Lavt selvværd og humørsvingninger.

forumspørgsmål

Lavt selvværd og humørsvingninger.

forumspørgsmål af
MP
Oprettet 12 år 4 måneder siden

 Hej.

 

Jeg er en ung mand på 20 år, der med tiden har fået lavere og lavere selvværd og begyndt at blive ramt af humørsvingninger.

Lige siden jeg var en lille purk har jeg været meget glad, social og tilpas i andre menneskers selvskab. I starten af mine teenage-år, 12-15, var jeg også fint tilfreds med min krop og mit udseende, selvom jeg havde briller og var lavere end sågar de fleste piger på min daværende alder. De kommentare man nu engang får, når man har briller og er lille gjorde mig selvfølgelig ked af det, men jeg var psykisk og mentalt stærk nok til at overkomme "små" mobberierne, som idag ikke har sat de helt store mærker på mig.

 

Min nedtur begyndte så småt i 15-16 års alderen, idet min mor altid har været meget hård ved mig. Når hun blev sur/gal på mig (oftest hvis jeg havde glemt en trøje eller mistet en hue etc) angreb hun mig med personlige gloser såsom, "Du er så grim", "Du er en lille grim nar", "Ingen piger vil nogenside have dig" også når det gjalt min sport: "Du er så langsom", "Du bliver aldrig til noget" etc. Det skal lige påpeges, at jeg gik meget op i min sport som på daværende tidsspunkt var min helt store drøm og livsglæde.

Angrebene fra min mor var du ikke kun verbale, hun gik også fysisk til den, når hun selv havde haft en dårlig dag eller blev VIRKELIG rasende på mig. Det har resulteret i trykspark, knytnæveslag, lussinger, almindeligspark og sidst men ikke mindst slag i hovedet med en guld/metal ring. Min far blev selvfølgelig forbavset over at høre de her ting fra min side, men han tog altid min mors parti :(. Dagen idag siger han, at det var fordi at han ikke ville have at jeg/min søster skulle optrappe konflikter imellem dem. 

De fysiske samt verbale angreb stod på i en periode over 7-8 år, 12-19, det var sågar tilfælde og episoder, hvor min lillesøster befandt sig som ufrivillig tilskuer. Hun er 2½ år yngre end jeg og da alle børn elsker og lære af deres mødre, begyndte min søster også at miste respekten overfor mig og kalde mig de samme personlige ting, som min mor gjorde.  Det resulterede i, at jeg så småt mistede al form for selvtillid og selvværd, jeg stoppede til min sport, jeg var bange for at færdes og eventuelt blive dømt i offentligheden og jeg mistede kontakten til mine venner. 

Det er mere eller mindre sådan jeg også har det med mit liv pt. Jeg er en enspænder, ingen tro på mig selv (selvom jeg har taget en hhx sidste år), mit humør kan gå fra glad til trist på et splitsekund uden grund og jeg har generelt svært ved at finde mig til rette i verden. At gå i byen er ikke noget jeg dyrker, da jeg ikke rigtigt ser nogen og ikke rigtigt føler jeg har udseendet til at kunne få glæde af at gå ud. 

 

Jeg har derfor fundet glæde ved computerspil og især internetcomputerspil. At spille over internettet med ens virtuelle venner, som hverken bedømmer dig eller ser ned på dig, men derimod respektere og taler pænt til en har virkelig bondefanget mig. Det er som om, at træde ned i et hul, som du ikke kan komme alene op af igen. Lige for tiden fylder computerspil størstedelen af mit liv og det vil gerne lave om på, da det ikke virkeligheden ikke er det jeg brænder for og vil!

Jeg har prøvet psykolog og det gik ikke som forventet. Jeg fik snakket ud om mine problemer, men jwg følte inderligt at 3. parten manglede - konfrontationen manglede. Derudover er jeg ellers en meget ydmyg, jordnær og generøs fyr, som har manererne iorden. Min straffeattest er ren og jeg hverken ryger, drikker og/eller tager stoffer. 

Jeg kunne dog godt bruge nogen råd til hvordan jeg kan få det bedre med mig selv, hvordan jeg skal takle sitationen med min mor som jeg endnu ikke har tilgivet 100%, hvordan jeg kan komme ud af mit "computermisbrug" og overordnet hvordan jeg kan få livsglæden tilbage! Til tider føler jeg, at jeg ville være bedst tjent som udstationeret soldat, da ingen alligevel vil have glæde af værdiløse mig.

