Jeg vil ikke være derhjemme længere...

brevkassespørgsmål

Jeg vil ikke være derhjemme længere...

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 2 år 1 måned siden

Hej Cyberhus Undskylder for et langt brev. Jeg vil gerne have et andet sted af bo. Mit forhold til mine forældre er svært og det har det været altid. Jeg føler mig alene. Jeg har ingen venner i skolen og i min fritid. Jeg skriver ikke med nogle, er kun i skole eller på mit værelse, ellers laver jeg ikke andet. Jeg vil ikke have et god forhold til, mine forældre, for jeg ved at det ikke kommer til at ske. Så flaget er lagt ift. vores forhold. Jeg har sommetider brug for en at snakke med, men det har jeg ikke, så jeg går rundt med alle mine tanker for mig selv, eller min dagbog. Jeg vil gerne have et andet sted af bo, for jeg føler mig ikke tryg, der hvor jeg er nu. Der kan godt være en hel dag, hvor jeg INGENTING siger. Jeg vil gerne væk herfra. Kan ikke holde ud mere. I en mellemlang periode var jeg ude i tanken, om at begå selvmord. Jeg gik altid med tanken, om at på dette tidspunkt skulle jeg, ende mit liv. En aften gik det så galt, at jeg kvældte mig selv, men tog det af igen, for det gjorde ondt. Tanken sidder stadig i mig og gør rigtigt ondt på mig. Jeg føler mig ikke hjemme. Jeg føler mig som det femte hjul i familien og det tredje hos mine søskende. De har et bedre forhold til hinanden, end jeg har til dem. De får gode karakter i skole, er ordentlige, har ingen psykiske problemer, er tynde slanke og pæne, hvor jeg derimod er alt det modsatte. Jeg har altid og stadig ønsket mig, at komme i en anden familie. Væk fra den jeg har nu. Jeg søgte det på nettet og fandt ud af, hvad det krævede. Jeg får aldrig lov af mine forældre. Ønsker ikke at være en del af familien mere. Har ikke råd og må ikke flytte hjemmefra, da jeg kun er 16år. HVAD SKAL JEG GØRE???

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev!

Ud fra det du skriver, lyder det som om, at du føler dig meget ensom og alene, både der hjemme og i skolen. Du skriver, at du ikke har lyst til at bo hos din familie længere, men at du samtidig ikke har mulighed for at flytte, da du ikke er gammel nok og ikke har råd til at flytte ud på egen hånd og ikke kan få lov af dine forældre til at komme i plejefamilie. Det lyder som om, at du føler dig fremmedgjort fra din familie og som om du ikke er en del af den. Jeg kan dog ikke helt vurdere, om det udelukkende er fordi du ikke har lyst til at være en del af familien eller om det også er en følelse af, at du ikke er velkommen i familien. Uanset hvilken af de to, der er den rigtige (måske er det en blanding), lyder det utroligt hårdt. Samtidig fortæller du, at du ikke har nogen at betro dig til udover din dagbog. Derfor synes jeg det er rigtig sejt af dig, at du har skrevet herinde.

Ensomhed er en meget tung følelse at gå med. Man kan føle sig ligegyldig og tilovers, og derfor kan jeg også godt forstå, at det har ført til, at du har haft selvmordstanker. For hvis der alligevel ikke er nogen, der vil en, og man ikke føler sig tilpas i sin familie, hvad er så meningen med det hele og hvad skal man her? Selvmord kan være en nærliggende løsning, da man så kan sætte en stopper for smerten, men problemet er bare, at lykkes selvmordet er man ikke i live til at opleve effekten. Selvmord er aldrig løsningen. Uanset hvor mørkt og håbløst det hele ser ud er der altid en anden vej.

