Skoleangst?

brevkassespørgsmål

Skoleangst?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 2 måneder 3 uger siden

Hej cyberhus

Jeg er en pige på omtrent 14. Hele mit liv har jeg boet i en lille by... jeg gik i vuggestue og børnehave med de samme personer jeg gik i skole med indtil i sommers. Der valgte jeg så at flytte skole, pga diverse problemer med lærerne:/ på den nye skole var jeg vildt nervøs til at starte med... de piger der kom hen til mig i starten var rigtig søde, men desværre tog de mig ikke rigtig med sig i fx fritkvartere (sikkert min egen skyld, er meget genert). Efter nogle få måneder havde jeg ligesom bare fået nok... kunne ikke få mig selv ud af døren om morgen, hvilket mine forældre heldigvis godt forstod, så jeg flyttede skole igen. Pigerne i min nye klasse var søde og nemme nok at tale med.... de var gode til at invitere mig med osv... efter en weekend kunne jeg bare mærke at noget ville gå galt... kom afsted mandag morgen men ikke om tirsdagen.... Efter en uges tid snakkede jeg med min læge, som bare sagde at det var noget pjat og at jeg bare skulle komme afsted..... snakkede også med skolepsykologen. vi lavede en plan for at jeg skulle i skole fra 8 til 10... kom desværrre ikke afSted. Så startede jeg til psykolog og fik en super sød fraværskonsulemt... men jeg føler, at på trods af den hjælp jeg får går det stadig bare ned ad bakke. Jeg har været i skole et par gange siden den weekend, men de sidste 3 mdr har jeg mest været hjemme. min krop lukker fuldstændig ned når jeg skal i skole og jeg går i panik. Jeg er ved at være kommet frem til at det er fordi jeg er bange for at snakke med lærerne og de andre elever... men ligeså meget hvad de mon tænker om mig. Jeg har selvskadet lidt, men min mor opdagede det og nu er jeg for flov til nogensinde at gøre det igen.... min mor har ik omtalt det siden bare ladet som om hun ikke vidste det, og hver gang vi er sammen er jeg bange for at hun vil spørge mig om det. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at kæmpe længere, om der er noget som er værd at kæmpe for. Det eneste gode i mit liv er min hest. Hun er den eneste der kan få mig til at smile nu, ved hende kan jeg glemme alt.

jeg ved ikk engang hvorfor jeg skriver... jeg vil bare gerne ud med det her.

mamge tak fordi i er her, i hjælper så mange unge.

knus fra HC

Svar: 

Kære HC,

Tak for dit brev! Det lyder til, at du har det rigtig svært lige nu, så det er virkelig godt du skriver her ind.

Når man som dig har haft oplevelser af, at blive valgt fra og være uden for fællesskabet, så kan det godt komme til at sætte sig i en. Det kan gøre, at man begynder at undgå forskellige situationer, for ikke at risikere oplevelsen af at være uden for igen. Det lyder til, at det kan være det, der er sket for dig. Du skriver, at selvom det gik rigtig godt på din nye skole, og pigerne i klassen var søde og gode til at invitere dig med, så fik du alligevel følelsen af, at noget ville gå galt. Og netop den følelse har gjort, at du stort set ikke har været i skole siden.

Frygten for, hvad der vil ske i en bestemt situation, kan blive så overvældende, at man helt undgår situationen. Også selvom der måske ikke umiddelbart lader til at være noget galt. Tanken om, at noget kan gå galt kan blive så altoverskyggende, at man ikke giver situationen chancen for at modbevise ens tanker. Nogle gange, når der er situationer vi frygter eller er nervøse for eller utrygge ved, og vi så alligevel går ind i dem, viser det sig, at de ikke var så farlige endda. Men når man, som dig, har oplevelser i bagagen, hvor det viste sig, at situationen blev præcis som man havde frygtet, så er det svært ikke at lytte til sine tanker og fornemmelser. Problemet er bare, at hvis man ikke prøver at kaste sig ud i situationerne, så får man heller ikke muligheden for at vise sig selv, at situationen ikke var så "farlig" som først antaget.

Det kan være enormt hårdt ikke at komme i skole. Særligt hvis det er det, man allerhelst vil. Men nogen gange kan det bare ikke lade sig gøre. Og hvad gør man så? Det lyder til, at du har rigtig god støtte at hente hos dine forældre, din psykolog og din fraværskonsulent. Det er godt at høre! Men nogen gange har man også bare brug for at få luft for alle de tanker og følelser man har indeni. Derfor er det mega godt og virkelig sejt af dig, at du skriver her ind. Som jeg ser det, er dit brev nemlig en måde for dig at ventilere dine tanker og følelser, så de bliver lidt nemmere at holde ud. Og det kræver en stor portion mod, at sende sine inderstse tanker og følelser af sted på den måde, så det er virkelig godt gået!

Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg dog give dig det råd, at du også fortæller dine forældre og din psykolog, og måske også din fraværskonsulent, alle de ting du har skrevet i brevet her. For hvis de får indsigt i alle de tanker og følelser du går med, vil de også have lettere ved at hjælpe dig.

Jeg synes også det er vigtigt, at du får talt med din mor om selvskadeepisoden. For ud fra det du skriver, lyder det til, at det fylder meget for dig. Og den bedste måde at få det til at fylde mindre på, er ved at tale om det. Hvis du er bange for hvordan din mor vil reagere kan det være en god idé at vælge et tidspunkt, hvor der er ro på, hvor I begge er i godt humør og hvor der ikke er nogen forstyrrelser. Sig til din mor, at du har noget du gerne vil tale med hende om. Bed hende om ikke at afbryde, men i stedet bare lytte. Og fortæl så stille og roligt om selvskadeepisoden, hvad det var du gjorde, hvorfor du gjorde det, og hvilke tanker du går med nu. På den måde er der mulighed for, at I kan få en rigtig god snak, og din mor måske bedre kan forstå dig og hvad der foregår inden i dig.

Du skriver, at det eneste gode i dit liv, og det eneste der kan få dig til at smile er din hest. Når det hele bliver tungt og trist, kan det være rigtig svært at få øje på de gode ting. Og det kræver enorm styrke, at få øje på de gode og positive ting. Det fortæller mig, at du er et virkelig stærkt menneske, der både kan formå at finde noget positivt i dit daglige liv, og samtidig kan formå at række her ind og fortælle om dine tanker. Det kræver både mod og styrke at gøre det. Og du har begge dele!

Der er ikke nogen let løsning på det du står i. Men du er på rette vej. Og hvis du åbner op og taler med dine forældre og din psykolog, og måske også din fraværskonsulent, om alt det du har indeni, så tror jeg, at du vil føle, at du er endnu mere på vej den rigtige vej.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Varme hilsner,

Stine

Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program