 

Undskylder for al den tekst, havde bare brug for at komme ud me

 

Kommentarer

Hej MP,

 

Du skal endelig ikke undskylde for den lange tekst. Det er kun fedt. Skriv på livet løs...

Jeg føler med dig, da jeg også selv i mange år har haft nul selvtillid/følelse af selvværd. Jeg voksede op med to voldelige forældre, som udsatte mig for både psykisk og fysisk vold. Derudover blev jeg også udsat for mobning i skolen i mine teenage-år - sjovt, at dem der har problemer hjemme også ender med at blive angrebet af verden udenfor. Det er klart, at det er noget, der følger en, men der er håb forude.

Det er en lang proces at finde troen på sig selv. Helt 100 % tilgiver du nok aldrig din mor - der vil altid komme nogle tidspunkter, hvor du bliver virkelig vred på hende...og det er også naturligt og med rette. Du skal ikke føle, at du SKAL tilgive hende, men du bliver nødt til med tiden at give slip på det der skete, selvom det er svært. Ellers ender man bare med at blive bitter og gøre sit hjerte hårdt som sten...og så kan man jo heller ikke elske sig selv.

Du er ikke et offer længere. Du overlevede alt det - det er da et bevis på en indre styrke, der vil noget. Du er et stærkt menneske. Sig til dig selv, at du på ingen måde fortjente den behandling. Det var din mor, der var syg, og det burde hun ikke have ladet gå ud over dig. Der er aldrig nogen, der skal gøre sådan noget ved dig igen. Og du skal holde op med ubevidst at sige de samme ting til dig selv, som hun sagde til dig. Kig i spejlet hver dag og sig: "Jeg er en flot fyr!", "Jeg er stærk!", "Jeg bliver til noget!". Selvom du ikke tror på det i starten, så vil du med tiden  så småt begynde at tro på det. Øv dig på at smile til dig selv.

Fokuser på de gode ting ved dig selv...at du er lavere end andre skal ikke være en hindring for dig - der findes piger, som tænder på små, charmerende fyre. Brug det til din fordel. Min kæreste er lavere end mig...og det gør ham bestemt ikke mindre fræk end andre.  

 

Mit forslag til dig er at starte med at gøre en masse godt for dig selv - spis sundt, løb en tur...hvis du får alle de vitaminer osv., som du skal have og får rørt dig lidt engang imellem, vil det have en positiv effekt på dit humør. Det sætter gang i en masse i din krop. Du var jo også super glad for sport og uden tvivl dygtig...så hvad med langsomt at finde tilbage til det? Om ikke andet så ihvertfald i din fritid.

 

Er du flyttet hjemmefra? Ellers synes jeg, at du skal gøre det. Jeg fik det først godt, da jeg kom helt væk fra det derhjemme.

 

Hvis du ikke helt har mod på at gå i byen osv. endnu, så lav en profil på noget netdating - tag et godt billede af dig selv...så kan du øve dig i at flirte derinde...og få noget positiv respons på dit udseende og væremåde. Det behøver jo ikke at føre til noget i første omgang...

 

Jeg ønsker alt det bedste for dig.

 

Du er et værdifuldt menneske på lige fod med alle os andre.

 

--Jannie--

586

Du kan jo evt. sige til dig selv, at du højst må bruge computeren et par timer om dagen.

Når de par timer er gået SKAL du lave noget andet. F.eks. gå ud og handle (øv dig på at smile og have øjenkontakt, når du siger hej til nogen, f.eks. ekspedienten), lave god mad til dig selv, gøre rent på dit værelse, gå/løbe en tur, skrive nogle gode ting om dig selv på små lapper papir og lægge dem i en æske (så kan du tage dem frem, når du tænker negativt om dig selv), være sammen med andre - måske kan du starte en videregående uddannelse eller finde et arbejde (hvis du ikke allerede har et), så du kommer ud og møder nogle nye mennesker.

607

 Kære MP

Det lyder som om du er i en svær og hård situation. Jeg vil prøve at give dig nogen råd som jeg håber du kan bruge.

Når jeg hører din historie kommer jeg til at tænke på Maslows behovspyramide.

