ikke rigtig glad mere

brevkassespørgsmål

ikke rigtig glad mere

hej jeg er ny herinde, ved ikke helt hvad jeg skal gøre mere. For 2 år siden fik jeg en deprission. Nok mest fordi mine forældre blev skilt. Jeg har aldrig følt mig så knust. Mine forældre har været rigtig dårlige til at håndtere det her. Min storesøster og jeg har stået i mellem hele tiden. De har hele tiden skulle sige noget dårligt om hinanden, så at vi skulle vælge mellem hvem vi bedst kunne lide. Det gjorde jeg så, automatisk... Jeg har aldrig haft et vildt godt forhold til min mor, og 2 måneder efter hun havde sagt at hun ville skilles, fandt hun sammen med en fra hendes job. (det er et arbejde med meget få mennesker) og jeg ved hun har haft en affære og jeg kan ikke lade være med at afsky det. Det var her det startede at gå ned ad bakke. Min mor og jeg skændtes altid og udover det kan min mor bedst lide min søster da hun altid har prioteret hende højest. Jeg husker en dag hvor min søster og jeg blev uvenner, og jeg kan ikke huske hvad jeg sagde. Men ligepludselig kom min mor ind og råbte af mig "du er en stikkerso, hold kæft hvor er du ulækker. jeg kan ikke klare synet af dig" jeg vidste ikke min egen mor kunne snakke sådan. Men det blev ved: jeg blev kaldt: kælling, jeg var klam, nar, kunne ikke stoles på, røvhul og hun truede mig med at smide mig ud. Det skal siges jeg boede en uge hos hver af mine forældre. Jeg har altid haft et godt forhold til mig far, men jeg havde en periode med ham hvor at vi stod og skændtes over en opvask. Jeg sagde at jeg ikke gad at hjælpe ham hvis han skulle råbe, så jeg gik ind i stuen. Han kommer over til mig og sagde at jeg skulle så jeg rejste mig op, gik over mod ham fordi jeg skulle til køkknet da han skubbede mig ned i sofaen. Jeg var målløs. Han sagde jeg kunne flytte hjem til min mor for altid og at han aldrig gad se mig mere. Men ugen før havde min mor sagt at hun ikke ville have mig boende. Jeg følte at der var ingen der holdte af mig. Jeg var nitten, der kunne passe sig selv. Rettelse: Der var INGEN der holdte af mig. Jeg var alene. Efter det var jeg alene i skolen, til min sport. Jeg kunne ikke fungere socialt på nogle måder. Jeg blev tvunget til at gå til psykolog fordi jeg altid græd. Det hjalp ikke. De forstår mig ikke. Men ligepludselig fik jeg det bedre. Havde stadigvæk skænderier med min mor, men ikke så mange. Jeg var glad, fungerede socialt. Men så blev jeg uvenner med min mor igen, på en meget ubehagelig måde. Jeg valgte at flytte hjem til min far, bevidst om at han bruger alle sin tid og krafter på hans nye kæreste. Hans nye kæreste er så forkælet. Hun er ikke sød mod mig på nogle måder. Hvergang min far er der, spørger hun interesseret ind til mig, men man kan se hun ikke lytter og senere kommer de samme spørgsmål om og om igen. Hun har ikke selv været gift eller har børn og hun skal hele tiden have opmærksomhed. Hun afbryder hvis man har en samtale kørede med et familiemedlem, fordi hun skal være med og så skifter hun snedigt emne så man ikke er med i samtalen mere. Min far har ændret sig og det er tit jeg er alene hjemme. Og tit hvor han ikke fortæller at han ikke kommer hjem. min fars kæreste har ændret in far fuldstændig og det er ikke positivt... Det begynder at gå ned ad bakke igen og jeg ved ikke hvordan jeg skal vende det om. Min mor er flyttet sammen med hendes kæreste og min søster bor permenent hos min mor. Min far er igang med at flytte sammen med kæresten og jeg kan ikke lide hende. Hun er pure evil, og hun tager alt min fars opmærksomhed. Jeg har nævnt at min far har ændret sig til ham, men han griner bare. Jeg fik lov til selv at designe mit værelse, men ligepludselig havde min far købt en reolen uden at spørge og så synes min fars kæreste at mit skab skulle rykkes om - så de valgte hvor det skulle stå! selvom jeg protesterede? Jeg har så mange ting jeg gerne vil skrive, men det bliver for langt... Jeg er så ked af det, sidste gang kom jeg ind på selvmordstankafr. Jeg føler ikke jeg passer ind nogle steder. Jeg føler ikke nogle holder af mig mere. Jeg har drevet væk fra selvmordstankerne, men jeg er begyndt at få problemer med min spisevaner. Ligesom om at alt er ved at blive negativt og jeg driver mig selv ned i et langvarigt sort hul....

