Mit liv er helt tomt :(

brevkassespørgsmål

Mit liv er helt tomt :(

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv :( jeg mistede mine forældre da jeg var 14 år :( og jeg savner min forældre så meget!!!!! Jeg kan ikke leve et liv uden dem.. Jeg har heller ingen søskende.. Ingen forældre. Ingenting :( jeg mangler mine forældre, jeg mangler deres kærlighed, omsorg og støtte. Jeg mangler at blive elsket ubetinget. Det ikke fair!! Det burde ikke ske. Mit liv er et kaos og det er ikke værd at leve. Jeg vil være hos mine forældre, jeg hører til dem. Hvordan skal jeg nogensinde fortsætte et liv uden mine forældre når jeg ikke er mere end 18 år? :( Det var altid min far, mor og jeg altid os tre :( og her er jef efterladt i et liv uden dem. Ingen vil nogensinde kunne forstå, for de forstår ikke!!! De kan ikke sætte sig ind i min ubærlige sorg. Jeg lever mit liv uden at leve det. Jeg fortæller ingen om mit liv og der er meget få der ved det. På gymnasiet er jeg den glade, selvsikre og "perfekte" pige, men så snart jeg er hjemme el alene græder jeg, er ensom, hader mit liv og føler mig tom. Jeg tager kraftige sovepiller hver nat men som regel også om dagen, så jeg kan sove smerten væk og få ro. I fire år har jeg levet af medicin, det er det eneste der holder mig okay i gang. Jeg har panikangst som er virkelig slem. hvem gider at leve sådan et elendigt liv :( Jeg får angst anfald hver dag, jeg bliver altid chokeret, fordi jeg på en eller anden måde glemmer de ikke længere er her, som om jeg ikke tror på at de er gået bort ;(! Jeg kan ikke leve med at vide, at de aldrig kommer tilbage. Jeg har de skønneste bedsteforældre(som jeg bor hos) onkler osv som altid er der for mig. De passer på mig og elsker mig. Men det er svært at tage imod deres kærlighed, deres omsorg, deres hjælp :( De kan ikke erstatte mine forældre. Ingen kan hjælpe mig har været indlagt, snakket med diverse psykologer osv men jeg har ikke brug for deres forståelse eller værktøjer til at få det bedre. Mit liv er alligevel ødelagt for altid og jeg ønsker heller ej at få det bedre. Jeg vil ikke være glad, for det fortjener jeg ikke. Ulykken tog mine forældre fra mig - men den rev også mit liv med sig. Mine forældre støttede mig altid i mine drømme, men jeg har kastet dem til jorden. jeg føler, jeg har svigtet mine forældre :( men jeg kan IKKE leve med denne smertefulde hul. Jeg ved ærligt ikke hvad jeg lever for.. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her.. Jeg forstår det ærligt ikke :'( jeg vil altid elske min forældre med hvert en del af mit ødelagte hjerte. Du må undskylde det blev langt og indviklet. Men tak fordi du læser og lytter

Svar: 

Kære kære dig,.

Jeg føler så meget med dig og kan mærke hvor ondt det gør på dig, at skulle leve dit liv uden de menensker der gav dig livet. Du har helt ret.. Det er ikke fair. Du behøver slet ikke undskylde dit brev, om så det  havde været meget længere havde jeg stadig læst det, og lyttet til dit ødelagte hjerte. Hørt dit råb om hjælp, og jeg vil gøre mit til at vi sammen kan finde vejen ud af det mørke du er i, og har været i alt for længe.

Jeg håber det trøster dig, når jeg fortæller dig at det værste er overstået nu. Du har lidt mere end mange andre i 4 år nu, du har været lukket inde i en bobbel af sorg. At du skriver herind, fortæller mig at du er klar til at tage kampen op. Kampen mod ensomheden, angsten, mod det kaos der raser i det hjerte og hoved.

Du skriver at du "glemmer dine forældre ikke er her mere". Det fortæller mig at du blandt andet ikke har fået det rette hjælp til at bearbejde dine forældres død, og dette bevirker at du stadig lever i en form for fornægtelse, du orker ikke se virkeligheden i øjnene om at de ikke kommer tilbage. Det er dog helt naturligt at du gør det, det er en del af vores forsvarsmekanismer i vores hjerne. Men at du nu har befundet dig i denne tilstand i 4 år er bestemt ikke sundt for dig, og det er højst sansyneligt det som er medvirkende til at du lider af angst. Det er meget vigtigt at du får noget hjælp nu. Jeg ved det gør ondt at skal se sandheden i øjnene, og lære at leve med savnet, men det er vejen ud.

Ja dine forældre har forladt dig, og du føler din ensom, men du er ikke alene. Det var altid "jer 3" nu skal det måske til at være "dig, dine bedsteforældre, din famile, dine venner". Du er nødt til at træffe nogle svære valg, og accepterer at livet ikke altid går som planlagt. Du har nogle menensker omkring dig som vil dig det bedste.

Dine forældre er her ikke længere i fysisk forstand, men måske kan du prøve at lade dem leve videre gennem dig. Gem alle de gode minder i dit hjerte, mærk den tryghed dine forældre gav dig. De vil altid i en eller anden forstand være i dig, forstået på den måde at du ved de elsker dig. De gav dig en smuk start på livet, og kunne du sprøge dem nu, vil de helt sikkert sige " spild ikke dit liv, gib hver dag, bliv lykkelig". Vær glad for at du havde et så tæt forhold til dem, for det betyder også at i kendte hinanden godt, og hvis de var her nu, ville du også vide hvad de ville sige til dig.

