Krænkende oplevelse

brevkassespørgsmål

Krænkende oplevelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 2 uger 3 dage siden

Hej Cyberhus. Skriver herind fordi jeg på det seneste har følt mig ekstremt krænket og for første gang er begyndt at tvivle voldsomt på mit forhold.

Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år. Jeg har været så glad for at have fundet ham og selvom det lyder lidt cheesy, har jeg virkelig følt at han var mit livs kærlighed. Vi har altid været meget åbne overfor hinanden, også på det seksuelle plan. Vi har været villige til at prøve hinandens ideer af, og det har altid været fantastisk. For et par måneder siden foreslog han for første gang en trekant. Eller det var det vel ikke engang, han ville have at jeg skulle være sammen med en anden fyr imens han så på. Jeg var lidt chokeret over at det var en af hans fantasier, for at være ærlig. Og endnu mere, da han afslørede, at det faktisk havde været en af hans største fantasier længe.

Vi diskuterede det frem og tilbage i nogle uger, men jeg var stadig ikke det mindste interesseret i denne fantasi, da jeg bare ikke kunne se mig selv sammen med en anden fyr seksuelt og det gjorde jeg flere gange også klart overfor ham. Men han blev alligevel ved med at prøve at overtale mig med hvor sjovt det kunne være. 
For ca 3 uger siden inviterede han mig så på denne specielle hotel-get-away som han havde planlagt for os. Dette er noget vi ofte gør, bare for at komme lidt væk hjemmefra og have noget alenetid i nogle få dage. Hele vejen derned bliver han ved med at give mig hints om en overraskelse han har planlagt for mig. Jeg tænker at det nok er en eller anden fysisk aktivitet, da han er kendt for eventyrlige overraskelser. Vi tjekker ind på hotellet fredag morgen. Om aftenen afslører han så endelig, at han har arrangeret, at der er en anden fyr der skal komme og have sex med mig senere samme aften. Jeg bliver med det samme chokeret og utryg ved det. Vi begynder at skændes om det, men han plager mig hele tiden med om jeg ikke nok bare vil gøre det for hans skyld og at jeg også fortjener sådan en sjov oplevelse. Jeg ender med at sige ja.

Fyren kom så ca. en time senere. Vi får et par drinks sammen og fyren lægger an på mig hele tiden. Jeg spiller bare lidt med, da jeg tydeligt kan se på min kæreste at det tænder ham, selvom fyren ikke rigtig er min type. Kort tid efter begynder min kæreste at hentyde til, at vi skal begynde. Fyren begynder så at kysse mig, lidt for aggressivt til min smag, men så igen, har jo også kun kysset med min kæreste de sidste 3 år af mit liv. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men sexen var forfærdelig for mig. Fyren svedte meget, han var alt for aggressiv og det var bare ikke lidenskabeligt. Han talte også meget grimt til både mig og min kæreste. Det var meget intimiderende og ydmygende for mig. Min kæreste sagde ikke ret meget, han sad bare og så på fra sengekanten. Jeg håbede så meget at han ville sige noget og prøvede hele tiden at få øjenkontakt med ham, for at lade ham vide, at jeg havde det virkelig ubehageligt. Jeg ville så gerne have det til at stoppe, men det fortsatte i 45 min før fyren kom. Jeg var direkte frastødt. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg gik i bad næsten lige med det samme efter det var slut. Jeg tror jeg stod under bruseren i 40 min og kunne mærke at jeg græd. Jeg har aldrig følt mig så krænket før, og jeg kan virkelig ikke forstå hvordan min kæreste bare kunne sidde der og lade det ske, selvom han vidste jeg hadede det. Fyren var væk da jeg kom ud af badet og resten af aftenen var der dårlig stemning mellem os.

Vores forhold har ikke været det samme siden da. Vi har overhovedet ikke haft sex siden, selvom han har prøvet mange gange. Jeg har fortalt ham at oplevelsen var traumatisk for mig og at jeg følte mig voldtaget, hvilket han bare grinte af. Jeg ser ham bare ikke på samme måde som jeg gjorde før. Jeg håber jeg med tiden kommer over det, men ved faktisk ikke om jeg kan eller vil. Det lyder måske mærkeligt, men det er som om jeg nogen gange stadig kan lugte den anden fyr, og jeg har det så skidt med det. 

Jeg bliver virkelig sur på min kæreste hver eneste gang jeg forsøger at tage en alvorlig snak om det og han så bare griner af mig, men samtidig ved jeg ikke om han er berettiget til det, for det var jo egentlig noget jeg sagde ja til. Er ikke meget for at indrømme det, men jeg har et par gange været inde på sider for voldtægtsofre. Selvom jeg kan relatere til noget der står derinde, føler jeg mig så åndssvag hver gang, fordi det jo ikke var en rigtig voldtægt. Føler mig så fortabt og nedtrykt lige nu. Ved ikke om det er noget jeg burde søge hjælp efter, men igen, så ville jeg virkelig føle mig dum hvis jeg gjorde. 

Håber vel på lidt råd og et andet perspektiv på den her situation. Tak på forhånd. 

Svar: 

Kære dig,

Hvor er du bare sej. Virkelig, virkelig sej. Det er så stærkt gået, at du skriver her ind om din oplevelse. Om din voldtægt. For det er det, det er. En voldtægt. Du er blevet voldtaget.

