Pause fra livet!

brevkassespørgsmål

Pause fra livet!

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Måske lyder titlen voldelig, men vil hurtig meddele at dette intet har med selvmord at gøre!!

Hej Brevkasse!

Efterhånden synes jeg at jeg bliver slidt. Kan ikke overskue alle de ting jeg skal nå! Får aldrig mere tid til de fede ting i livet! Tingene kommer altid oveni i hinanden, og jeg prøver at udføre tingene i stress og panik. De grå hår er ved at dukke op, og jeg ved det ikke vil dæmme da eksamenerne venter! Der er stadig mange ting jeg ikke har fået ordnet i livet og jeg har virkelig bare lyst til at skubbe alt til side et stykke tid!

Samtidig bærer jeg blandede følelser. Jeg er meget trist nogen gange. Har virkelig humørsvingniger, men føler mig godt tilpas i mine omgivelser. Folk tager hensyn til mig og det er selvfølgelig dejligt. Er stresset pga det ikke går så godt med de karakter og lektier. Og jeg er også forelsket. Men føler bare jeg ikke har tid til at være det!

Føler jeg bliver nødt til at vise mig overfor min familie. De har forventninger til mig, men kan ikke nå det. Tager alt kritik og skæld ud tungt, og jeg får det dårligere og dårligere med mig selv. 

Håber I vil skrive få ord om hvordan jeg kan få lidt mere overskud til livet og nå de ting jeg selv vil :)

Svar: 

Hej med dig

Nogle gange kan man godt køre lidt sur i livet, uden det som sådan er livet, man er træt af. Det lyder til, det er sådan, du har det. Der er stress på, og du føler ikke, du får gjort tingene så godt, som du gerne vil. Og når der samtidig ikke er tid til de fede ting, kan livet hurtigt komme til at føles lidt trist og meningsløst. Jeg forstår godt, du efterhånden føler dig lidt slidt.

Som jeg forstår det, vil du gerne nå det hele, og derfor bliver det meste kun gjort halvt. Desværre har døgnet kun 24 timer, så du bliver simpelthen nødt til at lære at prioritere. Det kan være rigtig svært, da man jo gerne vil nå det hele. Men når tiden ikke er der, vil du måske få det bedre, hvis du får gjort nogle ting ordentligt og dermed dropper nogle andre ting, i stedet for du aldrig føler, du får gjort noget godt nok. Ellers må du skrue ned for forventningerne og acceptere, at du gør, hvad du kan, og at der simpelthen ikke er tid til at gøre det bedre. Det kan være rigtig svært, og især når man har en familie, der har høje forventninger til én. Så kommer der til at ligge et stort pres på dig, og når du ikke kan leve op til det, får du en følelse af at have fejlet. Og det er jo forkert, når du har gjort det bedste, du kunne, med den tid du havde til rådighed. Måske kunne det derfor være en ide at tage en snak med din familie om det. Du kan fortælle dem, at du er inde i en stresset periode, og at du derfor tager skæld ud, kritik og deres forventninger meget nært, og om de derfor ikke vil skrue lidt ned for forventningerne til dig. Eller i det mindste lade være med at lade deres skuffelse gå ud over dig. Det kan være, de ikke er klar over, hvor stort et pres de ligger på dig. Så derfor vil det måske hjælpe, hvis du gør dem opmærksom på det.
I den forbindelse tænker jeg dog, at du måske også skal arbejde på at blive bedre til at tackle krav, forventninger, kritik og skæld ud. Du vil komme til at møde meget af det fremover i livet, så derfor er det vigtigt at lære at håndtere det. Her er en mulighed måske at prøve at vende det til noget positivt. For eksempel kan du lytte til kritikken og tage ved lære af den i stedet for at se det som et angreb mod dig. Jeg ved godt, det kan være svært at lade være med at tage det nært, men måske kan det i sidste ende gøre, at du får det bedre med dig selv, hvis du lærer at lytte og tage ved lære af kritikken.

I dit spørgsmål spørger du efter nogle råd til, hvordan du kan få lidt mere tid til de sjove ting i livet. Som du sikkert selv kan mærke, er det meget vigtigt, du giver dig tid til de sjove ting i livet, ellers bliver det simpelthen for surt i længden. Som jeg har været lidt inde på, kan man ikke altid nå alt det praktiske i hverdagen. Derfor tror jeg, det vil være godt, hvis du lærer at sige fra, droppe nogle ting eller acceptere, at de ikke altid bliver gjort hundrede procent ordentligt. Det lyder til, du er studerende, og derfor kan det især godt være hårdt, fordi man gerne vil klare sig godt, og fordi gode karaktere kan blive vigtige senere i livet. Men måske kan du sætte dig ned og lave en slags tidsplan over, hvad du gerne vil nå, og hvornår du skal nå det. Måske hvor du sætter 2-3 timer af hver dag til skoleting og andet praktisk og aftaler med dig selv, at du skal holde fri derefter. Du kan også bestemme dig for, at du vil have en fast fridag hver uge, hvis du kan få det til at passe. For eksempel kan du sige, at fredag er din fridag, hvor du ikke må lave noget praktisk, men bare skal hygge dig og ikke have dårlig samvittighed. Det med samvittigheden er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men her er det vigtigt, du overbeviser dig selv om, at det er okay at holde fri og nyde livet engang imellem.

Et andet forslag, jeg har, er, at du laver en liste over alle dine daglige aktiviteter - både de sjove og de mindre sjove. Her kigger du så på, om der er noget, du kan droppe fuldstændig, for på den måde at få mere tid i hverdagen. Måske har du et job, som du egentlig godt kan undvære, eller måske går du til en fritidsaktivitet, som du alligevel ikke rigtig gider. Det kan også være, du bruger lang tid på at lave mad, eller måske kan springe den ugentlige rengøring over og i stedet gøre det hver anden uge. På den måde kan det være, du kan få et par timer ekstra om ugen, som du så kan beslutte dig for at bruge på dig selv og det, du har lyst til. Det kunne jo være, den ekstra tid gav dig tid til at nyde din forelskelse. For selvom en forelskelse passer dårligt ind, så må du altså huske det med at give plads til de gode ting i livet. Det handler om at finde balancen. For hvem gider blive gammel og have knoklet hele livet, hvis man ikke har haft tid til kærlighed, sjov og alt det andet, man gerne vil nå?

Til sidst vil jeg sige, at du endelig må huske at føle efter, hvordan du har det og lytte til din krop. Det lyder til, du har nogle søde mennesker omkring dig, og det er skønt. Men når man har mange ting om ørerne hele tiden, kan det godt udvikle sig i en negativ retning. Det er sundt at være lidt stresset engang imellem, men hvis du konstant føler dig stresset, er det måske en god ide at søge læge, før det decideret bliver til stress.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og ellers er du altid velkommen til at skrive herind igen. Både i brevkassen og i chatten.

De bedste hilsner fra Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program