LYKKELIG, tænker du måske, hvordan skal jeg nogensinde kunne blive lykkelig? Men kære dig, jeg ved hvordan det er at miste sine forældre, det gør pisse ondt, men føler ikke længere der er noget at leve for, man føler ikke man forjener at være lykkelig, og det er også alle de følelser og tanker der plager dig.
Men prøv inderst i dig selv at forestil dig at dine forældre sad over for dig nu. Spørg dem så: Hvad gør jeg nu? Fortjener jeg at være lykkelig? Lyt til deres svar.

Angst, ensomhed, tomhed: Det må være hårdt for dig at føle du ikke har noget at leve for og at du kun hører til hos dine forældre. Du bærer rundt på en meget stor sorg, og det kan ingen tage fra dig. Det er klart at du føler dig ensom og tom indeni, og at det har taget dig så mange år at komme igennem. Det er altid hårdt at miste dem man elsker, men sker det så inden man overhovet selv er kommet igang med at leve livet, hvilke erfarringer skal man så hive i, når man skal bearbejde sorgen.

Du har fuldstændig ret i at ingen kan erstatte den kærlighed ens forældre kan give en. Men du er nu alligevel heldig at du har dine bedsteforældre til at passe på dig, og jeg er sikker på at de elsker dig ubetinget. Du er jo en del af dine forældre, og dine bedsteforældre er også en del af dine forældre eftersom det var dem, der gav dem livet. Dine bedsteforældre indeholder mange af de samme ting som dine forældre, og der er ingen tvivi om at de elsker dig, og tabet har også påvirket dem. Dine bedste forældre har levet et langt liv, og har masser af erfarring. Hvad med om du begynder at lukke dem ind i dit liv, lad dem være en del af din helbredelse. Jeg tror i kan være noget godt for hinanden.  

Jeg hører dig når du siger " Mit liv er alligevel ødelagt for altid og jeg ønsker heller ej at få det bedre. Jeg vil ikke være glad, for det fortjener jeg ikke".
Denne sætnig fortæller mig at du er meget trist, og det ville da også være underligt hvis du du ikke var, når du  nu har oplevet dette store tab, Det er helt naturlig at være ked af det, og det skal man også give sig selv tid og plads til. Vi er forskellige mennekser og bearbejder livet på forskellige måder.
 
Det er nu din tur til at bearbejde din sorg. Du må ikke længere være en fange af fortidens spøgelser. Du må tage et valg, bryde med fortidens lænker og kræve dit liv tilbage. Jeg ved du ikke føler du fortjener det eller har lyst til at være glad igen, men disse følelser er en naturlig reaktion på sådan et tab. Disse tanker er dog ikke rationelle, de er styret af din sorg. Når du en dag er kommet ud på den anden side, begynder at leve livet igen, vi du være istand til at se tilbage på oplevelserne på en anden måde. I stedet for at leve i sorg, vil du nu kunne se dig selv være glad, leve det liv dine forældre satte dig på jorden for at skulle leve.

Du må ikke gemme dig mere. Du behøver ikke være den "perfekte, stærke, sjove pige". Det må da tynge dig så meget ned, og være meget hårdt, at du prøve at være noget du ikke er lige nu. Ingen er perfekte, og ingen kan gå rundt og være konstant glad og lykkelig og man bliver ikke mindre perfekt af at vise man bærer rundt på en masse sorg. Man bliver ikke mindre værd af at vise man er et menneske med følelser. Hvis du nu turde begynde at åbne bare lidt op for en veninde eller en anden du stole på, så ville du finde ud af at de er i stand til at lytte og være der for dig.  Hvis du lader folk omkring dig se hvordan du har det, ville du måske pludselig opleve hvor mange der faktisk har lyst til at være der for dig, hjælpe dig ud af mørket.

Jeg forstår godt at det er svæt at snakke med andre om,  men måske du alligevel skal finde andre unge som også har mistet deres forældre i en tidlig alder. I og med at i har en fælles oplevelse har i en unik mulighed for at forstå hinanden, nogle gange næsten uden ord.

Jeg vil helt konkret foreslå dig, at kontakte Børn, unge og sorg. Her kan du både chatte, ringe, bruge brevkasser og meget mere. Og det bedste er, at rådgiverne er alle selv nogen som har mistet en eller begge forældre. De ved hvordan det føles og hvordan man kan arbejde med den sorg, og så er den gratis og anonym.

Der er også en anden side der hedder hwww.livsnettet.dk  er gratis at benytte sig af. Den er for voksne, men jeg tror du kan finde andre derinde der har oplevet det samme som dig.

Tag en dag af gangen, sæt dig nogle små delmål. Accepter at dine forældre ikke længere er her i fysiks form, men at de altid vil leve videre igennem dig, og de minder i havde sammen.

Du skal huske èn ting:
Dine forældre gav dig livet, fordi du fortjener det, og de ønskede du fik et godt liv. De ved at du vil bruge dit liv til at gøre noget stort, bive lykkelig og leve livet.
Det er på tide at du kræver dit liv tilbage nu, og du åbner op for det dine bedsteforældre ønsker at give dig. Fjerne lidt af den tomhed og ensomhed i dig.  

Du er ung og livet venter på dig forude. Du fortjener at være lykkelig. Og det er helt sikkert også dine forældres ønske. Gør dem stolt, grib livet.

Jeg sender dig de bedste tanker.

Isabella

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program