Cutter og andre problemer
forumspørgsmål
Cutter og andre problemer
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Teenageliv
Hey :) - nu er dette første gang jeg benytter denne side så hver lidt søde. Jeg skriver fordi jeg her kan være anonym, jeg skriver ikke for at i skal kunne skabe mirakler, jeg skriver for at sætte ord på det jeg føler, og håber at få trøstende ord med mig herfra. Jeg er lidt i tvivel om hvordan jeg skal starte dette, for vil ikke starte med at sige "jeg er cutter" for det er ikke min opfattelse af mig selv. Jeg er en pige på 18 år, vel og mærket snart 19 jeg bor stadigvæk hjemme hos mine forældre. Jeg ville ønske jeg kunne sige at mine forældre er skildt at den ene er alkoholiker eller andet der kan være til grund for jeg har det som jeg har det men sandheden er jeg er en helt almindelig ung pige med 3 søstre 2 forældre der begge elsker mig meget højt. Jeg går i skole på HF og bliver student til sommer. Men her knækker det fine for udad til er jeg den okay glade pige, som i nok høre mange beskrive det men under overfladen foregår der mere end jeg kan forstå. Jeg har det simpelthen så skidt, ikke heletiden men rigtig meget af tiden, når det er værst ligger jeg i min seng jeg græder ikke længere som jeg gjorde i starten jeg ligger bare og kigger ud på ingenting, og når jeg trækker vejret hader jeg det, jeg hader jeg trækker vejret og jeg hader mit hjerte slår. Jeg er ikke selvmordtruet for det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. Men jeg forsøger at holde vejret og at stoppe mit hjerte det er ikke muligt det ved jeg men jeg ville ønske jeg kunne bare for en stund være væk. Sådan kan man selvfølgelig ikke have det uden man gør noget her kommer et andet problem ind, eller for mig at se en løsning jeg ville ønske jeg havde fundet tidligere. Jeg skære nemlig i mig selv, ikke dybe og blødende sår men rifter der sviger, hæver op og kan ses 2 - 7 dage efter. Og her opstår min største frustration HVORFOR? I starten var det fordi kravende til mig var for store f.eks. jeg blev bedt om at tage opvasken, rydde op på værelset eller følge med i timerne, når presset blev for stort skar jeg i mig selv fordi det lettede smerten. Efter 2. Gang jeg havde gjordt det skrev jeg til en veninde som selv gør det hun sagde jeg skulle sige det til min mor så morgenen efter viste jeg min arm til min mor. Det er den største fejl jeg har lavet i dette forløb, min mor tog det pænt og fik mig sendt til lægen som sagde jeg skulle snakke med en skolepsykolog og hjemme blev forventningerne sat ned. Men herefter mistede jeg mi grund til at skære og jeg savnede det. Nu dkære jeg ikke i mig selv længere foesi jeg er ked af det nu kan jeg finde på bare at gøre det, jeg er total smertepanisk men det er som om den smerte der kan jeg kontrolere og at merke smerten efter man har skåret sig bare at kunne fokusere på den svigen det er fantastisk og synet af "sårene" der hæver op jeg elsker det. Og det forvirre mig. Damtidig med alt dette for jeg det stadigvæk ikke bedre jeg er begyndt at lyve overfor min mor når hun finnder sakse eller andet og spørger hvad det har været brugt til hvor hvis hun ved det er forsi jeg har skåret i mig selv vil hun se min arm, og det ønsker jeg ikke både fordi jeg syntes det er lidt flovt men også fordi det gør hende ked af det. Nå men jeg har valgt at droppe psykologhjælpen nu, for jeg er ikke klar til at komme ud af det, jeg vil hjertens gerne være glad igen og have overskud til min hest, mit arbejde og skolen, men det kræver jeg skal arbejde med mig selv og det kan jeg ikke både forsi jeg ikke har overskus til det men også fordi jeg nu endelig har fundet en løsning der fungere og jeg vil ikke miste det med at skære i mig selv mister jeg det mister jeg en del af mig selv det er en del af det at være mig. tak fordi i gad læse det :) Hilsen den frustrerende pige.
Relateret indhold
skal jeg blive?
Hej cyberhus...
Jeg en mand på 22 år. Der har været sammen med min kæreste i 1.5år ca
Jeg er begyndt at tvivle på om jeg stadig elsker hende og har lyst til at være sammen med hende.
Hun er sådan set en fantastisk pige. Som elsker mig, føler jeg.
