Mit liv er et kaos.
Mit liv er et kaos.
Hej Cyberhus! Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal starte, og hvor meget jeg skal uddybe, når det her bliver delt på nettet. Egentlig er det her brevkasse-halløj ikke mig, men jeg føler virkelig, jeg har brug for hjælp. Mine forældre har i mange år skændes, og nu da de er skilt, er min mor blevet syg. Psykisk. Hun har tvangstanker, hvad angår hygiejne, og selvom hun er i behandling, er det blevet meget værre, da der er langt mere fokus på det. Min far er flyttet hjem igen, da jeg havde svært ved at være herhjemme alene, jeg har så mange grænser grundet hendes sygdom - og jeg ved, det ikke er hendes mening. Jeg får at vide af mine forældre, at jeg er uselvstændig og jeg ved ikke hvad, men jeg er så bange for at gøre noget forkert, da det kan udløse totalt kaos - selvom den samme ting hos min nabo, veninde eller en tilfældig på gaden er hverdagsstuff. Jeg kan heller ikke få mine venner herhjem pt. på grund af ovennævnte. Jeg føler, jeg spiler mit liv, når jeg er hjemme, er jeg lukket inde på mit værelse - her er jeg sikker på ikke at gøre noget forkert. Men jeg har intet at give mig til. Min computer er i stykker, og endnu ikke til reparation, jeg har intet tv på mit værelse, ingen andre ting, jeg kan lave... Jeg sidder og glor i min mobil eller ud i luften. Jeg føler mig alt andet end fri. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, hvis ikke jeg er her mere. Jeg kan ikke snakke med mine forældre, da min far klart udtrykker, at han ikke elsker mig, og min mors situation vil kun forværres, hvis hun får at vide, at hendes tvangstanker primært er mit problem, ergo jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med. Min klasselærer er så sød, forstående, og har altid tid til at være der for os, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få det fortalt. Jeg er i forvejen hendes yndlings, men hun ser min familie som en eller anden kernefamilie, til elevsamtaler er hun forpligtet til - virker det som om - at spørge, hvordan det går hjemme, men ved mig siger hun noget i retning af "Åh, jeg glemte at spørge, hvordan du har det hjemme - men det behøver jeg vist heller ikke, du har det jo super". Jeg nikker altid bare og hader bagefter mig selv for ikke at have grebet chancen. Hvordan gør jeg? Og hvad gør jeg i det hele taget? På forhånd, tusind tak fordi I gider tage jer tid til mig!
Kære dig
Velkommen til Cyberhus. Jeg er rigtigt glad for at du valgte at skrive herind trods dine betænkeligheder. Og ja selvom det ligger på nettet, er det jo anonymt, så du kan være ganske rolig. :-). Og selvfølelig er der tid til dig søde.
Skilsmisse: Når ens forældre bliver skilt, kan det udløse en masse angst og forvirring. De mennesker der skulle passe på en og elske en, går pludselig i opløsning. Det skaber en usikkerhed hos dig, men også hos de voksne. Nu skal de til at finde ud af hvordan de vil være forældre, og du skal til at indrette dig anderledes. Dette kan udløse en masse forvirring og ja desværre også psykiatriske tilstande. Nogle gange er skilsmisse løsning på nogle ting, for det er heller ikke sjovt at bo et sted hvor de voksne skændes hele tiden. Men i dit tilfælde virker det ikke som om tilstanden i dit hjem er blevet værre eller bedre. Og så må der gøres noget.
Psykisk syg mor: Når man lever med et psykisk syg familiemedlem, føles det som om hele familien er syg. Alle bliver påvirket, og alle forsøger at indrette sig efter den syge for ikke at gøre tilstanden værre. Og nej det er bestemt ikke fair, men tit går det over når den syge lære at kontrollere sin tilstand, og ja i starten kan det virke som om tilstanden bliver værre, men det er vejen frem. At få fokus på og sat ord på hvordan hun har det. Det sker desværre ikke altid at man får kontrol på sin tilstand, og her er den eneste der kan passe på dig, Dig selv. Du gør det rigtige når du skærmer dig, ved at gå på dit værelse når det er værst. Men du skal selvfølelig også passe på at du ikke får trukket dig så meget tilbage at du selv bliver trist. Jeg tænker om du har mulighed for at komme mere væk hjemmefra, besøge dine venner, gå til et eller andet så du ikke skal udsættes for meget, for den belastning i dit hjem? Har du andet familie, moster, mormor eller andre du kunne finde lidt ro og tryghed hos?
Har du prøvet at sætte dig ned med dine forældre. Sig til dem at du har brug for at snakke med dem, fordi du ikke orker det her kaos mere. Selvom din mor er syg, kan hun godt tåle sandheden. Og din far, ja jeg syntes du skal fortælle ham hvad det gør ved dig når han siger han ikke elsker dig. Han har pligt til at passe på dig, det har begge dine forældre. Jeg syntes du skal sige til dem at du ikke har det godt, og at du sammen med dem vil gøre dit til at i kan have det bare nogenlunde sammen.
Alene og ensom: Når du trækker dig, og ikke føler du har noget at give dig til, både fordi du er bange for at gøre noget forkert, og fordi du ikke kan have gæster, ja så ender det ofte med at man føler sig alene. Hvis du dyrker denne tomheds følelse, bliver det tit til den følelse du beskriver, at du ikke føler du går glip af noget hvis du ikke var her mere: Men søde dig. Der er så mange gode ting der venter på dig. Jeg forstår godt du ikke kan se det lige nu, men jeg ved det du gennemgår nu er en træls periode, som en dag er slut. Og den slutter når du siger "jeg finder mig ikke i det her mere", og det skete måske den dag du valgte at skrive her ind. Nok er nok, nu vil du have det godt. Jeg kan sagtens forstå at du føler der ikke er noget for dig, men du siger det jo selv, du føler dig som fanget på dit værelse. Vi skal have dig ud. Du skal ud og være ung og have det sjovt. Selvfølelig skal man tage hensyn til den syge i hjemmet, men det er ikke din opgave at holde huset sammen, det er de voksnes ansvar. Du skal få skabt dit liv, hvad ønsker du, hvad har du lyst til, drømme, fremtid osv. Skriv det måske ned, og gå så efter det. Jeg ved du kan, du er en stærk pige.
Bryd tavsheden: Jeg vil forslå dig at få brudt med denne tavshed, så din lærer ikke længere tror du har det ok. Hvordan skal hun handle hvis hun ikke ved det er galt hjemme ved dig. Du må få åbnet op så du kan få den støtte du har brug for. Hun er der for at lytte, og sammen kan i finde frem til hvad der er bedst for dig. Du må for alt i verden bare ikke gå rundt med det her alene. Det er for stor en belastning, og du har ret til støtte. Jeg ved godt det er svært...nogle gange helt uoverskueligt at få orderne ud. Så prøv at skriv det istedet. Skriv et brev til hende...eller print det her ud og giv til din lærer. Måske er det en lettere måde at få åbnet op på.
Til sidst vil jeg sige, at du skal prøve at se dig selv som unik. Du behøver ikke påtage dig din mors tvangshandlinger. Du skal vælge at være dig selv, også selv om hun så måske bliver sur. Forklar hende at du ikke er hende, men dig selv. Det er meget vigtigt at du er dig, og selv vælger hvordan dit liv skal være.
Se de små gode ting i livet, drøm... det hele skal nok blive godt, og jeg ved der venter mange gode oplevelser forude for dig. Grib dagen.
Mange kærlige tanker til dig
Isabella