Tanja løb grædende ind på sit værelse. Hun smækkede døren hårdt efter sig, og kastede sig derefter ned på sin seng. Hun begravede hovedet så langt nede i hovedpuden hun overhovedet kunne. Hun ville væk. Væk fra alt der havde noget med skolen at gøre. Aldrig nogensinde ville hun tilbage igen. Tårerne trillede ud af hendes øjne, mehey
 tankerne susede rundt i hovedet på hende. Hvorfor hende? Hun havde ikke gjort dem noget. Hun plejede da at være ligeså populær som alle andre. Manglede de noget at grine over? Havde de brug for at nedgøre en eller anden? Men hvorfor så lige hende?
Tanja begyndte at tænke tilbage på hvad der var sket i løbet af dagen. Hun var kommet rigtig glad i skole. Faktisk for første gang i lang tid. De havde lige haft juleferie, og før juleferien havde der været så mange problemer i klassen, at det ikke var til at holde ud. Men "alle" problemerne var vist kun et. Nemlig hende.
Det hele var startet med at en af drengene vist blev sur over at hun ikke ville være med til at pjække. Han styrede nærmest hele klassen. Specielt pigerne! De behandlede ham som en konge. Hvis der var noget han ville have så købte de det til ham. Det var som om der var en indbyrdes konkurrence mellem dem. Den gik ud på at se hvem der først kunne blive "hans dronning". Tanja havde så mange gange gået med ned i centeret, bare fordi der var en af pigerne der ville købe slik til ham.
En dag løb de alle sammen ud af klassen. Hun ville så gerne løbe med. For hun vidste at hvis hun blev siddende, ville hun først rigtig blive en outsider. Men det var som om hendes ben var limet fast til stolen. Så hun blev siddende. Kort efter så hun løbe ude på vejen. De grinte og havde åh så sjovt. Men hun var blevet siddende. For hvad? En død kedelig matematik time. Hun kunne have lavet de opgaver på 5 mint utter når hun kom hjem. Men det var ikke det der var problemet. Hun vidste at hvis hun løb ud af den dør, ville det påvirke karaktererne, og lærerens indtryk af hende. Så til den næste skole-hjem samtale ville han fortælle det til hendes forældre. Så ville der først blive ballade.
Resten af dagen, nej ikke dagen vel heller ikke ugen? Det stod på i flere uger. Nå men så de næste par uger havde de vist besluttet sig for at holde hende ude. De fandt på lege der hed: "Lad-Os-Gøre-Livet-Surt-For-Tanja" og nu er det "Provoker-Tanja-Tid!" Når de så kedede sig var der en af dem der f.eks. sagde: "Skal vi ikke lege Lad-Os-Gøre-Livet-Surt-For-Tanja?!" Så ville de andre skrige i kor: "Wheeee!!!!" Så gik de ellers i gang med at provokere hende. De hev hende i håret. Tog hendes ting. Lagde fødderne op på hendes bord, osv. osv.
Dagen før juleferien var der en af lærerne der ville snakke med hende. Hun husker endnu hendes rare og venligere måde at tale til hende på. "Tanja, jeg kan se du ikke har det så godt. Er der noget du er sur over? Ked af?" Tanja kunne mærke en klump sidde i halsen på hende. "Klumpen" bestod af de mange ugers gråd hun havde holdt tilbage. Hun havde besluttet sig for at hun ikke ville græde. De var jo bare dumme og det var ikke hendes problem. Men jo det var hendes problem.
Tanja kiggede sin lærer i øjnene. Hun stod bare stille og roligt og ventede på at høre hvad der var galt. Nu kunne Tanja ikke klare det mere. Klumpen i hendes hals sprang, og alle de mange ugers tårer trillede ud af øjnene på hende. Hendes lærer - Mette - tog hende ind til sig og prøvede at trøste hende. Tanja syntes det føltes underligt at blive holdt sådan af en lærer. Men ih hvor det hjalp! Hun havde i så lang tid haft brug for en krammer. Bare følelsen af at der var nogen der holdt om hende hjalp. Da hun kunne mærke klumpen næsten var forsvundet, trak hun sig væk og kiggede op på Mette. Så fortalte hun det hele. På 10 minutter havde hun allerede fortalt det hele. Alt hvad der var foregået i de mange uger, tog kun 10 minutter at fortælle. De havde heldigvis fri efter den time.
Så hun løb op i klassen efter sin taske, hvorefter hun spænede ned til bussen. Nu ville hun hjem. Nu skulle hun ikke se dem i 2 uger. Hun tænkte på det hele vejen hjem. Hver gang hun tænkte på at hun nu havde 2 uger uden dem, kunne hun mærke at hun følte sig tryg. 14 dage uden dem! Det kunne ikke være bedre! Dagen før ferien var slut sad hun på sit værelse og tænkte. Det hul hun havde følt i sin mave før jul, var det som om syningerne var gået op. Hun følte hullet var vokset sammen i julen. Men nu kunne hun pludselig mærke det igen. Næste morgen føltes hullet større end nogensinde før. Men samtidig var hun lidt spændt på at se om de også havde tænkt over det i ferien.
Mette havde jo sagt hun ville ringe til deres forældre. Da hun kom ind i toget, og alle de andre kom hen til hende og sagde "Godmorgen!" besluttede hun sig for at hun ville prøve at lade som ingenting. Dagen gik bedre end forventet. Alle snakkede til hende. Nu grinte de med hende og ikke ad hende. Da hun cyklede hjem fra stationen den dag var hun gladere end nogensinde før. I en hel uge gik det ligeså godt. Men i dag fandt hun ud af at det åbenbart ikke varede evigt. De havde igen grinet af hende, taget hendes ting, lagt fødderne op på hendes bord. Til sidst var det blevet for meget for hende. Hun tog sine ting og løb grædende ud af døren. Hun græd i bussen, i toget og da hun cyklede fra stationen.
Nu lå hun på sit værelse og græd. Hun ville aldrig tilbage igen. Hun tog hovedet op af hovedpuden, hvorefter hun gik hen til sit spejl. I spejlet så hun en pige. Men hun var ikke pigen, pigens hår var uglet, hendes øjne hævet, hun var helt rød i hovedet og tårerne trillede ned af pigens kinder. I spejlet så hun en pige der ikke ønskede at leve mere. Hun var træt af livet og alt omkring hende. Tanja kunne overhovedet ikke genkende sig selv. For bare et par måneder siden ville hun have kigget i spejlet og set, en glad pige med masser af gå på mod. Men det var ikke den pige hun stod og så på nu.
Tanja skubbede stolen bagud og gik derefter med faste skridt hen mod hendes fars skab. Hun tog i håndtaget og åbnede så skabet. Tanja rakte hånden ud efter sin fars største bælte. Så tog hun det rundt om halsen og strammede til.