Som mennesker er vi flokdyr og har derfor et behov for at føle, at vi hører til et sted, og at der er nogen, der holder af os, vil os det godt og interesserer sig for so, Derfor føles det også vodsomt ubehageligt når man oplever sig selv som værende alene og uden nære relationer til familie og jævnaldrende. Heldigvis kan du selv gøre rigtig meget for at komme ud af ensomheden, og jeg vil derfor give dig fire konkrete råd: 1. Se ensomheden i øjenene. Hvis du føler dig ensom, er det bedste du kan gøre, at se ensomheden i øjnene, uden at slå dig selv oven i hovedet med negative tanker. Du er langt fra den eneste der kæmper med ensomhed, og der er ikke noget galt med dig. 2. Tag kontakt til andre. Selvom det er mega svært og ekstremt grænseoverskridende, så øv dig i at tage kontakt til andre. Det værste, der kan ske er, at du får et nej, og så er det bare om at komme op på hesten igen. Langt de fleste vil gerne snakke, hvis du tager initiativ, og jo flere gange du gør det, des lettere bliver det. Det nytter ikke, at sidde derhjemme og vente på en invitation. Du er nødt til selv at være proaktiv. 3. Vær tålmodig. Det tager tid at opbygge relationer mellem mennesker, så vær tålmodig, og lad dig ikke slå ud, hvis du ikke får noget respons første gang du prøver. Bare prøv igen! Enten på en anden måde eller over for en anden person. 4. Kom ud hvor du møder andre. Sæt dig selv i en position, hvor du kommer ud blandt andre, der deler dine interesser. Find en fritidsinteresse du kan gå til. Det er altid lettere at starte en snak, hvis man har et fælles grundlag at snakke ud fra.

Det kan være rigtig svært i starten, at skulle overkomme den hurdle, der ligger i de negative tanker man har om sig selv og i følelsen af, at der ikke er nogen, der interesserer sig for en eller gider hænge ud med en. Men hvis du er villig til at hanke op i dig selv og gøre et stykke benarbejde kan du selv gøre rigtig meget for at komme ud af ensomheden.

Du skriver, at du ikke føler dig hjemme i din familie, og det lyder som om, at du ikke føler du passer ind og at du også føler dig ensom her. Når man har den slags følelser og de er rettet mod familien er de straks sværere at gøre noget ved, for familien kan du ikke på samme måde skifte ud, som du kan med venner og bekendte. Derfor er det også meget mere frustrerende når man oplever ikke at blive set, hørt og forstået i sin familie. Familien er dem, der betyder allermest for en og som bør være dem, der elsker en allerhøjest, uanset hvad. Men ud fra det du skriver, lyder det ikke til, at det er det du oplever i din familie.

Du skriver, at du ikke har mulighed for at flytte, og derfor ikke har mulighed for at komme ud af situationen. Men det du kan gøre, er at forsøge at få det bedste ud af den situation du står i. Det lyder måske lidt mærkeligt, for måske føler du ikke, at der er noget som helst godt du kan få ud af denne situation. MEN hvis du står i en situation som du ikke kan ændre, er det bedste du kan gøre, at forsøge på at finde noget positivt i situationen, så den bliver til at holde ud. Det er lidt samme tankegang som "If you can't beat them, join them". I din situation tænker jeg, at du skal forsøge at finde noget du godt kan lide at lave, uafhængigt af de andre i din familie. Måske kan du godt lide at tegne, måske kan du godt lide at spille computer, måske har du en yndlingsserie som kan give dig et godt grin. Det er ligegyldigt hvad det er; det handler bare om, at det skal være noget der tilfører dig og dit liv værdi, indhold og mening.

Derudover synes jeg det er vigtigt, at du taler med din familie om hvordan du har det. Både dine forældre og dine søskende. Jeg synes det er vigtigt at fortælle dem hvad der rører sig inden i dig, og hvilke tanker du går og bærer på. Hvis det er for grænseoverskridende at tale direkte med dem eller du er bange for, at de ikke vil lytte, kan du også skrive et brev til dem, hvor du forklarer hvordan du har det og hvad der sker inden i dig. Fordelen ved brevet er også, at du fratager dem muligheden for at afbryde dig, og tvinger dem til at lytte.

En svær familiesituation kan være meget uoverskuelig at forsøge på at gå i gang med at løse, men som oftest vil man mærke, at når man langsomt begynder at nærme sig hinanden, så bliver det også lettere og lettere for hvert skridt man tager.

Jeg håber inderligt, at du finder en god løsning, og at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej!

De bedste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program