Kære Cyberhus Jeg er en pige, lige fyldt 18, og jeg bor stadig hjemme med min mor, stedfar og 3 mindre søskende. Mine forældre blev skilt da jeg gik i 1. klasse. Min mor fandt hurtigt min stedfar, som vi flyttede ind hos. Min stedfar driver til dagligt sin egen butik. En stor butik inde i byen, som er vores levebrød. Min stedfar har givet os en masse økonomisk - vi rejser meget, gør meget osv. På de to sidste år, er der kommet utrolig meget run på butikken. Vi (min mor, ældste lillebror og jeg) arbejder derfor alt det vi kan, sammen med min stedfar i butikken. Men det er ligesom om at ovenpå det, er vi blevet meget mindre familie og mindre kærlighed. Vi spiser aldrig sammen. Min mor og stedfar prioritere rengøring meget meget lavt, så når der endelig bliver ryddet op er det mig der gør det. Der er slet ikke hyggeligt herhjemme længere. Min stedfar kommer fx. ind om morgenen, banker på min dør "godmorgen - husk nu og gøre dit og dat i butikken når du møder..." - ikke noget med har du sovet godt, eller noget i den stil... da min mor i sidste uge var syg, blev min stedfar meget sur og råbte "vi er sgu alle sammen syge, du pjækker bare". Butikken er hans et og alt, og jeg er ved at være træt af det. Mit dilemma er i denne situation, om jeg skal flytte hjemmefra og få mit eget (men her føler jeg, at jeg svigter mine søskende) eller konfrontere ham (men her føler jeg, at jeg ikke viser nok forståelse overfor ham, da butikken er så vigtig for vores liv). Jeg savner en faderfigur, der værdsætter det jeg gør, hygger om mig, som far/datter burde gøre. Den eneste faderfigur jeg har, er min biologiske far, som jeg desværre ser alt alt for lidt. Han er heldigvis en dejlig mand, som værdsætter mig når jeg endelig er der. Men min hverdag hos min mor og stedfar er ved at brase sammen. Har du/I nogle gode råd? Hvad kan jeg gøre? Kh Gbc