Kære du

Det lyder til, at der sker rigtig mange ting i dit liv lige nu, og at det er svært at håndtere. Det er godt, at du rækker ud, og skriver til os.

Dit brev indeholder mange elementer. Jeg starter med spisningen, som er det du selv starter med, og så skal jeg nok komme ind på de andre elementer bagefter.

Det lyder til, at du har store udfordringer med spisningen. Særligt bliver jeg bekymret, når du skriver, at du ikke har spist i nogle dage, og at du har tabt 9 kilo siden januar. Ni kilo er rigtig meget på så kort tid, og din krop har ikke godt af at gå så længe uden mad. Samtidig bliver jeg bekymret, når du skriver, at du ikke har lyst til maden mere, at du ikke føler, at du fortjener maden og at du vejer dig, så snart du har muligheden. Det at være bange for at tage på er ikke unormalt, når man er en pige på 15, men sammen med de andre elementer er det tegn på en spiseforstyrrelse. Det at du har svært ved at spise foran dine forældre, kan være et symptom for nogle af de andre ting. Måske gør det, at du ikke føler, at du fortjener maden, det svært at spise foran dine forældre? Jeg kunne forestille mig, at det ikke hjælper, at dine forældre skælder ud. Måske gør det jeres forhold værre, og du kommer til at frygte for situationer, hvor du skal spise i nærheden af dem.
Jeg vil råde dig til at opsøge hjælp. Hvis du ikke allerede har en, kan du være på vej ud i en spiseforstyrrelse, og så er det vigtigt, at du får hjælp hurtigst muligt. Ud over de fysiske konsekvenser, er det hårdt for psyken at gå rundt og tænke så meget over mad og vægt. Jeg vil råde dig til at gå til egen læge, hvor du kan få en henvisning til en psykolog. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) kan også være et godt sted at henvende sig, f.eks. hvis du ikke har mod til at få hjælp fra andre endnu. De kender din problemstilling, og kan hjælpe dig igennem bedst muligt.

Dine tanker om selvmord er ikke nogen, du skal gå rundt med alene. Det kan være rigtig hårdt at have den type tanker uden at have nogen at åbne op til. Det lyder ikke til, at dine forældre vil være de rigtige for dig at gå til. Jeg vil derfor råde dig til at finde en god ven, en lærer eller en anden person, som du er tryg ved, som du kunne have lyst til at tale med det om. Ellers er Livslinien et godt sted at henvende sig, hvis man går med tanker om selvmord.

Mange unge oplever perioder omkring slutningen af folkeskolen, hvor de ikke føler, at de har styr på deres liv. Der sker mange omvæltninger i perioden, og f.eks. skal man begynde at finde ud af, hvad man gerne vil i fremtiden. Ud over disse udfordringer, har du oven i også fået en diagnose for nylig, som kan være svært at håndtere. Måske får den dig til at se dig selv på en anden måde, måske har den indflydelse på, hvad du kan og vil i fremtiden. Det kan godt øge følelsen af usikkerhed, så jeg forstår godt, at du er i tvivl om, hvad du skal. Dette tænker jeg har haft indflydelse på din negativitet.
Tankerne omkring din fremtid kan være særligt rare at dele med nogle af dine jævnaldrene. Jeg er sikker på, at mange af dem går med nogle af de samme tanker om, at de ikke ved, hvad de vil med deres liv, og at de føler sig mindre positive end tidligere. Nogle af dem kan ligesom dig også have nogle ekstra udfordringer, f.eks. en diagnose, som gør det ekstra svært for dem at håndtere de udfordringer, I oplever.

Mht. dit forhold til dine forældre, er der mange unge som oplever, at det bliver mindre tæt, når de bliver teenagere. Både fordi man begynder at have nogle hemmeligheder, som man ikke ønsker, at forældrene ved, men også fordi man i højere grad begynder at bruge sine venner til at snakke med, i stedet for ens forældre. Jeg bliver dog bekymret, når du skriver, at din mor slår dig. Det må hun ikke, heller ikke selvom hun er stresset. Og det bliver ikke ok af, at du har vænnet dig til smerten. Nu ved jeg ikke, hvordan de ellers ikke behandler dig godt, men det at slå er ikke i orden. Jeg vil råde dig til at tale med nogen om det. Kan din far måske støtte dig i det? Hvis ikke, kan det være en god idé at få det sagt til en lærer eller måske en pædagog, som du er tryg ved. De vil kunne hjælpe dig videre til nogen hos kommunen, som kan sikre, at det ikke sker igen.

For at samle op, vil jeg råde dig til at få hjælp. Gerne ved at tale med en ven eller veninde som du er tryg ved, og som måske kan støtte dig i hverdagen. Men det lyder også til, at det er vigtigt, at du får noget professionel hjælp. Det kan f.eks. være fra kommunen eller fra en psykolog. Hos dem vil du kunne få hjælp til dine spisevaner, dine selvmordstanker og dit forhold til dine forældre. Har du svært ved at gå videre med det, kan du starte med at tage fat på LMS ift. din spisning og Livslinien ift. dine selvmordstanker. Du skal også være meget velkommen til at besøge vores chat, hvor du har mulighed for at skrive om lige det, du har brug for. Jeg håber under alle omstændigheder at du får den nødvendige hjælp. Du har en masse tanker og følelser, som ikke er rare at sidde med alene. De er ok at dele, og derigennem få hjælp til at få det bedre.

Kram

Luna