Hun gør intet forkert...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
utro :(
hej jeg er en pige på 15 år som har en dejlig kæreste vi har været sammen i ca 2 måneder og elsker ham rigtig højt. Jeg er ham utro var i seng med en anden og har kysset med nogen andre. Han elsker mig rigtig højt og brød sammen da jeg fortalte ham om jeg havde kysset med en anden så hvad vil...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hej frustrerende pige
Jeg er selv en pige på 20 år, og kan sagtens følge din tankegang, fordi har selv stået i samme situation. Specielt den sidste del, hvor du ikke ser grund til at ændre på noget der virker - fordi det virker faktisk ! Det samme bildte jeg i hvert fald mig selv ind i næsten 4 år, indtil jeg kom til at skære mig selv så voldsomt at det blødte helt vildt, og blev vildt forskrækket over at se hvor lang ud det var kommet.
Du skriver selv at du har en veninde der også skærer i sig selv, men hvordan går det med hende? Måske kunne i læne jer op ad hinanden, og prøve at komme med andre måder at styre følelserne på?
Synes det er vildt fedt du har haft mod på at skrive herinde, det kan nemlig også være en god måde at få luft på
håber det kunne bruges - ellers er du meget velkommen til at kommentere hvis der er andet
Mvh Pigen PP
Tusind tak for dit svar, det er en god ide med veninden ved bare ikke om det vil virke for hun bor langt væk og vi skriver kun sammen, og hendes er LANGT større end mit der er både angst og dyb depression flere selvmodsforsøg osv :/
Og det du skriver med at skære sig selv så voldsomt, jeg ser det ikke som en dårlig ting hvis det skete for mig?
Selvom det virkede for mig, med at gøre mig selv så forskrækket, ønsker jeg ikke at du skal stoppe på den måde. Det der hjalp mig i det lange løb var et løfte til mig selv og min veninde om at hvis jeg blev så ked at jeg skulle skære, at så skulle jeg kontakte min veninde. Og da jeg gerne vil virke stærk udefra, så kan jeg ikke få mig selv til at kontakte min veninde eller at bryde løftet - så ender med ikke at gøre det.
En anden ting der også virker er at skrive sine frustrationer ned, enten i en dagbog eller fx steder som cyperhus
knus fra Pigen PP
Hey frustrerende pige,
Først vil jeg lige sige et par ting inden du læser mit syn på sagen:
Jeg synes først og fremmest det er flot at du tør sætte ord på dine følelser og tanker herinde, det kan godt være du er anonym, men det er alligevel sejt gået!
Det er en mærkelig situation du står i og derfor forstår jeg godt hvis den her kommentar kan blive lidt "Ikke som du vil have den skal være" agtig, men håber stadig du kan bruge den til noget.
Du nævner at det at skære i dig selv er en del af dig, en del af dig selv, og jeg kan sagtens følge dig der, for du føler du har en perfekt løsning der bare fungere og det er self. super fedt for dig, men der er bare én meget vigtig ting at huske, det er på ingen måde usikkert det som du sidder og har gang i, jeg forstår helt 100 hvis din skole-psykolog allerede har sagt flere af de her ting, men bliver nød til at nævne dem for dig igen.
For det første, du kan ikke selv bedømme hvor dybt du skærer i dig selv, du kan sikkert føle at du har kontrol over den skarpe genstand og føle det er et lille snitsår du skal igang med at lave, men nej, du kan ikke med 100% sikkerhed bedømme hvor dybt det kommer til at blive, og det er netop derfor cutting kan være farligt, for hvis du en dag skærer i dig selv og laver et dybt snit, som uheldigvis rammer på et hvis sted, så kan det pludselig ud af den blå luft begynde at bløde voldsomt, præcis som "Pigen PP" nævner ^
Derudover hvis du bruger et skarp redskab som måske har lidt snavs på sig, eller lignende kan du ende med at få et sår med infektion, det kan være alt lige fra en harmløs lille infektion, til en af de mere slemme infektioner og der skal man altså også virkelig passe på.
Du tænker sikkert nu, jamen, jeg kan jo godt styrer det, jeg bruger en renset skarp ting til det og jeg passer ekstra meget på med ikke at skære dybe snit, men her kommer den sidste del af min kommentar:
Det hjælper, ja det gør så, det løser mange problemer for dig, korrekt, men jo mere du tænker i retning af: Hvorfor stoppe når det hjælper?, Jo kortere tid går der før du bliver afhængig af det og når først du er afhængig, vil det blive værre og værre og ende i at du får langt flere problemer i dit liv, end det i virkeligheden løser.. Og nu vil jeg ikke lyde som en psykolog, men tænk over de små ting også, tænk på når du siger, du er begyndt at lyve over for din mor, og jeg går ud fra du på en eller anden måde ikke føler at det er helt okay det du gør, du kan få skyldfølelse af det, måske endda skamme dig over det.
