Hej jeg er en pige på 16 år, som slet ikke har styr på sit liv.. Jeg har lige mistet min kæreste, han slog op med mig lørdag d. 20/11 og jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg elsker ham stadig og han er bare the one. Han har slået op med mig én gang før, i sommerferien på en ferie til Anholt, hvor han dagen efter kyssede men en anden. Vores forhold har måske ikke været lige til, og vi har skændes og jeg har været utro den første måned, fordi jeg slet ikke siger til mig selv "det der er det ikke dumt?" osv, har virkelig ingen selvtillid. (tror det stammer fra engang jeg var barn, hvor min mor drak og tog mig med på værtshuse, som bare har sat sine spor, og jeg måske ikke har haft den omsorg og kærlig, og viden om at jeg er god nok!) Ja også tog han mig jo tilbage efter jeg havde fortalt jeg havde været ham utro, og slog op med mig i sommerferien somsagt og nu her igen. Jeg vil bare gerne vise jeg hvor meget jeg elsker ham! Fordi forstår ikke hvordan han i denne weekend fra d. 27-29 sagde han savnede mig og vi puttede sammen, og havde sex, kyssede og havde det bare rart. men det sårede mig bare, at han så sagde "man skal aldrig sige aldrig" altså i forhold til at komme sammen igen, det giver mig bare et håb, som om jeg er hans back-up, og nu ved han hvor han har mig agtigt, men hvad skal jeg bruge det til? Jeg vil bare have ham tilbage, og være min. Tror ikke jeg kan klarer når folk forlader mig, (har jo set min mor med en masse mænd i tidens løb, har ikke set ægte kærlighed og to mennesker som bare viser de skal være sammen for evigt,) har ikke oplevet det, og måske har det noget at gøre med, at jeg er dårlig til at håndtere kærester! Har haft en tre stykker, og nogle flirts og de har alle cuttet kontakten men nu siger min eks (ham som har slået op nu her) at han jo savner mig og elsker mig stadig, og vil godt være venner, men at jeg skal give ham tid:( Hvor lang tid er det, og skal jeg så bare gå og vente på han kommer til mig??.. Kan bare ikke klare det mere, mit liv er et puslespil inde i mit hoved. Har også skåret i mig selv, med den tanke at folk vil have en vis sympati for mig, og de måske bedre vil forstå mig, og andre grimme tanker.. Jeg har bare brug for at snakke med nogen, fordi kan ikke snakke med andre voksne (hvertfald ikke min mor, hun forstår mig ikke, og råber bare af mig, fordi det gør sikkert ondt på en mor, at se ens barn ked af det).. I bund og grund vil jeg bare have ham tilbage, fordi vil vise jeg kan være den søde kæreste, som giver plads til ham sådan han kan føle sig mere fri. Han går jo på efterskole, og det er jo ret svært så ville jeg jo bare også fortælle ham, at han jo ikke kun skal være sammen med mig i weekenderne men også sine venner og veninder (selvom jeg er jaloux anlagt) så ville jeg bare have han skal føle sig som han havde det inden jeg var utro i den første måned (vi har været sammen i næsten otte måneder, vi blev kærester d. 11/4 :) ) Åh hvor jeg savner ham og hans kys! Hans omsorg til mig. Hvad er jeres råd til, at jeg kan komme over ham, eller få ham igen. Og at få selvtilliden lidt tilbage, sådan jeg har styr over puslespillet, og kæresteri. Ja livet. ??