sophie