Kære dig.

Hvor er jeg glad for, du skriver dit brev til os. Det lyder virkelig ubehageligt, både det du har gennemgået i din barndom, det du gennemgår nu og generelt din angst for at være syg. Jeg kan se, at der ca. er gået de 10 dage, som der skulle gå, indtil du skulle snakke med en psykolog, så måske du har mødt vedkommende, når du læser dette. Alligevel håber jeg, du kan bruge mit svar. 

Det er meget forståeligt, at du har fået et kæmpe chok ved at opleve, at din søster var helt ude af den i et bad trip. Oveni det fik du ikke mulighed for at bearbejde eller rumme det der skete, på grund af arbejde. Din søsters livstruende tilstand må føles endnu mere surrealistisk og fremmed, når hverdagen bliver sat i gang med det samme bagefter, som om intet var hændt. Mon du kan genkende det - altså den her fornemmelse, 'skete det virkelig lige for hende, og skete det lige for mig'? Du giver udtryk for, at du føler dig fremmedgjort overfor dig selv. For mig giver det rigtig god mening, at du føler det sådan. Sådan er det ofte, når man oplever noget, der er så voldsomt og så anderledes, at man ikke kan genkende sig selv i det. I forlængelse af det, er det også en normal tilstand at komme i, når en oplevelse er så voldsom, at man udover ikke at kunne genkende sig selv i det, heller ikke kan rumme eller acceptere det, der er sket. Simpelthen fordi det er for ubegribeligt samt ubehageligt for én - for éns hjerne såvel som resten af éns krop. Det kan beskrives som en overlevelsesmekanisme. 

Du siger, at du altid har lagt låg på dine følelser og prøvet at glemme de grimme episoder i dit liv. Gad vide om ikke arbejdsweekenden var et sådant låg på dine følelser?  Det er sådan, at grimme oplevelser og svære følelser ikke går væk, selvom man kortvarigt kan lykkes med det ved at benytte sig af diverse distraktioner såsom at lægge et låg på det. Problemet er, lige som når man lægger et grydelåg på gryden, at det inde i gryden ophedes hurtigere og mere voldsomt og til sidst koger over, hvis ikke låget løftes igen. Dvs. oplevelserne og følelserne forbundet til oplevelserne bliver om muligt endnu større end før, og kan føles som om de koger over. Du beskriver det så godt selv - at nu er det hele bare blevet for meget. Jeg fornemmer, at din gryde er kogt meget over.

Når et system i en traumetilstand som er ude af stand til at rumme de svære følelser, i forvejen hele sit liv har forsøgt at undertrykke og lægge låg på andre ældre følelser, er der slet ikke noget at sige til, at du har det, som du har det. Så er der ekstra tryk under grydelåget, fordi der samtidig med traumet og de følelser, som er forbundet med det, også er andre følelser, der heller ikke er blevet rummet eller bearbejdet. Oveni det har du angsten for at være eller blive sindssyg, som er endnu et pres, din krop skal håndtere. Jeg tænker også, at denne angst må stige, når du føler dig fremmedgjort, fordi fremmedgjortheden kan give dig følelsen af uvirkelighed, som du også udtrykker at være bange for. Selvom den uvirkelighed du beskriver, er forbundet med et indtag af stoffer og alkohol, kan oplevelsen af uvirkelighed også gøre, at man kan føle, at man er ved at blive sindssyg. Men selvom fremmedgjortheden kan få en til at føle sig fjern fra virkeligheden, hvilket kan overvælde én, er det ikke fordi man bliver sindssyg. Det er simpelthen fordi man ikke rummer eller med andre ord mærker og imødekommer, det man føler (fordi det, som for dit vedkommende, kan være umuligt uden hjælp). Så bliver man fremmed for sig selv. På lignende måde som man forbliver fremmed for mennesker eller andre ting, man ikke hilser på eller lærer at kende. 

Umiddelbart tænker jeg, at det du oplever som mulige tegn på, at du er ved at blive sindssyg, simpelthen er angst. Når kroppen er angst over en længere periode, overophedes den i så høj grad, at hele systemet kommer på overarbejde - kropslige fornemmelser såvel som tankerne oppe i hovedet. Fx kan det føre til, at man bliver oversensitiv og reagerer voldsommere end normalt på sanseindtryk såsom lys og lyde. Eller det kan føre til, at man føler sig i konstant uro og har svært ved at koncentrere sig og sove. Angsten kan også gøre at éns tanker overaktiveres og bliver til katastrofetanker - lig dem du beskriver. Det kan også medføre uvirkeligheds- eller tomhedsfornemmelser og netop frygten for at blive sindssyg - også meget lig det du skriver. 

Grunden til at jeg skriver dette og remser alle disse ting op, er for at gøre det så tydeligt for dig som muligt, at der ikke er tale om sindssyge. Snarere er der tale om, at du ikke har fået bearbejdet dine traumatiserende oplevelser og svære følelser, hvilket, som jeg ser det, har ledt til, at du går rundt i en tilstand af angst herunder fremmedgjorthed.

Derfor er jeg virkelig glad for, du har talt/skal tale med en psykolog, som forhåbentligt kan hjælpe dig med så småt at løfte det låg, du har lagt på dig selv for at overleve. Og derfor er det så sejt og godt, at du henvender dig til os. Det er første skridt mod at lære det at kende, som sker for dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste

Emma