Palle alene i verden

brevkassespørgsmål

Palle alene i verden

brevkassespørgsmål af
Anonymous
17 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Hej jeg er en pige på 17 år. Og jeg føler mig så alene i verden. Jeg hader hvordan min verden er sat sammen. Alle de venner jeg får/har eller har haft.. forlader mig altid efter 3 måneder. Jeg ved ikke hvad jeg gøre forkert, jeg går på ingen måder over andres folks grænser, jeg opføre mig altid ordenligt overfor folk, og jeg kan godt følge med på en joke når det nu er.. jeg gøre præcis som andre ALLE andre gør, men åbenbart forkert. Og ja... hånden på hjertet, så har jeg ingen venner. Jeg har haft. Men er alene .... igen... Har oplevet det igennem hele mit liv. Møder nogle søde mennesker, vi er "best buddies".. og *buff* ud af ingenting svare de mig ikke, kontakter mig ikke, og de kunne ikke give en fuck omkring mig. Og så når jeg endelig får kontakt til dem, lader de altid som om intet var sket. Og så begynder vi at snakke sammen igen, og blive tætte igen. Og så igen ... intet svar. Jeg er så skide jaloux på folk der har det nemt med folk/venner. Jeg hader når jeg sidder der hjemme, har ingen at skrive med, ingen at snakke med. Og man sidder bare vender og drejer sig i sin seng.. tjekker snapchat/facebook/instagram igennem... og ser alle have det sjovt. Det gør ondt når man tænker "hvorfor er jeg ikke en del af det?" "hvorfor gider ingen mig?" "hvad gør jeg forkert?" Tror det mest værste der er omkring andre og mig.. er at uanset om det er en fremmed eller om det er en person jeg har kendt i over 10 år. Så giver alle mig altid det blik som om jeg er et monster. Som om jeg har pest eller sådan noget. Som om andres energi omkring mig.. spreder sig til andre. Jeg føler mig ikke velkommen nogle steder. Jeg er et ligegyldigt liv der bare trækker vejret.. jeg føler mig knap nok som en person mere. Jeg er selv begyndt at hade mig selv, som åbenbart er det alle andre gør. Fordi det føles fandme som om at folk ønsker det. Ønsker at jeg hader mig selv, så jeg kan grine sammen med dem af mig. Men mest af alt føler jeg mig usynlig i den her verden. Som om jeg er ingenting. Folk går lige igennem mig, som var jeg luft. Mit liv har ingen mening, det har det aldrig haft. Hvorfor er jeg her overhovedet? Den samme tanke flyver igennem hele tiden "hvilken forskel gør det i andres liv hvis jeg ikke var her?". Og det mærkelige er.. jeg kan kun se fordele på andres vejen hvis jeg faktisk ikke var her. Føler tit den eneste dag folk ser mig.. er den dag jeg er helt usynlig.

Svar: 

Kære du.

Når jeg læser dit brev kan jeg virkelig mærke, hvor svært du har det og hvor dybt det påvirker dig, at du føler dig alene. Og det kan jeg godt forstå. Vi mennesker er ikke skabt til at være alene, og faktisk mener man, at noget af det værste et menneske kan udsættes for, er at være helt alene. Så når vi føler os ensomme, så er det noget, vi skal reagere på ligesom når vi er sultne eller trætte. For det er et helt basalt behov som at spise eller sove. Så jeg kan virkelig godt forstå, at det påvirker dig så meget.

Alle mennesker kan føle sig ensomme en gang i mellem, men det skal helst være en følelse som forsvinder igen. Og det lyder til, at du i lang tid har følt dig ensom. Jeg bliver lidt bekymret for dig, når du skriver, at du tit stiller dig selv spørgsmålet om, hvorfor du overhovedet lever og om det faktisk vil gøre en forskel om du er her eller ej. For jeg er sikker på, at du gør en stor forskel for de mennesker, du er omkring. Men det tyder på, at din ensomhed har sat så dybe spor i dig, at du er blevet helt grundlæggende usikker på dig selv, og det påvirker din livskvalitet så voldsomt, at du bliver i tvivl om det overhovedet er værd, at du lever. Og det er nogle farlige tanker at have. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind og fortalt om, hvordan du har det, for det er vigtigt at sætte ord på det. Du skriver, at du ikke ved, hvad du gør galt, og at du bare gør som alle andre. Det kan sagtens være, at du ikke gør noget galt, men at du bare har mødt de "forkerte" mennesker, der er ikke ser dig og alle de gode egenskaber og sider, som du har. Jeg tænker på, om du mon har mod på at prøve at spørge nogle af de personer, som du får kontakt med igen om hvorfor I mistede kontakten og om det var noget du gjorde, for forhåbentlig at blive bekræftet i, at det ikke havde noget med dig at gøre. For tit kan vi tænke en helt masse ting og bebrejde os selv for noget uden, at det egentlig er en selv, der har gjort noget galt. Jeg tænker også på, om du mon har en eller anden I dit liv, som du stoler på og har det godt med? Det kan være et familiemedlem eller en lærer, som du kan fortælle det her til og som du kan snakke med. Når du føler dig så alene som du gør, så er det vigtigt, at du prøver at række ud til nogen og fortælle hvordan du har det. 

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle gøre en stor indsats lige nu for at komme ud af din ensomhed, for jeg er sikker på, at du helt sikkert har gjort en hel masse ting, for at holde fast i de venskaber, du har haft. Men det er vigtigt at du får følelsen af, at der er nogen, der ser dig og er interesseret i dig, og at dit liv er værd at leve. Jeg kan anbefale dig at kigge lidt på Ventilen, som er en ungdomsforening, hvor man kan komme og møde andre unge, der også føler sig ensomme. De har klubber 15 forskellige steder i landet, så måske der er en i nærheden af dig. Jeg tænker at det måske kan være meget godt at møde andre unge, der har det på samme måde som dig, og måske kæmper med nogle af de samme ting.

Noget af det, jeg virkelig lægger mærke til i dit brev er det, du skriver med, om du gør en forskel for andre. Det er så vigtigt at føle, at man gør en forskel - stor som lille. Derfor tænker jeg lidt, om det måske vil være en idé, hvis du får noget arbejde, hvor du rent faktisk kan se, at du gør en forskel. Det kunne fx være, at du kunne blive frivillig i en forening, blive lektiehjælper eller noget helt tredje. For hvis du kan se det - hvis du ved, at der er nogen mennesker, der afhænger af dig, så kan det være, at du kan få den vigtige følelse tilbage om, at du gør en forskel. Hvis du tænker, at det kunne være en idé, så kan jeg anbefale dig at kigge lidt på Projektfrivillig.dk, for at få noget inspiration. Det behøver ikke at være frivilligt arbejde, det kan også sagtens være et lønnet arbejde. Så længe du kan se, at din tilstedeværelse betyder noget for andre. For det gør den! Men det er vigtigt, at du selv ved det. 

Til sidst vil jeg sige til dig, at du er god nok som du er! Du betyder noget og du er vigtig. Men så længe du føler den her grundlæggende ensomhed, så kan det være svært at ændre på de følelser, du har lige nu om at du ikke er god nok og at du er usynlig for andre. Så jeg håber, at du vil overveje nogle af de råd, jeg har givet dig. Husk du også altid er velkommen til at komme ind i vores chat, og snakke med en voksen. 

Mange hilsner Pernille

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program