Hej F

Jeg vil gerne starte ud med at sige at du på ingen måder er tyk, hvilket du også selv skriver at du godt ved. Selv om man godt ved, at man er lige som man skal være, kan man sagtens føle sig tyk alligevel. Men det at du allerede godt ved, at det "kun" er en følelse, og at det ikke handler om at du faktisk er tyk, er en god start.
Du skriver at du dyrker gymnastik, og har mange muskler. Jeg kan også se at din vægt er meget almindelig for en 13-årig. SÅ der er ingen tvivl om at du har en god og sund vægt. 

Men sådan føler du det ikke, og derfor er det også rigtig godt at du skriver. Det er meget almindeligt at være meget kritisk overfor sig selv, når man kommer i puberteten. Men man kan godt blive så selvkritisk og ked af sig selv at det udvikler sig til eksempelvis en spiseforstyrrelse. Jeg tænker ikke du har anoreksi, men de tanker du beskriver tyder på at du godt kunne være på vej til at udvikle én spiseforstyrrelse...måske anoreksi.
Anoreksi er en psykisk lidelse, som man ikke selv vælger at have on/off. Hvis først man har fået diagnosen tager det ofte flere år at kæmpe sig ud af den igen, og desværre er anoreksi også den psykiske lidelse som flest mennesker dør af. Enten fordi man ender med at sulte sig ihjel, eller fordi kroppens organer svigter. Har man anoreksi, har man ikke længere kontrol. Så er det sygdommen der har taget over, og bestemmer alting. Jeg kan høre du ikke har det på den måde, og det er rigtig godt. 
Men dine tanker om din krop, er bekymrende. Og de udsving du fortæller om, hvor du enten sulter dig, eller grovæder er på samme måde bekymrende. Det er helt klare tegn på at du ikke har det godt, og at du kan være på vej til at udvikle en spiseforstyrrelse.  

Du har truffet et vigtigt og modigt valg, når du skriver her i brevkassen. Det fortæller noget om at du egentlig ønsker tingene anderledes, og det kan jeg godt forstå. Jeg er også sikker på at tingene kan blive meget anderledes. At du kan komme til at tænke mere positivt om dig selv, på en måde så de ting du inderst inde godt ved, også bliver nogen du kan føle og mærke når du tænker efter. Altså det her med at du godt ved at du ikke er tyk. Det skulle du også helst kunne føle. Det er nemlig følelsen der snyder dig til at synes du er tyk, og forkert. Følelsen kan faktisk fylde så meget at man helt kommer til at se sig selv på en måde, som slet ikke passer. Jeg ved ikke om du kender den her lille film, men prøv lige at tjekke den ud, for den fortæller meget godt hvad det er der sker indeni, når man er rigtig ked af sig selv, og sin krop. Så kommer øjnene helt til at forvrænge det man ser, når man kigger i spejlet, og så ser man noget inde i spejlet som slet slet ikke passer. 

Men hvad kan du så gøre for at tænke og føle anderledes?
Du bliver nødt til at tage et skridt mere, og snakke mere om hvad det er du tænker om dig selv. Hvad det er du føler, når du har stramme jeans på. Du kunne starte med at tale med dine forældre om hvad det er du oplever. Det kan godt være svært og grænseoverskridende, men prøv alligevel. Nogle er bange for at gøre forældrene kede af det, eller skuffe forældrene? Hvis du også tænker sådan skal du huske at forældre mest af alt ønsker at deres børn har det godt. Ja, de kan blive kede af det hvis deres børn har brug for hjælp. Men samtidig bliver forældre glade for at deres børn fortæller om det der er svært...for så kan de hjælpe.

Du kan også prøve at kontakte en rådgivning som LMS(de samme som har lavet filmen) Der sidder rådgivere der selv har erfaringer med spiseforstyrrelser, og de tanker der fylder. Måske kan de også give nogle idéer til hvordan du kan få mere hjælp, til at få det bedre. 

Det er i hvert fald vigtigt at du holder fast i den her tanke om at noget ikke er som det skal være. Tag et skridt mere, og søg mere hjælp, så du kan få ændret den måde du tænker om dig selv. Det er jeg sikker på du kan, og du er allerede godt på vej. 

Gode Hilsner
Elisa