Jalousi
Jalousi
Lad mig starte med at sige, at jeg har et problem mht. mig selv. Jeg kan ikke lide den person, som jeg er.
Jeg ville ellers være tilfreds med mit udseende, hele min personlighed og mit liv, hvis bare ikke det var for min bror.
Han er et par år yngre end mig, og så længe jeg kan huske, så har jeg været misundelig på ham. Han kunne være model. Mens jeg måske er en 6'er, så er han en sikker 8 eller højere på skalaen - eller det bliver han i hvert fald. Han vil blive højere end mig, få nogle fine træk, som jeg ikke fik. Desuden er han super social med sine venner i området, hvor jeg har været uheldig og har måttet flytte skole. Han er desuden en sjov, flink dreng, hvilket bare gør det hele værre. Han er som en forbedret version af mig, en "v2.0". Det er, hvad jeg føler, hver gang jeg ser ham, hvorpå det igen bliver tværet ud i ansigtet på mig.
Problemet er, at hver gang, jeg tror, at jeg selv er god nok, så tænker jeg på ham, og hvordan han (i mit hoved) vil gøre alting bedre, når han kommer i min alder. Det er den trykkende fornemmelse af at vide, at jeg kommer til at stå i skyggen. Jeg kunne være glad for at være mig; jeg behøver ikke være bedre end alle andre. Den eneste, som jeg bare ikke vil stå i skyggen af, er min egen bror. Det er forfærdeligt, og tanken ligger mig altid i baghovedet.
Den eneste løsning, jeg kan finde, er at vente til jeg kan flytte hjemmefra - og så flytte til et andet land, hvor jeg er fri for alt det her. Det virker næsten formålsløst at skrive herind, for jeg er næsten sikker på, at jeg ikke "bare" kan lære at blive glad for mig selv, så længe det her (og min bror) står i vejen for mig. Jeg har ikke lyst til at være "den uheldige bror", som folk skal have ondt af; det skal slet ikke være sådan her.
Alligevel føler jeg, at jeg har brug for at tale om det her, og jeg ville skamme mig over at indrømme det over for mine forældre.
Håber, og vil være taknemmelig, hvis I kan sende nogle dulmende ord.
Kære dig,
Tak for dit yderst velformulerede og velskrevne brev. Det er tydeligt, at du er en følsom og reflekterende dreng. Og det er alt sammen gode kvaliteter, som jeg for det første tror, at du skal lære at sætte pris på ved dig selv. At være 15 år, og så moden og reflekterende i sine tanker kan bruges godt fremadrettet, hvis man er opmærksom på det gode ved det. At kunne skrive så personligt et brev uden fejl og med et flot ordforråd, kræver en stor selvkontrol, som også kan vise sig som en positiv egenskab fremadrettet.
Ud fra det, som du fortæller mig her, bliver jeg nysgerrig på en hel del, om du f.eks. oplever, at dine forældre favoriserer/ fortrækker/ roser din bror mere end dig? Oplever du, at dine forældre eller andre siger, at du er "den uheldige bror"? Føler du dig overset? Bliver du aldrig anerkendt for noget du har gjort?
Sommetider kan vi inde i os selv skabe os forestillinger, fortællinger, følelser og tanker omkring os selv, og vi kan skabe os idéer omkring, hvordan andre ser os. Sommetider kan vores antenner være helt ude i forhold til, hvordan vi tror andre opfatter. Og sommetider, er det altså ikke altid sådan, som vi tror. Har du overvejet muligheden, for at bruge din stærke selvkontrol, til at prøve at slappe af med, hvem du er, og at lade andre acceptere dig, som den du er. De ord og fortællinger vi skaber om os selv, f.eks. at du skulle være "den uheldige bror" og din bror, er ham den "heldige" kan være med til at rammesætte og begrænse din måde at leve på, så du ikke får det bedste ud af livet. Har du overvejet muligheden i at tænke, "Hvor er jeg heldig, at jeg har en lillebror" "Han er sin egen med sine kvaliteter" og "jeg er min egen med mine kvaliteter", og derefter tænke på alt det, som du kan og alt det du kan bidrage med.
Der er ingen, der er skyggen af nogen. Der er kun skyggen af dig selv, og det er dit valg, om du vil lade din egen skygge formørke dit liv. Og jeg håber virkelig, at du kan se dette, som en opfordring til at komme lidt ud af den fortælling, du muligvis selv har skabt. Hvis du oplever, at det er andre, der har skabt den fortælling, er du i din fulde ret, og jeg kan næsten ikke lade være med at sige forpligtigelse, til at sige "Hej, Hallo, jeg er her også" - om det så er dine forældre, lærere eller andre voksne, som du møder på din vej, er du din egen, og dermed også i din ret til at gøre opmærksom på dig selv.
At tænke, at man skal flytte eller flygte fra sine problemer og følelser, er i mine øjne ikke en løsning, problemerne og følelserne vil flytte eller flygte med en. Derfor må man selv tage ansvar og vise sit værd ved at forbedre tingenes tilstand, der, hvor de befinder sig.
En måde at skabe nye fortællinger for og om dig selv, er at melde dig til nogle aktiviteter eller klubber, hvor du kan dyrke dine interesser eller det, som du er god til, f.eks. skriveklubber, eller politiske ungdomsorganisationer eller lignende. Hvis du gør dette, har du mulighed for at redefinere og omskabe den fortælling, du har om dig selv. Du er din egen, og det er dig, der skal tage initiativet i dit liv, for at være tilfreds.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at du også må have et behov for at tale med nogen tæt på dig omkring det her. Har du ikke en lærer eller en anden voksen i din nærhed, som du stoler på og føler dig tryg ved, hvor du kan fortælle disse følelser og tanker? Jeg tænker, at det må være hårdt at gå helt alene med dette selv. Hvis du absolut ikke har nogen, og slet ikke vil tale med dine forældre om, at du føler dig overset og ikke anerkendt, så har du også muligheden for at kontakte din læge, for at snakke med ham/hende omkring det. Jeg tænker, at det er en mulighed, som du skal overveje, for jeg kan sagtens forstå, hvis det bliver en anelse for tung en byrde at slæbe på selv. Og du skal bare vide følelser er følelser, og der er intet umenneskeligt i det du føler, så du har ingen grund til at skamme dig, så det vil sagtens være noget, som du kunne tale med nogen om. Ellers er du velkommen til at skrive herind igen.
At være bevidst om sine følelser, reflekterende, at have et flot ordforråd, at være moden, at have en stor selvkontrol, er i min verden gode egenskaber, hvis de bruges rigtigt. Vær bevidst om det, og stol på mig, når jeg siger, at andre også ser det, som gode egenskaber. Brug det positivt. Og byg videre på din egen selvfortælling, om at du er ligeså meget værd som din bror.
Jeg ønsker dig al det bedste
Kærligst ThildeB