Kære Tvivlende Anonym,

Du står over for rigtig mange udfordringer i øjeblikket, så jeg kan godt forstå, at du har brug for råd til, hvad du skal stille op. Jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål et af gangen.

At stole på andre

Du spørger om der er nogle råd til det med at stole på folk, og jeg går ud fra at du mener, om der er nogle råd til, hvordan man kan blive bedre til at stole på andre. Når man, som dig, har oplevet rigtig mange svigt igennem sin opvækst, kan det være enormt svært at stole på andre. Du har gang på gang oplevet, at folk som du stolede på, har brudt deres løfter til dig, og har svigtet dig. Derfor har du udviklet en naturlig skepsis over for andre mennesker, og det gør det svært for dig at stole på, at de vil holde det de lover.

Når man skal lære at stole på andre har man brug for rigtig mange oplevelser, hvor andre har holdt hvad de lovede, og gjort det de sagde de ville, uden at svigte. For hver negativ oplevelse man har, hvor man har følt sig svigtet, har man brug for mindst 10 positive, for at veje op for det, og for at man kan begynde at stole på, at den person ikke svigter en igen. Og at personen faktisk er til at stole på. Derfor er der intet mærkeligt eller unormalt i, at du har svært ved at stole på andre. For du har rigtig mange oplevelser af svigt i bagagen. Og, som jeg hører det, har du desværre ikke så mange positive oplevelser.

Din krop og din hjerne har, fra en meget tidlig alder, lært, at man ikke kan regne med, at andre holder hvad de lover - at andre ikke er til at stole på, og at de svigter. Hver gang man bliver svigtet er det enormt sårbart, og man mister en lille smule af sig selv. Derfor kan man, for at passe på sig selv, begynde at opbygge en mur, der gør, at man hellere kun er sig selv, holder andre i en arms længde, og ikke stoler på andre, i stedet for at risikere at blive svigtet endnu en gang. For det gør ondt når man bliver svigtet. Hver gang. Og det er med til at gøre én mere kynisk. Hver gang.

Heldigivis kan man godt lære at stole på andre igen. Det tager tid og det kræver, at man tør være sårbar og tør vove at stole på den anden, med risiko for at blive svigtet igen. For den eneste måde man kan få en oplevelse af, at andre faktisk er til at stole på, er ved igen og igen at kaste sig ud i det, og prøve at stole på andre. Så kan de nemlig bevise, at andre er til at stole på.

Dine sygdomme

Du kæmper med forskellige sygdomme, og er i tvivl om, hvad du skal stille op med dem. Din familie siger, at du bare skal se lyst på tingene, og se de positive ting, men du føler ikke, at du kan blive ved med at ignorere de negative ting. Jeg synes det er nogle rigtig gode overvejelser du gør dig, og jeg er helt enig med dig i, at du ikke skal blive ved med at ignorere de negative ting. For de negative ting er en del af dit liv, og det er vigtigt, at de får den rette opmærksomhed, så de ikke kommer til at dominere dine tanker og dit liv på en uhensigtsmæssig måde.

Du er selv inde på, om du skal starte i støttegruppe igen eller måske begynde hos en psykolog. Jeg synes at begge forslag er rigtig gode, og hvad der præcis er det rigtige for dig, er umiddelbart svært for mig at sige. Nogle har stor glæde af at være i en gruppe, hvor de møder andre på samme alder som dem selv, der kæmper med de samme eller lignende udfordringer. Andre kan bedre lide det mere intime og intense forløb hos psykologen, der, alt andet lige, vil have mere karakter af behandling end "bare" samtaler med ligesindede. Begge dele har fordele, begge dele har ulemper, og det er helt op til dig, hvad du synes der passer bedst til dig.

Jeg er dog helt enig med dig i, at det er vigtigt at du taler med nogen om, hvordan du har det og hvad du kæmper med. For det er hverken godt eller sundt at gå med alene. Og jeg fornemmer også, at du egentlig gerne vil tale med nogen om det, men bare er i tvivl om, hvem der er den (eller de) rette. Uanset hvad og hvem du vælger at tale med tror jeg du vil mærke, at det er rart at tale med andre om, hvordan du har det - både om de positive ting, men bestemt også om de negative. At sige det til nogen, og at få andres perspektiv på tingene, er ofte en kæmpe hjælp.

At løbe hjemmefra

Du skriver, at du overvejer at stikke af hjemmefra, men ingen steder har at tage hen, og derfor er i tvivl om det er for stor en risiko. Ud fra det du skriver, fremgår det ikke 100% klart for mig hvorfor du gerne vil stikke af hjemmefra, men jeg antager, at det er fordi du ikke føler dig hørt eller forstået af din familie. Når din familie siger, at du bare skal fokusere på det positive i stedet for at tænke på det negative, kan det for dig føles som om de ikke kan eller vil lytte til dig, at de ikke kan eller vil forstå dig og hvordan det er at være dig, og at de ikke kan eller vil hjælpe dig. Det kan være enormt frustrerende at stå med den følelse, og jeg kan derfor godt forstå, at du får tanken om, at det måske bare var nemmere at stikke af fra det hele.

Jeg tænker dog, at det at stikke af hjemmefra måske ikke er den bedste løsning for dig. For mig at se vil en mere hensigtsmæssig løsning være at starte hos en psykolog eller i en støttegruppe, hvor du dels får plads til at få vendt det, der fylder hos dig, men formentlig samtidig får nogle redskaber til, hvordan du kan tale med din familie om dine udfordringer på en måde, hvor de rent faktisk lytter. For det er vigtigt at tale sammen - både om de positive og om de negative ting - og det er helt i orden at insisitere på, at der i jeres familie også skal være plads til at tale om det negative. For selvom det er svært, så er det negative nu en gang en del af dit liv. Og vejen til at få det bedre, og have lettere ved at overskue og klare de udfordringer man står over for, er kortere, hvis man har god støtte hjemmefra.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Stine