Svar:

Kære du

Velkommen til Cyberhus og godt at du skriver hertil med dine tanker!
Jeg kan godt læse at det hele er svært lige nu for dig og at du går rundt med nogle hårde tanker om at ingen holder af dig og at du ikke passer ind nogle steder.. Det lyder til at dit forhold til dine forældre gør at du bare ikke har det godt, og at du føler du er på vej ned i et sort hul, hvor du tilmed er begyndt at få problemer med dine spisevaner.

Skilsmisser kan være rigtig svære for børnene. Især når forældrene er så meget uvenner, som det lyder til at dine har været/ er. Det lyder til at du har haft det svært med begge dine forældre, og jeg tager dem lige én af gangen:

MOR:
Du har skændtes meget med din mor, og jeg kan godt forstå du valgte at bo hos din far, når nu du også altid har haft et bedre forhold til ham. Det er nogle rigtige hårde ting din mor har sagt til dig, og det er ikke okay. Jeg tænker det bedste du kan gøre for at gøre det mere behageligt når du er hos hende i weekender, er at prøve at tale ud med hende omkring det hele. Skrive et langt brev til hende, om hvordan det har været for dig, og at du ønsker at I kan have det godt sammen når du er det. Måske kan I nyde tiden bedre, hvis I får renset luftet omkring de ting der sket mellem jer tidligere.

FAR:
Jeg kan godt forstå det er svært at have det godt med din fars nye kæreste, når hun er som du beskriver og hun har ændret din far totalt. Desværre kan du ikke beslutte hvem din far er sammen med, men ligesom med din mor vil jeg foreslå at prøve at tale ud med ham. Selvom du allerede har fortalt ham at du føler han har ændret sig, så synes jeg du alligevel skal sætte dig ned med ham en dag, hvor du, uden at bebrejde ham, fortæller på hvilke måder du føler han har ændret sig, og hvad du har brug for, for at have det godt derhjemme.. Efter du har haft den snak med din far, synes jeg at I alle tre (din fars kæreste, din far og dig) skal tage en snak om hvordan I kan finde en løsning, så som gør at I alle tre vil have det godt i jeres hjem – især nu når hun er ved at flytte ind.

Jeg kan godt forstå, hvis samtalerne vil blive svære – men den bedste mulighed for at man kan have det godt sammen i et hjem, er hvis man alle er helt ærlige og stille og roligt får talt om hvordan tingene skal fungere, og hvordan man skal håndtere de problemer der er, og problemer som evt. kommer i fremtiden. Hvis man aldrig får talt om sådanne ting, kan man komme til at angribe hinanden, når man så endelig snakker sammen, fordi man har gået og holdt det inde så længe – og det kommer der intet godt ud af.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes ikke du fortjener at have det sådan som du har det lige nu, og jeg tænker på at det er en idé for dig at give en psykolog en chance igen – måske kan du få kontakt til en gennem din skole? Psykologer er så forskellige, og det vigtigste er at du finder en der passer til dig, og det kan godt tage nogle forsøg - det lyder nemlig til at den sidste psykolog ikke lige passede til dig. Men jeg tror det vil være rigtig godt for dig, at have en professionel at snakke med om de rigtig svære tanker du går med, og at det at det hele påvirker dine spisevaner..!

Jeg håber rigtig meget du vil overveje de ting jeg skriver, og at du får det bedre med dine forældre i dine sidste teenageår. Husk også du er velkommen på chatten til at få en snak om det hele – du er ikke alene i det her!

Mange tanker fra Heidi