Hej Christian

Først og fremmest vil jeg sige tusind tak for dine rosende ord. Vi er meget glade for at høre, at vores råd hjælper jer unge. Det er altid dejligt at få at vide.
Dernæst vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig flot af dig, at du gerne vil hjælpe pigen. Det lyder til, hun har det rigtig hårdt psykisk for tiden, og som jeg kan forstå på dig, har du også selv haft noget psykisk at kæmpe med.

Umiddelbart tænker jeg, at det bedste, du kan gøre, er at tage kontakt til pigen og snakke med hende om det. Når hun åbent har stået frem på klassen og fortalt om hendes spiseforstyrrelse, tror jeg ikke, hun vil have noget imod, at du snakker med hende om det og eventuelt spørger ind til hende og spiseforstyrrelsen. Jeg tror, det er vigtigt, at det ikke bliver et tabu i klassen, og at I ikke bliver bange for at spørge ind til det. Især når pigen tidligere har oplevet, at hendes klasse vendte hende ryggen på grund af hendes spiseforstyrrelse. Derfor tænker, at det er vigtigt, at I som klasse viser, at I gerne vil hjælpe og støtte hende.

Som nævnt tænker jeg, at det bedste, du kan gøre, er at prøve at tage kontakt til pigen og spørge ind til, om det er noget, hun har lyst til at snakke med dig om. Hvis hun er åben overfor det, kan du måske fortælle om dig selv og dine egne erfaringer. Hvis det altså er noget, du har lyst til at dele med hende. Det kan være, det er en fordel at fortælle lidt om dine egne oplevelser, da det måske kan give hende en følelse af, at hun ikke er den eneste i klassen, der har oplevet at være inde i en psykisk hård periode. I den forbindelse kan du eventuelt fortælle om nogle af de værktøjer, du har fået til at tackle øv-dage. Og du kan forslå hende at prøve nogle af dem. Måske afslår hun - måske er hun åben overfor at prøve nogle af dem. Hvis hun gerne vil prøve, kan du hjælpe hende igang og guide hende i disse værktøjer. Måske kan i i fællesskab finde et værktøj, der vil passe til hende. Ellers har du måske noget materiale omkring det, som hun kan låne. Jeg ved ikke, om dine værktøjer kan påvirke hendes behandlingsforløb. Men det er jo også noget, du kan høre hende om. Jeg tænker i hvert tilfælde ikke, der er noget i vejen for at fortælle hende om værktøjerne. På den måde viser du hende, at du har interesse i hende og gerne vil prøve at hjælpe, så godt du nu kan.

Det lyder til, situationen i klassen har påvirket dig, og at du har tænkt en del over det. Hvorfor ikke sige det til hende? Du kan tage kontakt til hende og fortælle, at du har tænkt meget over det, hun fortalte på klassen omkring hendes spiseforstyrrelse. Du kan rose hende og fortælle, at det var flot af hende at stå frem og fortælle om det. Og så kan du fortælle hende, at du rigtig gerne vil hjælpe, men at du er lidt i tvivl om, hvordan du bedst kan gøre det. Og om hun overhovedet har brug for din hjælp, eller om hun helst vil holde det for sig selv. På den måde viser du også, at du gerne vil hjælpe, hvis du kan, og at du og klassen ikke har vendt hende ryggen, efter det hun fortalte om hendes spiseforstyrrelse.

Jeg håber, du finder en måde, hvorpå du kan hjælpe hende. Men du må huske på, at der er en risiko for, at hun vil afvise din hjælp. Og det må du endelig ikke tage personligt. Uanset hvordan det går, er det rigtig fint, at du har forsøgt at hjælpe. Og du må huske at passe på dig selv. Når du selv har oplevet at have det hårdt psykisk, og du måske bruger dine egne værktøjer til at hjælpe hende, er der en risiko for, at nogle gamle tanker vil komme frem hos dig og måske blusse op. Hvis det sker, at du bliver for påvirket af det, er du altid velkommen til at skrive herind igen - enten i chatten eller i brevkassen.

Held og lykke med det hele.

De bedste hilsner fra Ditte