Når livet er hårdest.

brevkassespørgsmål

Når livet er hårdest.

brevkassespørgsmål af
Joakim
21 år
Oprettet 2 år 6 måneder siden

Goddag brevkasse.

Det her er første gang jeg fortæller om den situation jeg står i, jeg arbejdede indtil for 5 januar som skovarbejder i Norge. En den 3.januar lavede en af mine kollegaer en fejl under fældningen af et træ, det korte af det lange er at træet tumlede vandret ned af den her skråning ned mod mig og jeg nåede ikke at komme væk. Jeg kan ikke rigtig huske noget fra episoden, udover at jeg kigger op på min chef der siger til mig at jeg ikke var ved at dø, samtidig tænkte jeg "var det her virkelig det eneste jeg nåede? nåede jeg aldrig at finde den store kærlighed? hvad med min drøm om at se verdenen?". Det næste jeg kan huske var at jeg lægger på Rigshospitalet i Danmark, og der fik jeg også at vide at jeg havde mistet 2 led på min venstre ringefinger, og mine ben, henholdesesvis lidt over knæet på venstre ben og midt i knæet på højre og jeg fik aldrig mulighed for at sige nej eller finde ud af hvorfor.

Jeg Havde en kæreste i Danmark inden jeg tog afsted, det var kun meningen at det skulle være et halvt år jeg var der. Hun besøgte mig aldrig mens jeg var på hospitalet, og jeg fandt også ud af at hun havde faktisk fundet en ny fyr som hun ikke havde fortalt mig om mens jeg var i Norge, det knuste mig, for jeg holdt virkelig meget af hende, og at finde ud af at en person man holder af ikke kommer og hjælper en når har brug for dem mere end nogensinde det er virkelig en kniv i hjertet, og flere af mine venner vidste det og fortalte mig det aldrig. Og det er her mit spørgsmål, eller råb om hjælp kommer. For mens jeg sider og skriver dette, så tænker jeg over min situation. genoptræningen går dårligt, Jeg er ret alene, vennerne ringer næsten aldrig. Jeg hader at gå ud af døren for jeg hader at folk så kan se mig, vis jeg f.eks skal med toget eller ud at handle så føles det ikke kun som om at de kan se mig, det føles også som at de ved hvad der skete med mig og det er så ydmygende!, der er mange dage hvor jeg mest af alt kun kan lægge i min seng og trække vejret og hvor jeg gemmer mig fra andre mennesker. og når jeg kigger på mig selv i spejlet så kan jeg ikke lide det jeg ser og jeg ved at jeg aldrig komme til at klæde mig af foran en kvinde igen.Der findes jo ikke piger der vil hjælpe en fyr med at tage tøj på om morgenen. Jeg er gået fra altid at have været fysisk aktiv til næsten ikke at kunne komme ud af sengen. Hvad gør man når det føles som om at ens medborgere tænker det værste om en når man går på gaden?, hvad gør man vis man føler sig som om man er 30 år ældre en alle i ens egen omgangskreds? og hvad kan man gøre når man ser på sig selv og kun kan tænke på det værste der nogensinde er sket med en? hvad gørman når man ser de mange mange piger der er så smukke at man næsten ikke kan få luft, men man ved at man ikke på nogen måde kan have en chance hos en af dem? Jeg håber ikke at brevet her er for langt, men jeg håber i vil svare.

Svar: 

Kære Joakim

Du er virkelig ramt hårdt, og jeg er ked af at høre om din ulykke. Det er rigtig godt, at du nu begynder at åbne op omkring din situation i en anonym brevkasse. Det skal nok hjælpe dig fremover.

Efter traumatiske begivenheder er det helt normalt at reagere ved at genoverveje sit liv. Pludselig blev man stillet ansigt til ansigt med, at man skal dø en gang, og i den forbindelse er det kun naturligt at overveje hvad man har nået og mangler at nå. Er man uheldig, og oplever fysiske og psykiske følgevirkninger efterfølgende, er det på samme måde ikke unormalt at se tilbage på ens gamle liv med misundelse. Nu har man lige haft alle overvejelserne omkring hvad man mangler at nå, og pludselig har man måske ikke kræfterne eller energien til at gøre de ting, man ville, på den måde man ville.

