Til alle der bor på instituation
forumspørgsmål
Til alle der bor på instituation
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Jeg er en pige på 17, og jeg har boet på døgninstituation i snart 3 år.
Før det var jeg indlagt på ungdoms-spyk. i et par måneder, grundet at komunen frygtede for mit liv.Det havde de også grund til. Jeg var langt ude, og parat til at komme væk. Helt væk.
Men jeg blev indlagt, og kom til den konklusion at jeg altid kan vente lidt med at tage livet af mig selv. Fx til jeg bliver voksen og skal klarer mig selv. Eller bare til at det hele bliver for svært igen.
Så kom jeg på opholdsted.
Den første dag jeg var der, købte vi nogle møbler til mit værelse, og da vi kom hjem, satte jeg mig alene ind og prøvede at samle mit nye bord. Jeg kom til, at få en træ-dims til at sidde et forkert sted, og da jeg ikke kunne få den ud igen, gik jeg i panik. Jeg græd i 3 timer. Jeg nåede lige at få lidt styr på mig selv, før pædagogerne bankede på døren. 10 min. senere havde de fået træ-dimsen ud og bordet samlet.
Der var mange flere af den slags historier, hvor min verden gik i stykker over ingenting, og pædagogerne fixede det og viste mig, at det virkelig ike betød noget. Jeg var meget skrøbelig.
Efter 1 år begynte jeg stille og roligt, at komme til dem og spørge, før jeg lod min verden gå i stykker. Det var en langsom men sikker proces, og da jeg blev bevidst om det, blev jeg meget overasket over mig selv. Jeg er en meget privat person, men alligevel kunne jeg snakke med pædagogerne om probelmerne uden at der skete alt muligt frygteligt. Og det gør en verden til forskel at tale med folk om ens problemer!
Men man skal være forsigtig med ikke at komme til at krydse den grænse, hvor man går fra at stole på dem, til at holde af dem.
Så snart en pædagog har fri, går han hjem til sine egne problemer. Han har sin egen familie at bekymre sig om, og du vil altid være ufatteligt langt nede på listen af folk han tænker på, i forhold til hvad han er på din liste. Du kan ikke få en ny i forældre-rollen, lige meget hvor meget du ønsker det, for så vigtig er du bare ikke. Punktom.
The bottom line is: Lad være med at knytte dig til pædagogerne - når de har fri eller siger op, så er du glemt!
Men lad dem hjælpe dig alligevel! Du er deres arbejde. Dvs. at de får penge for at snakke med dig. De er personligt ligeglade med hvad du siger, så længe de får penge for at høre på det. Derfor kan du fortælle de værste ting til dem, uden at bekymre dig over hvad de tænker, for jeg kan forsikre dig over at de ikke tænker på dig!
Men alt det her betyder ikke at du skal lade være at stole på dem. Du skal nærmere tage imod den hjælp du får, og derved hjælpe dig selv.
Hvis du, ligesom jeg, ikke har nogen der bryder sig om dig, så vent i det mindste med at tage livet af dig selv, til du heller ikke har nogen, der for penge for at lade som om, de bryder sig om dig, ikke?
Jeg håber at der er nogen der kan få noget ud af det her. Alle skal lave deres egne erfaringer, men det kan jo være, at mine hjælper med til, at det hurtigere går op for folk, hvad de er.
Knus
Relateret indhold
hvad er livet
hvad er livet jeg kan ik se hvad livet er eller at jeg har et jeg sider og over vejer selvmord og jeg over vejer titmselvmord og jeg kan bar ik se hvad jeg er her for jeg har intet liv det er håbløst jeg har givet op jeg kan ik se lyset jeg stor i et sort huld og lyset over mig er væk hvad skal...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Rummelighed går i konflikt med personlig identifikation?
Hej derude, jeg har lidt af et personligt ”problem”, som mange nok ikke vil betegne som et decideret problem, men håber dog, at I vil tage det seriøst alligevel da det virkelig nager mig.
Sagen er den, at jeg altid har været meget rummelig...
Annika har svaret på dette spørgsmål
Japansk ven på besøg, oh nej!
Hej. Jeg sidder i noget af hvad jeg hvertfald ville kalde et dilemma.
Jeg har denne japanske ven som jeg har skrevet med i omtrent 1 år. Han er meget flink og vi er på god talefod. Vi har aldrig snakket i telefon eller lavet et videoopkald. Han har skrevet til mig at han har tænkt sig at...
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Hvordan lever man på et opholdsted hvor man ikke knytter sig til en pædago? hvad hvis man er en lille pige på 11 år som skal på et opholdsted og søger kærlighed og trykhed? hvad så?
hej
jeg kan godt forstå du synes det er hårdt at være på opholdssted det tror jeg du synes. Det ka være din personlige holdning til pædagoger, men jeg synes ikke det er fair du skriver at så vil du komme helt ned på bunden af listen, for det passer ikke, de vil altid tænke på dig også selvom de er hjemme , de kan godt bekymre sig om de børn unge de passer og det gør de også, selvom de er hjemme .
Men de gør det ikke kun for at få penge og man kan ikke sige, hvad man har lyst til som er slemt,de har underretningspligt.
