Hej.

Jeg vidste ikke om jeg skulle skrive ind her, da jeg ikke kan blive enig med mig selv om jeg har problemer, eller bare piver for meget?

Jeg har en rigtig fin kernefamilie, og alt det der nu hører til. Men her på det sidste er der begyndt at kommer sådan nogen triste følelser i mig.

Jeg er vel generalt en god pige, men hver gang nogen i huset er sure, føler jeg det er min skyld, og siger til mig selv jeg er forfærdelig.
Specielt fordi jeg har fået min mor til at græde nogen gange fordi jeg ikke snakkede til hende, pga hun havde været forfærdelig sur i en hel weekend.

Jeg tænker nogen gange på mit liv sådan som en film.

Da jeg var omkring 8 år blev jeg udsat for pædofili. Det blev meldt til politiet og alt det, men jeg fik aldrig snakket ud om det.. og har heller aldrig gjort.
Livet gik bare videre.

Jeg synes ikke jeg gør det godt nok i skolen, og synes i det hele taget jeg er dårlig til det meste, og jeg kan ikke blive stolt af mig selv når jeg får 10 i problemregning.
For min far har stort set lavet det hele for mig og jeg lader som om jeg fatter det.

Jeg stammer også en del, og har først nu fået hjælp til det. Men det ændre jo ikke på at jeg stadig stammer, og det kan sommetider få mig til at hade mig selv i det uendelige.

Den gigantiske smerte det giver, når man hakker i ordene foran alle, eller ikke kan sige noget i timen, selvom man kender svaret. ´

Jeg må naturligvis ikke rigtig drikke for mine forældre, men sommetider sniger jeg mig ud af vinduet med nogen venner og drikker mig meget fuld. Og har røget hash en enkelt gang. Det føler jeg også lidt skyld over.

Min første gang sex var sammen med en ven jeg havde snakket med to gange. Han ville ikke andet end det. Nu snakker jeg ikke engang med ham mere. Det er noget der plager mig.

Jeg har også haft det svært her på det sidste, fordi en af mine bedste veninders liv er totalt i et stort rod, og hun har ignoreret mig i flere måneder, og så da jeg mødte hende igen, ville hun have alt til at være som før.
Men det valgte jeg at undgå, og komme videre. Men det har været utrolig svært for mig at opgive hende.

Der er den her dreng, jeg er så forelsket i på en syg måde.
Jeg mødte ham over Arto, og numre med ham. Jeg har så skrevet med ham i et år, hver dag, og skrevet breve + snakket i telefon.
Jeg savner ham virkelig, for han hjælper mig med alt det her.

Men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige til mine forældre, at jeg vil møde ham, for han bor 200 km væk, og mine forældre må IKKE vide jeg har Arto, og slet ikke jeg har mødt en dreng der.. :/

Jeg ved det her er noget af en roman, men håber det er okay.