Kære E,

Tak for dit brev! Det må være virkelig hårdt, ikke at føle sig godt tilpas hos hverken sin far eller mor. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det over det.

Når man som dig er skilsmissebarn, og derfor skiftevis bor hos sin mor og sin far, kan man godt komme til at føle sig lidt rodløs. Man kan få følelsen af, ikke at have noget "rigtigt" hjem. Som om man bare er på besøg, uanset hvor man er. Det lyder lidt som om det er det du oplever. Særligt hos din far. Og det er ikke spor rart at have det sådan. Måske er din far slet ikke opmærksom på, at det er sådan du har det. Derfor tænker jeg, at det vil være en god idé at tale med ham om, hvordan du har det. Find et tidspunkt, hvor I kan tale sammen, bare jer to, og fortæl ham hvordan du har det, og hvordan det er for dig at være hos ham. Det kan være rigtig rart at få luft for sine tanker på den måde. Og det vil måske også gøre, at din far bedre forstår hvordan det er at være dig.

Eftersom du er 12 år gammel tænker jeg, at du muligivis er på vej i puberteten. Når man bevæger sig ind i puberteten begynder der at komme rigtig mange hormoner i spil. De kan gøre, at ens følelser kommer til at sidde uden på tøjet, og man bliver meget følsom over for selv de mindste ting. Det kan betyde, at man nemt kommer op at skændes med andre (særligt ens forældre), at man nemt bliver ked af det, og at ens humør hurtigt kan svinge fra glad til ked af det og tilbage igen. 

Det kan også gøre, at man kan have rigtig svært ved at holde andre ud. Det kan måske også være noget af årsagen til, at du skændes meget med din mor i øjeblikket. I puberteten er der mange, der bruger rigtig meget tid med deres venner, og ikke så meget tid med deres forældre, fordi de ikke kan holde deres forældre ud. Ens forældre kan virke dybt åndssvage og som om de slet ikke fatter noget. Og der kan det være rigtig rart, at have nogle tætte venner og veninder, som man kan tale med om det.

Det er ikke ualmindeligt, at blive rigtig ked af det efter et stort skænderi, som dem du beskriver, at du har med din mor. Og nogen gange kan det også give følelsen af, at det hele bare kan være lige meget. Dog bekymrer det mig, at du skriver, at skænderierne nogle gange gør dig så ked af det, at du ønsker du ikke er i live og at du føler du ikke er god nok. Sådan skal man helst ikke have det. Og sådan er der ingen, der fortjener at have det. Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du taler med din mor om, hvad det gør ved dig når I har et skænderi. Fortæl hende om de følelser og tanker det sætter i gang, og fortæl hende, hvor ked af det du bliver. Det er ikke sikkert, at det vil gøre, at I skændes mindre, men det kan måske gøre, at din mor bedre forstår hvorfor du reagerer som du gør og hvorfor I så nemt kommer op at skændes.

Jeg håber for dig, at det at tale med hver af dine forældre kan hjælpe lidt på din situation. Du er altid velkommen i brevkassen igen eller til en snak i vores 1-1 chat.

De bedste hilsner,

Stine