Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tandkødsbetændelse og stress

brevkassespørgsmål

Tandkødsbetændelse og stress

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej Niels Jeg er en meget tandlægeskræk pige som virkelig har brug for en afklaring på mine bekymringer. Jeg har både tandlæge- og smerteangst. Jeg har i længere tid (flere år) haft problemer med mange blister i munden ofte. Jeg har nu kort efter mit seneste tandlægebesøg fået to meget ømme hvide ting på tandkødet over den synlige tand. De er som sagt hvide og ligner lidt en blist. Og de er meeeget ømme! Hvad kan det skyldes? Hvordan får jeg det væk? Helst uden at skulle til tandlægen! Og kan det have sammenhæng med at jeg har depression og stress? Hilsen den angste

Svar: 

Hej den angste

Tak for dine spørgsmål, som ikke er helt nemme at svare på. For eksempel er det svært for mig at vide helt nøjagtigt, hvad de to "hvide ting" du har i munden - når jeg ikke har set dem.

Så jeg bliver nødt til at gætte lidt.

Men jeg må starte eet sted - og starter med dine mange blister i munden. Det er noget, som man på den ene side ved meget lidt om. Og som på den anden side er noget meget almindeligt.

Man har i mange år koblet det sammen med kroppens forsvarssystem. Det er typisk, at dem der kan få blister i munden får dem lige før, imens eller efter at kroppens forsvarssystem er belastet. Og noget, der belaster kroppen, kan være for eksempel en forkølelse, men også andre ting som afkøling, stress, mangel på søvn, ikke at spise god nok ernæringsmæssigt - og formentlig derfor også depression.

Der er stor forskel på mennesker. Nogen får aldrig blister, nogen får enkelte gange blister og nogen får ofte blister.

Og andre facts:
Du får flere blister og de er længere om at hele, hvis du ikke børster dine helt rene. Og det er min erfaring, at mennesker, der lider af tandlægeskræk ofte ikke børster deres tænder rene. Hvorfor ved jeg ikke - og det er jo helt galt, for det betyder jo, at de så har mere brug for tandbehandling.

Hvis du bruger en tandpasta med sæbe i (Colgathe for eksempel) kan du være heldig og få færre blister, hvis du skifter og fremover KUN bruger en tandpasta uden sæbe (Zendium).

Nogen synes, at blisterne heler hurtigere, hvis de skyller munden med Chlorhexidin- mundskyllevæske.

At spise LongoVital vitaminpiller hver dag hjælper nogen mennesker til at få færre blister og blister, der heler hurtigere.

Med hensyn til, præciss hvordan du får de to hvide ting til at gå væk, så kan jeg ikke svare på det. Det kan kun en tandlæge, som ser på dem.

Så her kommer vi til noget andet, som du ikke spørger direkte om, men som jeg har lyst til at skrive til dig om alligevel: din tandlægeskræk.

Tandlægeskræk er et navn, der bruges til at beskrive alt muligt fra at mennesker overhovedet ikke kan tvinge sig selv til at gå ind ad en tandlæges dør og til at mennesker synes, at meget af det, der foregår hos en tandlæge, er ubehageligt.

Eftesom du skriver at du har været til tandlæge, så tænker jeg, at det ikke er een af de helt alvorlige slags tandlægeskræk, du lider af.

Det er min erfaring, at mange af de børn og unge, der fortæller mig, at de har "tandlægeskræk" kan hjælpes til at føle sig bedre tilpas i tandlægestolen, hvis de først fortæller mig, hvad det er, de er bange for. Og hvis vi bagefter kan lave klare aftaler om, hvad det er der skal foregå ved et tandlægebesøg.

I dit tilfælde vil jeg foreslå dig at snakke med din tandlæge om din tandlægeskræk og forsøge at få ham/hende til at hjælpe dig med at komme over den. For eksempel tænker jeg, at det ville være en god start at bede tandlægen om at se på de hvide ting - og kun at se på dem. Sådan at du kan få en forklaring, men sådan at du ved, at der ikke skal gøres noget.

Tandlægen kan så ikke gøre noget, hvis det nu ville være en god ide. Men det kan du jo tale med tandlægen om. Og så er det altså dig, der må tage stilling til, om du vil have gjort noget. Det kan være en fordel at snakken om, hvad der kan gøres, foregår når du ikke sidder i tandlægestolen. Jeg plejer at finde et rum, hvor vi sætter os i almindelige stole.

Det er jo dine tænder og dit tandkød og din mund. Så når du sætter dig i en tandlægestol, så er det helt klart dig, der bestemmer, hvad der skal ske - eller ikke ske. Og hvis du laver en aftale med din tandlæge - og din tandlæge ikke holder aftalen, så kan du altid rejse sig op i tandlægestolen og gå ud. Og hvis du ikke kan rejse dig, så kan du vende dig rundt i stolen og sige, at du vil ud. Eller du kan råbe højt, hvis tandlægen ikke hører efter. Og så ellers finde dig en anden tandlæge, der vil høre, hvad du siger.

Jeg gør det med børn og unge med tandlægeskræk, at jeg netop træner det at lave aftaler med dem - og meningen er at vise dem, at jeg kan holde aftalerne. Det virker godt for rigtig mange.

Men...hvis din tandlæge ikke har fundet ud af dit problem, så må du selv fortælle om det. Og hvis din tandlæge ikke kan eller vil hjælpe dig, så skift tandlæge. Du kan søge (Google) ordet "tandlægskræk" på internettet, så kan du finde adresser på tandlæger i hele landet, som forsøger at hjælpe mennesker med tandlægeskræk.

Held og lykke med at få svar på dine spørgsmål.
Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program