En anden ting der også er meget vigtig at huske er at du er nød til at lærer de sundere måder at neutralisere dit liv på, noget som ikke er farligt og noget som du ikke behøver lyve for at kunne gøre.
Du føler dig i kontrol over det lige nu, men du kan aldrig kontrollere det helt og derfor skriver jeg alt det her til dig, for jeg ønsker absolut ikke det skal ende galt for dig! Jeg håber tværtimod du en dag kan finde frem til en alternativ måde at blive og føle dig glad på igen.
For at slutte af vil jeg bare sige at jeg på ingen måde dømmer dig eller synes noget dårligt om dig pga. du skærer i dig selv, for jeg ved at det er en ting mange mennesker godt kan give sig til for at komme igennem livet. Men jeg håber du vil læse og forstå min kommentar her og at du vil tænke over det og endelig gerne sove på det et par dage, men igen, sejt at du kommer herind og skriver om det, stor respekt her fra!
// Mvh. HamDrengen
Jeg kan sagtens se hvor du vil hen, det er bare svært for mig at se et problem i det du skriver? -for ligenu har jeg jo den følelse at hvis det går galt er det ikke en skidt ting.
Men nej det er ikke rent det jeg bruger og har ikke nogen stivkrampe så det er ikke smart det ved jeg men når man ikke rigtig hsr lyst til livet mister man også angsten til farlige ting på den måde.
Så selvom jeg VED du har ret i alt det du siger er det umuligligt for mig at agere anderledes.
Min mor har dog fundet noget nyt der hedder hypnotherapi så hvis det ikke er for dyrt skal det prøves, pgså håber vi det hjælper, men tusind tak for dit svar.
Men har du slet ikke en lille bitte fornemmelse af at alt der her kan ende galt for dig? Og har du slet ikke lyst til at finde en sundere måde at gøre dig glad på? Når du siger du ikke rigtigt har lyst til livet, betyder det så du slet ikke har lyst til at kæmpe dig fri fra det?
Jeg spørger kun fordi jeg synes det er virkelig synd for dig at du har det sådan, og har snakket med et par piger i fortiden, som begge havde haft selvmords-tanker og de havde ikke noget som helst i deres liv der var værd at leve for. Det var frygteligt og samtidig også svært for mig at hører på nogle gange. For jeg har selv været i en periode hvor jeg virkelig ikke følte nogen værdi ved at leve, jeg havde ingen mål, kunne ikke fornemme nogen fremtid. Men heldigvis fik jeg så meget støtte fra de få venner jeg havde på det tidspunkt og det lykkedes mig at komme fri fra den periode og videre med mit liv.
Jeg håber inderligt at der stadig er en lille del af dig som stadig føler en trang til at leve livet og udleve dine drømme, for tro mig, du kan sagtens stoppe med at skærer i dig selv, men det sker først den dag du selv indser og acceptere at det er usundt for dig at gøre det og det er livstruende for dig. Det betyder måske ikke noget nu, men når du finder lysten til livet igen (Og ja jeg siger Når du gør, for jeg ved du vil gøre det.), så vil du kunne forstå hvad jeg mener bedre. Men held og lykke til dig og håber du får orden i dit liv og får styr på dig selv igen, det fortjener alle mennesker og også dig :)
Nej jeg har ikke noget tilbage, den eneste grund tilbage der gør jeg er her, er at jeg ikke kan byde min familie det, men jeg har ingen fremtid længere og ingen håb eller drømme, og selvom du siger det vil ændre sig er det utrolig svært at tro på :(
I do the same. Ikke lange dube striber af ar men små ikke dybe sviene ar. Jeg er ikke kommet ud af det og har ikke rigtigt en grund til det, udover mit selværd som er min mors skyld. Hader min mor selvom det er min far der er misbruger af hash men ham har et arbejde og ikke et problem med noget. Jeg har tænkt på selvmord men ville ikke gøre det mod mig selv for livet er helligt for mig, er ikke religiøs. Jeg kan godt lide den svien i armen så tænker jeg mere på det end mit selværd. Er kun 16 og en dreng.
Stor respekt for du tør at poste det.
Held og lykke.
Tilføj kommentar