Hej med dig,

Hvor er det godt, at du prøver at beskrive hvordan du har det selvom det er svært. Jeg synes du har formået at fortælle, på en meget fin måde, hvordan du har det og jeg håber du føler jeg har forstået hvad du mener! Det er ikke altid nemt at forklare hvorfor man har det som man har det, og det kan godt gøre det hele endnu sværere at håndtere. Nogle gange kunne det være en befrielse hvis man bare kunne sige lige præcis hvad det var der var i vejen, for så ville folk kunne forstå det og hjælpe en med at få det bedre, men det kan være svært når man ikke engang helt selv ved hvorfor man har det som man har det. Måske er det sådan du har det?

To år er lang tid at have det som du beskriver. Det er bestemt ikke sjovt at føle sig ensom. Det kan være endnu sværere at føle sig ensom når man rent faktisk har en masse mennesker omkring sig og derfor jo ikke synes man "burde" føle sig ensom og alene. Så kan man nemlig sagtens få den tanke, at der må være noget galt med én. Jeg vil dog understrege, at der intet er galt med dig! Jeg kan sagtens forstå du er ked af at du har det som du har det og at du synes det kan være svært at forklare, men jeg synes du forklarer det rigtig fint og jeg synes det er rigtig flot, at du har haft mod til at skrive ind, så du kan få snakket med en om det. Det er vigtigt, at man ikke går alene rundt med negative tanker, der fylder meget, da man så ikke kan få luft til nye og mere positive tanker. Tunge tanker og negative følelser har det nemlig med at fylde rigtig meget når man lukker dem inde og ikke snakker om dem. Derfor er det også rigtig flot, at du har skrevet herind!

Du skriver, at du føler dig arrogant over at have det sådan her når nu du har en skøn familie og gode venner, men som jeg også skrev før, så kan det faktisk godt gøre det endnu sværere at have det som du har det, fordi man så kan føle en skam eller få dårlig samvittighed over at have det sådan. Du er ikke arrogant! Man kan godt føle sig ensom selvom man er omringet af mennesker.

Jeg synes det er rigtig godt at høre, at du godt selv kan tænke at det nok bare er fordi dine veninder har haft andre planer, at de ikke kan være sammen med dig lige den dag. Det har du nemlig helt ret i! Der kan sagtens være en forklarlig og uskyldig grund til at de ikke kan være sammen. Jeg kan dog også sagtens forstå det kan gøre dig ked af det. Mange mennesker har det sådan, at den overbevisning de har om livet og om sig selv også påvirker den måde de tolker det der sker i livet. Fx. hvis du i forvejen føler dig ensom og trist, så tolker du måske det at dine veninder ikke kan være sammen som et tegn på at du ikke er god nok og det ender desværre i sidste ende med at bekræfte dig i at du er alene og det gør dig endnu mere trist. Måske er det slet ikke sådan du har det, men måske kan du genkende noget af det jeg skriver her? Det kan være godt nok at være opmærksom på den måde man tolker verden og de ting der sker omkring en på. Jeg ved godt at det kan være svært, men man kan godt lære at blive mere opmærksom på det og på den måde reflektere mere over det.

Der er desværre rigtig mange mennesker som på et eller andet tidspunkt i deres liv føler sig ensomme. Det betyder dog ikke, at man skal acceptere at det er sådan man har det. Du har fortjent at få det bedre og blive glad igen! Jeg kan godt forstå du gerne vil af med den ensomhedsfølelse og det synes jeg er en rigtig god indstilling at have til det! Du lyder som en rigtig sej og stærk pige og jeg er helt sikker på at du kan bruge alle dine kræfter på en gavnlig og god måde og det kan være en fordel for dig hvis det lykkes at vende dine kræfter til det positive i stedet for at bruge mange kræfter på at tænke over alt det negative. Man kan lynhurtigt komme til at fokusere på det negative i livet, da det jo helt naturligt fylder meget og det kan godt skygge for alt det positive som også er. Jeg synes dog du er god til også at huske på at det gode som du har i livet - det er rigtig sejt!

I forhold til om der er nogte du kan gøre, så tænker jeg umiddelbart der er tre ting du i første omgang kan prøve:
Det første jeg vil foreslå er at ændre nogle af de tankemønstre og handlemønstre, som også påvirker den måde du tolker verden på. Det kan være meget svært at ændre sine handle- og tankemønstre, da de opstår helt automatisk og uden man opdager det, men det kan faktisk godt lade sig gøre at tvinge sine tanker på andre baner. Jeg synes som sagt det faktisk lyder til at du er rigtig god til at holde dine tanker realistiske og jeg tænker derfor heller ikke at du skal se det som et kæmpe stort projekt, men alligevel kan man sagtens blive endnu bedre til at hjælpe sig selv på vej til at tænke på en måde så man får det bedre. Nogle gode råd kan være at du for det første er tålmodig med dig selv - det kommer til at tage tid at vende sine tanker og det kan sagtens være at du af og til finder dig selv med de "gamle" tanker. For det andet kan det være vigtigt at du tænker endnu flere tanker om at du er god nok og at du tror på dig selv. Den tanke du beskrev med at dine veninder formentlig bare havde andre planer er et eksempel på sådan nogle tanker. Den tanker understreger nemlig, at det ikke er dig der er noget galt med. I forhold til dine handlemønstre, kan det være en god ide nogle gange at udfordre sig selv en lille smule. Når du fx. føler dig ensom, så prøv at gå ud i stuen til de andre eller ring til din veninde og hør hvad hun har lavet i dag. Det kan være små ting, som gør at man føler at man er en del af fællesskabet.
For det andet tænker jeg også, at det kan være rigtig vigtigt at du får snakket med dine veninder om det. Det kan være rart for dine veninder at vide hvordan du har det, så de kan forsikre dig om at de gerne vil dig. Det kan også være rart for dig at få det fortalt til nogle selvom det er svært at forklare. Nogle gange kan det at sige det højt alene gøre det nemmere, fordi man får snakket om det der fylder meget og som gør en ked af det.
For det tredje synes jeg du skal tage det alvorligt at du ofte føler dig trist og ensom. Umiddelbart synes jeg du lyder god til at lægge mærke til hvordan du har det, men det er også vigtigt at man tager hånd om det. Måske kunne du fortælle dine forældre det du også har fortalt mig og snakke med dem om hvad du eventuelt kan gøre. Det kan være I sammen kan finde en måde som kan hjælpe dig. Det kan også være I sammen kan tage til din læge og snakke med hende/ham om dine tanker og følelser. Det kan nemlig være en god ide at ens forældre og læge ved hvordan man har det, så de kan holde øje med en og hjælpe en til at få det bedre!

Jeg håber du kan bruge mit svar og at nogle af mine råd falder i din smag!

De bedste hilsner,

Astrid

P.S. Hvor er det dejligt at du kan lide vores side!