Ønsker info om novynette ppiller

brevkassespørgsmål

Ønsker info om novynette ppiller

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hejsa Brevkasse Jeg er en pige som ønsker mig lidt svar på nogle spørgsmål, som jeg har gået og tænkt over. Når man glemmer en ppille i uge 1 og ikke tager den glemte men bare tager den næste - hvad sker der så? Og det samme ved uge 2? altså hvis man glemmer en og tager den når man husker det så sker der ingenting, men hvis man nu ikke tager de glemte ppiller men bare tager den næstte i pakningen? Troede ejg egentlig man kunne men der står man SKAL tage den + den man skulle tage den dag. Har bare hørt at det ikke skulle være godt at tage 2 ppiller samtidig :( så nu vil jeg gerne have svar og noget bredere info omkring pillerne. Mig og mine veninder har tit drøftet dette og det ville jo være rart at få svar :)

Svar: 

Hej med dig

Når man har glemt at tage p-piller, så er det en rigtig god idé at kigge på indlægssedlen, og følge det der står der.

Der er nogle generelle regler, man kan følge, hvis man tager monofasiske p-piller. De mono-fasiske p-piller er de hyppigste og monofase betyder, at der er det samme hormonindhold i alle p-pillerne.

Hvis der er gået mindre end 12 timer fra det sædvanlige tidspunkt man tager pillen (dvs hvis du plejer at tage p-pillen kl 8 om morgenen, og du så næste dag glemmer at tage den  kl 8, men først komme i tanker om det eksempelvis kl 16, kan du tage det helt roligt. Du tager den glemte p-pille med det samme og den næste til det sædvanlige tidspunkt næste dag. Du er stadig beskyttet mod graviditet.

Hvis der er gået mere end 12 timer, tager du p-pillen straks, også selv om det eventuelt betyder, at du skal tage 2 p-piller på samme dag. Det må man godt. Når der er gået mere end 12 timer, kan du ikke regne med, at p-pillerne beskytter mod graviditet. Du bør derfor bruge anden beskyttelse i de næste 7 dage samtidig med, at du tager p-pillerne som sædvanligt.

Hvis der er gået mere end 12 timer og der er 7 eller flere p-piller tilbage i pakningen. Tager du pakken ud og holder pause på 7 dage, som du plejer. Og starter på en ny pakning den 8. dag.

Hvis der færre end 7 p-piller tilbage i pakningen, tager du pakken ud og fortsætter straks næste dag med en ny pakke, hvor du altså ikke holder pause, før næste gang.

P-piller indeholder 2 hormoner. Det ene hedder ethinyløstradiol og virker på kroppen, på samme måde som det kvindelige kønshormon østrogen. Det andet hormon, der findes i p-piller hedder gestagen. Gestagen findes i forskellige ”udgaver” alt efter hvilken p-pille, der er tale om.

Først og fremmest gør p-piller at man ikke får ægløsning. Hvis man ikke har ægløsning, kan man heller ikke blive gravid. P-piller gør også det, at slimet oppe i livmoderhalsen bliver meget sejt, så sædceller har svært ved at komme igennem. Desuden gør p-pillerne det, at livmoderens inderside bliver dårlig til at få et befrugtet æg til at sætte sig fast. Så der er altså flere grunde til at man ikke bliver gravid, når man tager p-piller.

Der findes mange p-piller. Fra mærke til mærke kan der godt være forskellig mængde hormon. Og gestagendelen kan som sagt være forskellig, hvilket kan betyde, at bivirkningerne kan være forskellige fra p-pille til p-pille.

Der er en række bivirkninger der næsten er generelle, og det kan af og til være svært at forudse, om man vil få en bestemt bivirkning. Nogen gange må man prøve sig frem.

Bivirkningerne kan være vægtændringer, humørsvingninger og blødninger uden for tabletpauserne. Som regel går bivirkningerne over efter et par måneder.

Der kan også være fordele ved p-piller: som regel får man færre menstruationssmerter, man kan som regel regne med hvornår blødningerne kommer. Hvis man har problemer med uren hud, kan den mange gange blive pænere, når man får p-piller.

Hvis man tager p-piller rigtigt, og man ikke har opkastninger og diare, så der er risiko for at p-pillen ikke når at blive optaget i kroppen, er p-piller en meget sikker prævention.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner

kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program