Alt var lettere da jeg var skæv

brevkassespørgsmål

Alt var lettere da jeg var skæv

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 12 år 4 måneder siden

Hej med dig! Jeg er en pige på 20 år. Jeg har røget hash i en del år, men røg det flere gange om dagen, i store mængder fast i næsten et år, indtil jeg stoppede for omkring 2 måneder siden. Som 18 årig fik jeg en stofpsykose grundet amfetamin, men dette skæmte mig ikke nok til, at jeg ikke senere brugte det, nogle gange en uge af gangen uden mad, søvn og de andre basale behov. Ketogan og andre piller blev pludselig også en fast del af min hverdag. Men intet betød mere for mig end hvornår jeg skulle ryge den næste joint eller suge det næste hoved på en bong. Som sagt har jeg nu været clean i næsten 2 måneder. Har ikke røget, sniffet eller noget andet i den tid. Det har været så hårdt, at jeg ikke troede på, at jeg ville klare det til tider. Men jeg har klaret det. Helt selv! Har været så stolt af mig selv! Det har været en kæmpe sejr, at bevise for mig selv, at jeg sagtens kunne klare det. Gik i et misbrugscenter nogle måneder en overgang, men jeg vidste godt, at jeg ikke selv var klar til, at stoppe på daværende tidspunkt og sådan et center var bare ikke noget for mig. Nu sidder jeg så her i min sofa og ser fjernsyn. Jeg har sommerferie (Fik min studenterhue for et par uger siden) og har ikke rigtig noget, at lave - andet end, at se frem til en kommende operation i min hofte. Med den operation følger en recept på morfin - ikke et kopi præperart men rigtig morfin! (Blev opereret i den anden hofte sidste år, så kender proceduren) Min problem er nu, at jeg ikke ved om jeg er i stand til, at forblive clean når jeg får smidt en hel bøtte med morfin i hånden. Jeg har den sidste uges tid tænkt "Hvorfor blev jeg overhovedet clean". Alting var meget bedre da jeg var misbruger. Jeg kunne styre min spiseforstyrrelser. Mit angst niveau var slet ikke så højt. Jeg var ikke konstant bange for, at fejle. Alting var bare så meget bedre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har inderst inde ikke lyst til, at begynde med stofferne igen, men trangen har vokset sig større end nogensinde før. Jeg føler jeg har brug for det. Jeg ved ikke om jeg kan klare mig uden. Jeg er forvirret.. Det hele er så ambivalent.. Må jeg spørge om din mening? - Ville det hele være lettere hvis jeg bare begynder igen? Måske bare et par gange. En enkelt streg amf, eller et par joints.. Så længe det ikke er hver dag, flere gange om dagen, er det så i orden? Hvis det nu hjælper mig til, at få et bedre liv og en øget livskvalitet? Hvad tænker du? På forhånd tak. Kh Anja

Svar: 

Kære Anja

Først vil jeg sige at jeg synes det er så flot du er stoppet med at ryge hash og tage stoffer – og så at du har klaret det helt selv! Jeg tænker at du er en virkelig stærk og sej pige! Og jeg kan godt forstå du er stolt af dig selv – det har du virkelig også grund til! Og samtidig med det har du også fået din studentereksamen! WOW!

Du skal opereres i hoften og have morfin, og jeg kan godt forstå du bekymrer dig om du nu kan holde dig clean, når du står med morfin i hånden. Jeg synes du skal tale med din læge om din fortid som misbruger, og fortælle at du bekymrer dig om at forblive clean, hvis du får morfinen med hjem. Måske kan I finde en løsning med at lægen eller en du kender har medicinen, og du derfor ikke selv står med ansvaret for medicinen?

Du er begyndt at tvivle på hvorfor du overhovedet er clean, fordi alt føltes som at det var bedre da du var misbruger. Jeg tror ikke på det var bedre - men måske var det nemmere, fordi du flygtede fra det hele gennem stofferne.. Når du nævner en spiseforstyrrelse og angst kommer jeg til at tænke på at der må være noget du er ked af, noget du har det svært med – som du trænger til at få snakket om. Der ligger nemlig oftest noget til grund for at man får en spiseforstyrrelse og har et højt angstniveau. Måske er det dét du har flygtet fra gennem stofferne?

Inderst inde har du ikke lyst til at begynde på stofferne igen, og det synes jeg du skal lytte til – selvom trangen er der. Og nej, det er ikke i orden så længe det bare er en smule og ikke er hver dag! Det er meget svært kun at holde det på det niveau, og du er nået så langt i din afvænning! Du spørger om min mening: vil det være lettere hvis du bare begynder igen – måske - fordi du flygter fra det der er svært igen. Men du får ikke et bedre liv og en øget livskvalitet, for det er en flugt. Og når du beskriver hvordan det var som misbruger, at intet betød mere for dig, end hvornår du skulle have stoffer igen, så kan jeg ikke se hvordan det skulle være et bedre liv og være livskvalitet! Du finder et bedre liv og livskvalitet hvis du får kigget på de ting, som gør ondt i dig, de ting som du flygter fra med stofferne, de ting som har givet dig en spiseforstyrrelse og givet dig angst. Måske kan du få kontakt til en rådgiver eller psykolog gennem dit tidligere misbrugscenter eller du kan også kontakte din læge og få henvist en derigennem. Jeg tænker nemlig at det ville være rigtig godt for dig at få noget hjælp til at få kigget på det hele, for selvom du er blevet clean helt selv, så synes jeg altså ikke du skal stå med kampen helt selv mere...!

Jeg håber du vil følge mit råd, fortælle lægen omkring din fortid inden operationen og søge noget hjælp til dine andre problemer. Når du begynder at få styr på dem, vil trangen til stofferne med tiden bliver mindre..

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program