Kære pige på 16 år

Tak for dit brev. Når man som dig mærker, at der er mange ting, som fylder, og man ikke ved, hvad man skal gøre, så er det rigtig vigtigt at handle og bede nogen om hjælp. Det gør du allerede ved at skrive til os, så derfor er det rigtig fint – også selv om du skriver til os for anden gang.

Du skriver fint omkring nogle udfordringer, som mange unge har oplevet – præcis lige som dig. Nemlig den situation hvor mange bliver inviteret til en fest, og at man selv oplever ikke at blive inviteret.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at der er flere ting, som man kan tage fat på.

Tal med én du stoler på:

Først og fremmest tænker jeg, at det er vigtigt, at du finder et sted at gå hen med din oplevelse. Nærmere bestemt, at du deler din oplevelse med en person, som du har tillid til. Det kunne fint være en af dine veninder – måske hende som spurgte dig, om du var inviteret. Måske kunne du fortælle hende, at du ikke er inviteret med til festen, og at det gør dig rigtig ked af det. Det kan også være en voksen, som du stoler på, som du kan fortælle det til. Måske dine forældre eller en lærer på skolen. Måske du kan vise dem dette brev? Det kunne være en fin åbning til, at I kan få talt sammen om, hvordan det er at være dig lige nu.

En fælles samtale - det er også din lærers ansvar, at I har det godt:

Dernæst tænker jeg, at en samtale med din lærer også kan være en fin åbning til, at din lærer åbner op for en fælles samtale med dig og dine klassekammerater om, hvordan man kan skabe nogle gode rammer i forhold til det at invitere hinanden på årgangen til fester/arrangementer. Hvad betyder det for fællesskabet, når nogen ikke er med – hvornår er det okay kun at invitere nogen - hvilke roller får vi selv og giver til hinanden, og hvilke muligheder og ulemper har det? Disse spørgsmål kan være rigtig gode at få snakket om i sammen i klassen.

Når jeg skriver, at det kan være vigtigt med en fælles snak omkring dine og dine klassekammeraters (og årgangens) måder at være sammen på, så er det også fordi, at der ofte vil være flere, som har det lige som dig. Flere som godt kunne tænke sig en anden rolle, end den de har eller får og flere, som godt kunne tænke sig at blive inviteret til fester og andre arrangementer. Så selv om det vil kræve mod at få åbnet op for en sådan snak, så tænker jeg, at der er mange, som vil få glæde af det.

Vedrørende gymnasiet:

Du skriver også, at du kan blive i tvivl om, om du overhovedet passer ind, når du skal være sammen med nye mennesker i gymnasiet. Du fortæller, at du er stille, introvert og ser yngre ud, end du er. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt man passer ind i nye fællesskaber og nye venskabsgrupper, som man endnu ikke har kendskab til. Den måde, hvorpå vi finder ud af, om vi passer ind, er bl.a. ved at opleve og tage del i de sociale arrangementer – få erfaring med at være en del af disse. Så her tænker jeg, at du vil blive mere fortrolig med de nye venskaber og det nye klassefællesskab, når du starter på gymnasiet, men det kræver mod og lyst til at tage del i de nye fællesskaber. Og her kan det igen være en god idé at tale med nogen om, hvorvidt du kan styrke dig selv i forhold til at indgå i disse.

Du fortæller dernæst, at du er bange for at miste din bedste veninde, når hun skal på efterskole næste år. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at du har den bekymring. For når der sker opbrud i vores liv, når noget nyt venter os, så kender vi ikke de konsekvenser, som opbruddet medfører. Denne uvished kan være svær at tackle, og derfor er det også rigtig vigtigt at sætte ord på og dele sin uvished og bekymring med nogen. Når din veninde starter på efterskole, og du starter på gymnasiet, så starter der et nyt liv for jer begge to. Men det nye liv behøver ikke medføre, at I ikke stadig kan være veninder og stadig holde kontakten med hinanden.

Jeg tænker, det kan være rigtig vigtigt, at du deler din bekymring med din veninde – at du fortæller hende, præcis hvordan du har det, for det giver mulighed for, at I sammen kan finde frem til, hvordan I kan forblive veninder i jeres nye liv.

Måske kan I lave aftaler om en fast dag om ugen, hvor I ringer sammen, det kunne også være en fast weekenddag om måneden. Eller det kunne være, at I fik lyst til at skrive/maile til hinanden. Det er helt op til jer, hvad I har lyst til. Jeg tænker, at det vigtigste er, at I faktisk får talt sammen om, hvilke forventninger I har til hinanden, og får snakket om, hvordan I kan fortsætte med at være veninder.

Tak igen for dit fine brev.

Bedste hilsner fra Sarah