Antidepressive
Antidepressive
Hej cyberhus. Kan der ske noget hvis man tager antidepressive uden at have en depression eller noget? Kan det have en påvirkning?
Hej med dig
Godt spørgsmål. Der findes meget forskelligt antidepressiv medicin, så det kommer meget an på hvad man har taget, hvilke virkninger man kan opleve. De mest brugte typer virker stemningstabiliserende. Det betyder, at man ikke bliver opstemt af at bruge dem, men blot bragt i et neutralt stemningsleje.
At spise medicin man ikke har brug for er altid en dårlig idé. Medicin der virker har desværre næsten altid også bivirkninger. Et af de mest brugte antidepressive medikamenter er citalopram. Linket her er til indlægssedlen, hvor der også er en bivirkningsliste. Som du kan se er listen af bivirkninger lang.
Tager man antidepressiv medicin uden at have brug for det, får man altså ikke nogen gevinst, men til gengæld risikerer man at få en masse kedelige bivirkninger. Så jeg vil bestemt fraråde dig at tage det.
Har du taget noget medicin allerede og oplever du bivirkninger, så vil det være en god idé at snakke med din læge. Han vil kunne sige præcis hvordan du skal forholde dig, når han ved præcis hvilket præparat du har taget, og hvor meget du har taget. Hvis du har taget medicin i små mængder uden at opleve bivirkninger, skal du bare stoppe med at tage flere. Så er det hurtigt ude af kroppen igen :).
Håber du kan bruge svaret.
Venlig Hilsen
Jakob