Nederst ligger basale behov som mad, drikke, luft osv. Derefter kommer behovet for sikkerhed, så behovet for kærlighed og relationer, så behovet for anderkendelse og tilsidst behovet for selv-aktualisering.

Dette er en skitse over hvad der, hvis kravene er opfylt, burde gøre et menneske lykkeligt.

Jeg gætter på at du får de to nederste og mest basale behov i pyramiden opfyldt, men derefter lader det til at du mangler resten. 

At få gang i nogen forhold igen, tror jeg ville være en god start for dig. Du skriver at du stadig ikke har tilgivet din mor 100%, hvilket jeg godt kan forstå. Hvis du vil have et godt forhold til hende igen bliver du måske nødt til at indse at hun heller ikke er perfekt. De ting hun sagde til dig og gjorde ved dig er mere en afspejling af hendes indre kaos, end af dine mangler. Jeg kan frygte at din selvtillid er så meget i bund at du vil have problemmer med at komme ud blandt mennesker igen før du har gjort noget ved det. Din manglende selvtillid må komme fra mangel på behov 4, anderkendelse. Personligt er drivkraften bag min selvtillid, min lyst til at stå op idag og min lyst til at integrere med andre mennesker, at have et projekt. Et projekt med mit liv, stort som småt. Mit store projekt i livet, er at gøre en forskel for andre mennesker samtidig med at jeg realiserer mine egne behov og drømme. Jeg ser hver dag som et skridt på vejen mod det mål. Hver dag er et lille projekt og jeg sørger for at proppe mig selv med indtryk, ideer osv. for at fortsætte med at køre. Jeg sørger for hele tiden for at have små overskuelige projekter igang for langsomt, men sikkert at overkomme hverdagen og se den forme sig i fremtiden.

Jeg tror du har brug for en motivation. En motivation til at leve, til at komme ud af huset, væk fra computeren og møde nye mennesker. Derfor tror jeg det er vigtigt at du tænker over hvad du vil med dit liv. Vil du giftes en dag? Vil du gerne have et godt forhold til din familie? Vil du se din mor blive en glad farmor en dag? Du har taget en hhx. Hvad vil du med den? Hvad brænder du for? Hvad vil du?

Find noget der motiver dig. Og prøv så at gå efter det. Anderkend og accepter derefter dig selv. Stå stærk overfor din familie. Vis dem at de ikke har kuet dig, men du må ikke være dømmende. Accepter også dem. Lad fortiden flyve, hele tiden med dit mål for øjet, så bliver det lettere. Når du først tror på dig selv, er det næsten umuligt for andre ikke også at gøre det.

Håber du kan bruge mine råd. Og lad dig ikke overvæle. Du behøver ikke kunne se enden af tunnelen endnu. Tag en dag af gangen. Et projekt ad gangen. Sæt dig eventuelt ned og skriv alle dine tanker ned. Og sæt dig for at computeren er et "No go''. Livet ligger ikke i en kasse. Det ligger udenfor. Du kommer aldrig videre hvis du ikke flytter din base et andet sted hen. Sæt eventuelt en markat på den (computeren). Der behøver ikke stå noget. Bare så du hver gang du ser den, husker på hvad du vil og lige overvejer en ekstra gang..

Jeg tror på dig

Hilsen EB

582

Jeg er godt nok kun lige i starten i teenage årene (12) men jeg har én ven som er plejebarn og har det rigtig hård og specielt véd at tale om sin mor som har opført sig som et barn da han boede hos hende. Hun er så begyndt at tage ind over hans liv, og dét er han glad for, på grund af at hans plejeforældre snakker grimt om hans mor.

Har også en anden ven som bliver slået af sin storebror og storebrorens venner og han har skåret i sig selv mange stedder.

Nu til mig selv: jeg har haft én hård perioder hvor jeg blev uvenner med min nuværende bedste ven, som jeg elskede over hele jorden. Og jeg begyndte at få selvmords tanker og skar 2 steder på min arm med én saks.
DÉT var dumt! Jeg fortalte det til mine næreste veninder og dén ene sagde dét til vores klasselære og nu er jeg hjulpet helt ud af den hårde tid.

Jeg er blevet "flirte" venner og bedste venner med drengen igen og min ven der bliver slået af sin bror, skære ikke mere i sig selv.

Mit råd til alle der er i en hård tid: SNAK FORHELVED OM DET!!! Dét hjælper på meget.

634

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program