Du lyder både til at være bekymret for fremtiden og ked af det over nutiden. Under et halvt år fra en alvorlig ulykke er det helt naturligt. Ud over at du skal til at tilpasse dig din nye fremtid, oplever du også at hverken din ekskæreste eller dine venner er der for dig. Jeg kan desværre ikke sige så meget fornuftigt ift. din ekskæreste. Jeg forstår godt, at du er skuffet, ked af det og måske også vred over, at hun ikke var der for dig, da du mest havde brug for det. Det lyder til, at hun måske har arbejdet sig videre, og det er ikke umuligt at hun enten selv har syntes det var for uoverskueligt at skulle besøge dig, eller at hun har ladet være af hensyn til hendes nye kæreste. Det ændrer dog ikke ved, at du har ret til at være skuffet over det.

I forhold til dine venner, kan de have rigtig svært ved at forholde sig til din nye situation. Det kan være de er bange for at ringe til dig. Måske de er bange for at minde dig om noget, du ikke bryder dig om, måske ved de bare ikke hvad de skal sige. Jeg kender selvfølgelig ikke dine venner, men det kan være, du selv skal prøve at række ud. Start evt. med den ven som du helst vil have kontakt med. Det kan være at han (eller hun) har svært ved at ringe til dig, fordi han har svært ved at finde ud af, hvad han skal sige. Du skriver, at du tidligere har været meget fysisk aktiv, så det kan være at I tidligere har været fysisk aktive sammen. Så kan det være svært for dine venner at komme med i dit liv på en anden måde.

Ud over dine gamle venner lyder det til, at du også kunne have brug for nogle nye bekendtskaber. Når du skriver, at du hader at folk kan se dig, kunne jeg forestille mig, at du kommer til at isolere dig selv meget. Jeg vil derfor råde dig til at prøve at åbne lidt op igen, mindske isolationen. Der findes flere organisationer og arrangementer for personer med et handicap, måske du kan få kontakt til en eller flere af dem. Du kan spørge personalet hvor du genoptræner, de ved sikkert hvad der er i området, og ellers kan du google hvad der er i nærheden. Du kan også se dig omkring til genoptræning, måske der er nogle mennesker der, som du kunne blive venner med. Måske en eller flere af dem har oplevet en ulykke eller skade der minder om din, og I vil derfor kunne relatere til hinanden - og støtte hinanden.

Det er som sagt rigtig godt at du åbner op omkring hvordan du har det herinde, og jeg vil videre råde dig til at tale med andre om det. Det kan være en af dine gamle venner, familie eller måske en ny ven. Du er også meget velkommen hos Cyberhus' chat. Det kan også lyde som om, at du kunne have gavn af at tale med en professionel som ved noget om denne type sager, f.eks. en psykolog. På den måde vil du kunne vende nogle af alle de tanker du går og har dig. Og du kan få bearbejdet det traume du har været igennem, så det ikke længere bliver det eneste du tænker på, når du ser i spejlet.

Jeg ved godt, at det er rigtig svært lige nu, men husk at du stadig har en fremtid. Og husk at der intet ydmygende er i din tilstand, ulykken var ikke din egen skyld. Jeg ved ikke, hvad du mener med at 'ens medborgere tænker det værste om en', men jeg tror ikke du behøver at bekymre dig om det. Du står muligvis ud, men det betyder ikke, at folk tænker dårligt om dig. Det kan være de har ondt af dig, eller måske synes det er sejt at du kommer ned og handler på trods af din tilstand. Og en dag skal der nok også være en kvinde, der tænker godt om dig, du må ikke opgive håbet. For jo, der er kvinder som gerne vil hjælpe deres fyr med at tage tøj på om morgenen. Mange, som har været med i forfærdelige ulykker, kan senere leve et liv og udleve deres drømme. Måske ikke helt som de regnede med, da de var yngre, men hvor der er vilje er der vej. Den vilje har du ikke nødvendigvis lige nu, og det er helt ok. Du har lov til at sørge over tabet lidt endnu. Men husk at du en gang i fremtiden kan komme op på hesten igen og skabe dig et dejligt liv.

Kram

Luna

Lunas billede
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program