Kære Emilie.

Det lyder som en rigtig frustrerende situation at stå i. Det er altid ubehageligt, når tingene ikke ligefrem kører på skinner derhjemme, men det er rigtig trist at høre, at du føler, at det er så voldsomt, at det går udover din skole, og at du overvejer at begynde at cutte igen. Du skriver, at du har gjort det mange gange før, og jeg tænker, at det måske ofte som nu handler om, at det at cutte giver dig en måde at håndtere det, der sker omkring dig. Mange, som cutter, gør det, fordi det kan være nemmere at forholde sig til en fysisk smerte i stedet for en psykisk smerte. Cutting ændrer dog ikke på, at der er noget, som gør, at man har det dårligt, og som gør, at man oplever et behov for at cutte, og derfor tænker jeg, at det bedste, man kan gøre, er at gå direkte til kilden så at sige. Altså at forsøge at løse det problem, som gør, at man har lyst til at cutte. At stikke af hjemmefra har lidt den samme effekt, man kommer væk fra ubehaget i øjeblikket, men det løser ingenting. Så selvom jeg godt kan forstå, hvad det er der driver dine overvejelser, så tænker jeg, at det vil være bedre at forsøge at løse det egentlig problem, og jeg vil prøve at komme med nogle forslag til hvordan. 

Lad mig starte med at sige, at stort set alle unge mennesker skændes med deres forældre. Hvor voldsomt og ofte svinger rigtig meget, men det er ikke unormalt, at man støder hovederne sammen med sine forældre, når man ligesom dig begynder at nå en alder, hvor man gerne vil være mere selvstændig. Hvor man ønsker at bestemme selv, fordi man også selv er begyndt at gøre sig nogle tanker om det liv, man lever. Det er helt naturligt og også sundt, at man begynder at vil have lidt mere selvbestemmelse, men det er ikke altid nemt at være forælder i den situation. Dine forældre har nu i 15 år taget de beslutninger på dine vegne, som de mener, har været de rigtige, og det kan virkelig være svært at acceptere, at ens barn pludselig begynder at blive voksen, og at man derfor må give lidt slip og overdrage ansvaret. For selvom du begynder at blive voksen, og selvom du en dag bliver både 20, 25, 30 år gammel og så videre, så vil du nok stadig i dine forældres øjne være deres "lille" pige, og det er simpelthen et medfødt instinkt at ville passe på sine børn. Jeg er klar over, at det ikke løser problematikken, men jeg tænker, at det måske kan gøre det lidt nemmere, hvis man har lidt øje for, at der også tit er en grund til, at ens forældre gør, som de gør.

Men hvad kan du så gøre for at forsøge at skabe lidt mere ro og fred derhjemme? Det er måske et lidt frustrerende svar, men jeg tror, at det absolut bedste, du kan gøre, er at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Fortælle dem at det virkelig går dig på, at I skændes så meget, og at det påvirker dig i skolen. Jeg kunne forestille mig, at dine forældre også er trætte af situationen og trætte af at skændes, og at det måske kunne være et rigtig godt udgangspunkt bare at blive enige om, at noget ikke fungerer, og at I alle må gøre en indsats for, at tingene bliver bedre. En rigtig god idé er at sætte et tidspunkt af til at sætte sig ned og snakke tingene igennem. Pointen i at fastsætte et bestemt tidspunkt til en snak er, at I forhåbentligt alle kommer til snakken med en god indstilling og ikke er vrede. Når man forsøger at snakke om tingene i forlængelse af eller i løbet af et skænderi, så er man allerede oprevet, frustreret, vred og ked af det, og så er det altså bare virkelig, virkelig svært at snakke om tingene på en god måde. Så det kan virkelig være en fordel, hvis man kan kan starte lidt fra frisk.

Når man så sætter sig ned og snakker, så skal man også være lidt opmærksom på, hvordan man snakker om tingene, så det ikke bare udvikler sig til endnu et skænderi. Nogle gode forholdsregler er, at man skal huske at lytte til hinanden, at alle skal have taletid, og at man, når man svarer på en andens spørgsmål, lige starter med at sikre sig, at man har forstået den anden rigtigt. F.eks. ved at sige noget som "Så jeg forstår det som om, at X og Y går dig på, fordi sådan og sådan..", før man så kommer med sine egne tanker om situationen. Man kan nemlig tit gå galt af hinanden, fordi man ikke har den samme opfattelse af situationen. I forlængelse af det er det også en rigtig god idé, hvis man kan forsøge at holde fokus på sig selv og sin egen oplevelse uden at virke bebrejdende. Hvis en snak bare bliver en lang udveksling af "Det er din skyld fordi...", så kommer man sjældent nogle vegne, fordi alle går i forsvarsposition. Det kan man forsøge at undgå ved at fortælle om sin egen oplevelse, f.eks. ved at bruge jeg-sætninger, såsom "Jeg bliver ked af det, når jeg ikke føler, at der er forståelse for..." i stedet for, "det er unfair når du ikke lytter til mig", fordi man så ikke på samme måde føler sig under angreb. Sådan nogle ting og forholdsregler kan man med fordel snakke igennem, inden man går igang med det, som egentlig fylder. Det kan også være, at I kan prøve at snakke lidt om, hvad det er der sker, når I bliver vrede på hinanden, og se, om I kan finde ud af, hvad det er, der udløser skænderierne. Jeg tænker i hvert fald, at det kunne være en hjælp, hvis I kan spotte de her udløsere, fordi I så måske kan bremse skænderierne i opløbet og få ro på igen, før I snakker videre.

Mange oplever, at de har en idé om, hvordan tingene skal siges, og når de så står i situationen, så glemmer de det hele, og så får man sagt tingene på en helt anden måde, end man havde planlagt. Derfor er der flere, som skriver deres tanker ned inden. Nogle skriver deres tanker ned i form af nogle stikord til sig selv, så de sikrer sig, at de får sagt det, de gerne vil have sagt, mens andre skriver det hele ned i et form for brev, som de så kan give til deres forældre. På den måde kan man ligesom sikre sig, at man ikke bliver "afbrudt", og at man faktisk får fortalt alt det, man gerne vil, på den måde man gerne vil uden pause, og så kan man så sammen snakke brevet igennem bagefter. Jeg tænker, at det er noget, du kan overveje, hvis du nogle gange føler, at det kan være svært at få orderne ud.

Til sidst hvis du virkelig ikke føler, at det lykkedes, så kan en mulighed være familieterapi. Familieterapi er en terapiform, hvor det langt hen af vejen handler om, at en terapeut eller psykolog simpelthen vil gå ind og hjælpe jer som familie med at få snakket om tingene på en bedre måde, og på den måde måske være med til at løse nogle af de problemer, I oplever. Det er selvfølgelig ikke noget, der skal ligge på dine skuldre, men jeg tænker, at hvis du føler, at intet af overstående lykkedes, så kan det være en mulighed, som du i hvert fald kan nævne for dine forældre, hvis du føler, at det kunne være en idé.

 Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og det kan hjælpe dig lidt på vej, så I kan få en bedre stemning derhjemme. Du skal også vide, at hvis du en dag føler dig rigtig ked af det og virkelig har brug for en at snakke med, så er du altid velkommen i vores 1-1 chat. Jeg sender mange gode, positive og varme tanker din vej!

De bedste hilsner

Amanda