Hej... 15-årige dreng, Lol :) Såkaldt "ægte kærlighed" er nok mere med en man snakker godt med og har det sjovt med. På et tidspunkt siger det bare "klik" . Det er mit gæt.... men jeg er kun 13.

Selv er jeg ikke romantisk på nogen måde, jeg er måske lidt bange for følelser. Lame, I know. Men det er så nemt at blive såret

Hej Drenge
Jeg er en pige på 17 år. Jeg ved hvor inviklet kærlighed kan være og mit bedste råd er at følge jeres hjertet på dette punkt. Dreng-15år, jeg tror du er et sted i dit liv lige nu, hvor du gerne vil udforske dig selv og de nye sider der følger med teeneger årene. Jeg ved du vil opdage når den rigtige pige (eller dreng) kommer. Jeg synes du skal snakke med den næste du forelsker dig i, spørg hvad hun hedder. Spørg ind til hende og giv hende komplimenter. Det virker og husk, hver ærlig det er noget af det vigtiste og så er det rigtig sejt når folk tør sige ting til folk de slet ikke kender ende. Og om i lige kommer til at snakke sammen igen ved man ikke, men du har i hvert flad gjordt hendes dag bedere.

Du ville hører en real lovestory, her kommer min:
Jeg var 16 år og gik på en musikskole, hvor jeg spillede i et orkester. Jeg hang altid ud med to af mine veninder fra orkesteret i pauserne, men der var den her dreng som begyndte at komme hen til os oftere og oftere, han begyndte at rose min tøjstil, min musik osv. Jeg havde snakkede med ham flere gange før, da vi også spiller sammen i et mindre ensemble, og jeg troede han bare ville være venner. Der gik nogen uger, hvor vi skrev mere og mere sammen.

Samtidige over i skolen, hænger jeg ud med mine veninder og venner og blandt dem synes jeg der er den her vildt søde dreng, som jeg er vildt forelsket i vi er vildt gode venner og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke ødelægge vores venskab. Han er nok den vigtigste person i mit liv, han har altid været der for mig og trøstet mig og vi har bare haft det så sjovt sammen. Vi havde begge denne her veninde som ødelagde vores liv, som vi sammen kom væk fra.

Over på musikskolen, kommer ham drenge så hen til mig og spørg mig om jeg vil kommen sammen med ham. Jeg kigger ham dybt i øjnene og ved ikke hvad jeg skal svare, han er rigtig sød og han elsker mig, men mit hjerte tilhører en anden. Jeg vil ike stoppe med at være forelsket i ham den anden. Og jeg ved slet ikke om jeg elsker ham her, eller om jeg bare mangler kærlighed. Så jeg svare at jeg synes han er virkelig sød, men jeg ser ham kun som en god ven og det ønsker jeg at blive ved med. Han nikker forstående og det går egentlig godt.

Henne i skolen sidder vi en masse unge, der i blandt ham jeg er forelsket i. Vi sidder og snakker fremtidsplaner. Næste år skal jeg på efterskole i Jylland og han skal på efterskole på Sjælland. Så jeg dropper at spørger ham, det vil ikke fungere.

På sidste skole dag, kommer der så en dreng hen fra parallelklassen og kysser mig. Han siger han elsker mig og spørg om jeg vil være hans kæreste. Jeg er aldrig blevet kysset før og tror ikke rigtig på at han virkelig elsker mig.

Når men nu sidder jeg så her i den anden ende af landet end alle dem. Og stadigvæk uden kæreste. Gjorde jeg det rigtige?? Jeg er stadigvæk forelsket i min bedste ven. Jeg snakker slet ikke med ham fra musikskolen længere og jeg har ikke set eller hørt fra drenge fra parallelklassen siden kysset. Jeg har virkelig lyst til at skrive til ham jeg er forelsket i at jeg savner ham og at jeg har følelser for ham. Men han bor så lang væk og jeg tor aldrig jeg kommer tilbage.

Det var så en lille historie fra mit indviklede liv, og tro det eller ej, der mange flere. Mit liv har været så indviklet. Og husk forelskelsen er kun starten på noget meget større og smukkere i livet.

Kh Lovegirl