Forelsket i bedsteven?

brevkassespørgsmål

Forelsket i bedsteven?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus! Først skal i have ros for en super hjemmeside for børn og unge. Nu til mit spørgsmål. Jeg er en dreng på 14 år som er biseksuel. Jeg er meget afklaret med min seksualitet selvom "de kloge hoveder" siger at jeg ikke kan bestemme min seksualitet endnu. Jeg har bare et problem, jeg er forelsket (nej ikke fascineret forelsket!) i min bedsteven, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt.. Plz help me! Med venlig hilsen Det sorte får

Svar: 

Hej Anonym

Mange tak for dine positive ord. Det er altid dejligt at når nogen synes om det vi går og laver.

Fedt at du er så afklaret omkring din seksualitet, og skønt at du er forelsket...det er en hel vidunderlig fornemmelse. Kan godt se at det måske er lidt kompliceret når nu det så lige er din bedste ven du er forelsket i, men kærligheden kan ramme og føre os steder hen vi ikke lige havde regnet med. Lige lader det til at kærligheden har ført dig mod din bedste ven.

Jeg synes der er nogle overvejelser du bliver nødt til at gøre dig inden du kaster dig ud i det. Lige meget om han har de samme følelser for dig, eller om han bare gerne vil beholde dig som ven, tror jeg at det vil ændre jeres forhold hvis du vælger at satse på din forelskelse og "gå efter ham".

Hvis i bliver kærester vil det helt naturligt ændre Jeres forhold. Måske bliver det helt fantastisk...måske er han ikke så god en kæreste som han er ven?
Hvis han ikke føler det samme for dig, kan det være at i bare fortsætter jeres venskab som i plejer, men det kan også være at det bliver lidt mærkeligt mellem jer efter at du har fortalt hvordan du føler, og at jeres venskab dermed pludselig ændres. Jeg synes det er nogle ting du bliver nødt til at tage med i dine overvejelser inden du beslutter dig for om du skal eller ikke skal satse.

Hvis du nu vælger at tage chancen og gå efter ham er der selvfølgelig den mulighed at du ganske enkelt kaster dig ud i det og fortæller din ven lige ud at du er forelsket i ham. Men det var måske også meget godt lige at fornemme hvordan han har det med dig først.

Ved du hvor han står, i forhold til sin seksualitet? Kender han til din? Hvis han ikke ved at du er bi, og han ikke selv er det kunne det måske godt være lidt af en "overraskelse" at du pludselig fortæller ham at du er forelsket i ham.

Hvis du ved eller har på fornemmelsen at han også er til fyre, tror jeg den letteste vej er den direkte. Sig lige ud hvordan du har det. En eller anden dag hvor i alligevel hænger ud og hygger med de ting i plejer at være sammen om, så fortæl ham hvordan du føler.

Hvis du er usikker på om han er til fyre, synes jeg det er lidt noget andet. Så synes jeg måske det var en god idé at starte med at finde ud af om han er til fyre eller ej. Du kunne eksempelvis starte med at fortælle om din seksualitet og se hvordan han reagerer...næste skridt kunne være at spørge lidt ind til hans.

Jeg tror ikke der findes en "rigtig" eller "forkert" måde at fortælle det her på. Jeg håber jeg har givet dig et par input der kan gøre det lettere at beslutte med dig selv hvad du vil gøre.

Held og lykke med det / Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program