Jeg vælger at skrive her i Brevkassen, da jeg ikke har energi til at skulle forklare det hele på 1-1 chatten. Jeg mødtes ikke med min veninde. Jeg var små sløj. Men det som det handler om er nok, at jeg føler, at venskabet er slut. Jeg har søgt at sætte ord på det jeg har savnet i venskabet, at hun gav tid til vores relation mv. Og at hun forstod, at når jeg akut havde brug for hende som en ven, så afviste hun mig. altid. Det blev hun ked af, fordi hun desværre opfattede det som kritik. Jeg har søgt at sige, at hun skaber usikkerhed når hun er op til en uge om at svare på beskeder, men at jeg samtidig kan se, at hun er ofte på FB og at mine beskeder er læst. Når jeg spørger hvordan jeg skal opfatte det, andet end som manglende prioritering og en "kontrol" i vores relation, hvor jeg ofte sidder og venter ( og håber) på svar, så var svaret, at hun ikke vil forklare, men at jeg skal stole på, at hvis hun ikke har tid, så er det fordi hun vurderer, at noget er vigtigere. I samme sætning sange hun, at jeg da skulle blive ved at dele sårbare ting og ringe, når jeg stod i noget akut. Men det vil jeg ikke! Jeg har ikke lysten mere andet end til at sige, at "det går godt". Og jeg ved, fordi det siger min erfaring mig, at det vil hun gennemskue. Jeg kan ikke komme over, at jeg stod i noget meget meget vigtigt og akut sidste sommer, og så bad jeg om svar, ligemeget hvilket svar, bare et svar. Og det ignorerede hun! Hun gad ikke svare. Hun læste min sms. Hun så mine beskeder. Men hun svarede ikke. Det kan jeg ikke glemme. Og det mener jeg ikke, at jeg skal glemme. For det var så akut, så det kun var hende der kunne hjælpe, og det vidste hun . Så rækker man ikke ud igen. Jeg har spurgt hvorfor hun ikke gav svar, og det siger hun så bare, at det gjorde hun ikke. Men jeg føler nokm også, at jeg ikke kan være ven med hende fordi hun ikke respekterer andres levemåde. Hun tror jeg er indre missionsk . Det er jeg nok kommet til at få hende til at tro. Men det er jeg ikke. Jeg synes ikke abort er mord. at prævention er mord. At homosexuelle er psykisk syge og "et valg" . ( det synes hun og hendes mand, som er læge- det bekymrer mig meget)- når vi har været sammen, så er jeg så bange for at sige noget, tale om noget, så hun irettesætter mig. Og som jeg har skrevet til jer, så kan jeg godt lide hende. Men hun giver intet til relationen,. For i min optik, så er venner der for hinanden, også akut. Og så kan man springe til. Og tilsidesætte dumme ting som at samle et skab. Jeg føler det som om, at en kæreste har været mig utro. Jeg har delt så meget med hende, og givet så meget. Men jeg har gjort det til en, som ikke opfører sig som en ven. en, som dømmer mig og andre, på en måde som jeg synes er forkert. Fordi hun ikke lader andre leve som de ved bedst, Hun må jo gerne være missionsk. Må gerne leve i askese. Give en del af sin løn til kirken, bede før alle måltider. Jeg blev i gymnasiet voldtaget. Det mener hun der er en mening med! Fordi der er en mening med ALT . Det kan jeg ikke acceptere, at hun siger til mihg. Den voldtægt var så frygtelig. Den var ond. Den er der ingen mening med. Og det krænker mig, at hun siger sådan. Hun siger bare, at "det er Guds vilje2 og at vi ikke forstår det. Jeg vil lade det fade ud. Jeg vil ikke sige direkte, at venskabet er slut. Men hun er slet ikke i mit liv. Min dagligdag. Men det er hun for andre. Selv om hun siger at hun er "glemsom" overfor andre hun kender. Jeg føler hun har misbrugt min tillid og skubbet mig væk år jeg har behøvet hende mest. Jeg vil tage min sorg og det jeg føler meget alvorligt. Jeg synes jeg kan sige, at jeg har kæmpet for dette her. Og intet fået igen. Og ikke må "kræve" noget af hende, men blot skal tage et "nej" uden at måtte spørge. Jeg er ked af det. Men venskabet er for mig slut. For jeg vil ikke svigte mig selv.