Tvivlen

Den tvivl du mærker er helt naturlig. Tvivlen om, hvorvidt du rent faktisk er blevet voldtaget og om det overhovedet var en rigtig voldtægt. Rigtig mange oplever denne tvivl, og begynder at bebrejde sig selv, eller finde på undskyldninger, der kan forklare, hvorfor det er deres egen skyld, og hvorfor det egentlig slet ikke var en voldtægt. Det er hjernens febrilske forsøg på at få en traumatisk oplevelse til at give mening, og til at kunne falde på plads i hovedet. Men problemet er, at oplevelsen ikke giver mening, og den lader sig derfor ikke umiddelbart placere. 

"Jeg sagde jo ja"

Du skriver "det var jo egentlig noget jeg sagde ja til." Uanset at ordet "ja" kom over dine læber, så har du hele vejen igennem tydeligt vist, at det ikke var noget, du var interesseret i. Du sagde det gang på gang til din kæreste inden. Du sagde det også op til. Du sagde det også, da den anden fyr var dukket op. Men til sidst sagde du ja. Og mit bud er, at det "ja" kun kom, fordi du følte dig presset, gav op og ikke orkede at tage kampen mere, og i stedet hellere ville have fred. Det "ja" var ikke et oprigtigt ja. Det "ja" var et "nej" i forklædning.

Ud fra din beskrivelse af hvad der skete i løbet af aftenen er det tydeligt, at du med alt i dit kropssprog og din mimik har vist, at du ikke ville det her, at du ikke brød dig om hvad der foregik, og at du ikke var tryg ved situationen. Du sagde "nej" på alle tænkelige måder.

Og selv hvis du oprindeligt havde ment dit ja, og oprindeligt havde haft lyst, så kan man altid trække sit samtykke tilbage. Også undervejs i akten. Man skylder ikke den anden noget. Så selv hvis det var situationen, burde fyren have stoppet - også selvom du ikke sagde ordet "nej". For et "nej" bliver ligeså tydeligt sagt med mimik og kropssprog som det gør med ord.

"Jeg kan stadig lugte ham"

Når man har været udsat for så voldsom og så dybt grænseoverskridende en oplevelse som du har, er det en helt naturlig reaktion, at man stadig kan lugte sin krænker. Eller mærke ham. Eller høre ham. Eller det hele på en gang. Det skyldes at oplevelsen har været så voldsom, at den ikke umiddelbart lader sig bearbejde, og derfor bliver ved med at "larme" i hukommelsen som en slags sensorisk flashback. Det kan være dybt ubehageligt konstant at blive mindet om oplevelsen på den måde - især hvis det man allerhelst vil er at skubbe den så langt væk fra sig som overhovedet muligt. Jeg ved ikke om det er sådan du har det, men hvis det er, er det helt naturligt. Langt de fleste, der har været udsat for en traumatisk oplevelse gør hvad de kan, bevidst eller ubevidst, for at skabe afstand til den. Problemet er bare, at jo mere du forsøger at holde den væk, des mere vil den skubbe tilbage og forsøge at komme frem i lyset. Og den eneste måde at få det til at holde op, er ved at tvinge sig selv til at forholde sig til den og bearbejde den. Med det her brev viser du heldigvis også, at det er det du gerne vil. Og ved at skrive her har du allerede taget et stort og vigtigt skridt på vejen.

"Det var jo ikke en rigtig voldtægt"

Jo, det var. Du blev voldtaget. En mand, der tydeligt kunne se og mærke på dig, at du ikke havde lyst, havde alligevel samleje med dig. Det er voldtægt. Voldtægt findes i mange former - nogle indebærer vold og trusler, andre er som du har oplevet, og andre igen foregår i ellers kærlige og gensidigt respektfulde forhold, men hvor den ene part har samleje med den anden, selvom den anden egentlig ikke har lyst. Og det er alt sammen voldtægt. Fælles for alle former for voldtægt er, at de efterlader dybe psykiske, og nogle gange fysiske, ar hos ofret. Ar som langt de fleste har behov for hjælp ude fra til at bearbejde.

Netop fordi det var en rigtig voldtægt, og netop fordi du, naturligt nok, er psykisk påvirket af det, vil jeg råde dig til at søge hjælp hos professionelle, der arbejder med voldtægt og voldtægtsofre til dagligt. Fx. Center for Voldtægtsofre, der har afdelinger rundt i hele landet. Langt de fleste har brug for professionel hjælp til at bearbejde den slags traumatiske oplevelser. Og du skal absolut ikke føle dig dum, hvis du henvender dig. For din oplevelse er ligeså reel og ligeså meget en voldtægt, som dem, der har været udsat for vold og trusler under deres voldtægt. For voldtægt defineres ikke ud fra voldsomheden i overgrebet. Voldtægt defineres ud fra, at nogen har overskredet dine grænser og har haft samleje med dig mod din vilje.

Jeg håber mit svar kan give dig noget af det du søger. Og jeg håber, at du vil søge hjælp hos Center for Voldtægtsofre eller et tilsvarende sted. For det har du, og alle andre, der har været udsat for seksuelt grænseoverskridende oplevelser, ret til og grundlag for.

De varmeste hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program