Jeg synes ikke det er fair at du skriver sådan nogen ting, for det er ikke alle pædagoger der er sådan, du kan skrive at det var din personlige holdning.
Dig der skal på opholdssted, du skal glæde dig, for de prøver på at give kærlighed og tryghed, når det er sådan at du ikke kan være derhjemme. jeg håber du for det bedste ud af det. for jeg har det rigtig godt på mit opholdssted
smil Felicia
Hej felicia. jeg tænkte præcis det samme som dig, forventede bare et svar fra hende. men allievel, tak for støtten.
Hilsen anonym - igen.
Kære unger!
Jeg har sådan lyst til at fortælle jer, at vi tænker på jer!
Det er klart, at vi har vores egne familier, børn og problemer, som vi tager hjem til, når vores vagt er forbi.
Det hænder dog ofte, at vi tænker på jer som det sidste, inden vi går i seng og som det første når vi står op. Vi taler om jer ved morgenbordet, i vores kaffepauser og ved aftensmaden, vi drømmer om jer om natten og vi tænker på jer, når vi ser noget sjovt i tv som vi bare MÅ fortælle jer om, når vi ses igen.
Selvfølgelig får vi løn for at være hos jer, men jeg taler for både psykologer, pædagoger, læger, sygeplejersker og psykiatere, når jeg siger, at vi har valgt vores erhverv, fordi vi holder af jer.
Vi står op om morgenen for at være sammen med jer og vi er glade, når I trives og har det godt. Vi bliver kede af det, når I er triste og vi gør, hvad vi kan for at hjælpe jer på rette vej.
Nogle gange er vi de sure voksne, der laver regler og er dumme. Vi gør det, fordi vi elsker jer og fordi vi ønsker, at I skal have det godt.
Vi vælger vores jobs ud fra hvor vi bor, hvornår vi selv får børn etc. Nogle gange er vi nødt til at stoppe et sted for at starte et nyt.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at alle I unger har et plads i vores hjerter. Vi kan huske jeres navne og historier i mange, mange år. Vi tænker på jer og vi taler om jer - selvom vi mister kontakten til jer og det bliver vi ved med.
Jeg håber, at I vil give de voksne i jeres liv en chance for at holde af jer. Vi vil jer det bedste og vi gør det så godt vi kan.
Knus og kram - fra en voksen
P.S. Opfør jer ordentlig. Ellers kommer vi efter jer! ;)
Hej jeg bor på et opholdsted og jeg har det rigtigt svært lige nu, jeg føler ikke at der er nogen som kan hjælpe mig og jeg er virkelig langt ude med mine problemer.. jeg sys personligt heller ikk at det hjælper og bo på en institution, men jeg vil gerne få det bedre, jeg kan bare ikk be dem om hjælp
Jeg skrev det første indlæg, og jeg vil gerne lige forklare nogle ting.
Jeg kan kun huske det meget slørret og blev overasket over, hvad jeg havde skrevet, da jeg læste det igen. Normalt, når jeg ikke kan huske en specifik situation, er det fordi, jeg var ret ude af den, da jeg var i det. Jeg var også rigtig ked af det og frustreret, da jeg skrev det indlæg, og mine meninger blev nok ikke udtrykt helt så godt, som jeg kunne have ønsket...
I virkeligeheden var jeg bare en pige, der var ked af at skulle skifte kontaktperson igen, igen, og følte at der ikke var nogen i hele verden, der holdt nok at mig til at blive hos mig. Det er svært at være anbragt i mange situationer, men det er også rigtig godt i mange andre - min alle-hader-mig følelse handlede meget mere om det, jeg blev fjernet fra end det, jeg blev andbragt i.
Jeg tænkte ikke lige over, at der måske var nogle, der skulle anbringes, som kunne komme til at læse, hvad jeg havde skrevet og blive afskrækket på grund af mit behov for at lufte mine følelser. For institutioner er ikke forfærdelige og pædagoger er ikke djævlens påfund - tvært imod!
Nå, men jeg håber jer, der skal anbringes læser det her og ikke lader mit sammenbrud påvirke jer. Og jeg er ked af, hvis jeg trådte nogen over tærene med mit indlæg - det var helt sikkert ikke min mening!
Kram fra Zebra og held og lykke til alle, som er på vej ind i en anbringelse. Jeg er sikker på at det nok skal hjælpe jer!
De voksne bliver som forældre for en
Men hvordan kommer man på opholdssted? Jeg har det elendigt derhjemme og er skide deprimeret men er det nok? For jeg vil sygt gerne væk hjemmefra og få en pause så jeg kan få det bedre. Jeg vil gøre nærmest alt for at komme på opholdsted men hvem skal jeg så snakke med om det? Kan min psykolog skrive en henvisning til kommunen eller sådan noget?
~Kat
du kan ikke bare kom på et opholdsted med det samme først skal de undersøge om de kan hjælpe din familie eller dig hvis ikke undrsøger de om noget familie kan tag sig af dig eller de beslutter du skal i plejefamilie eller pholdsted men det skal være problemer der gør du ikke har det godt hjemme kram fra adrian
Tilføj kommentar