Jeg ved ik hvad jeg skal gøre med mig selv....!

brevkassespørgsmål

Jeg ved ik hvad jeg skal gøre med mig selv....!

brevkassespørgsmål af
En Tvivlende Anonym
14 år
Oprettet 3 uger 8 timer siden

Hej jeg er en pige på snart 14 år og går i 7. klasse. Jeg spiller meget fodbold og løber rigtig meget i min fritid. Jeg har ADHD og jeg tager medecin mod det. Jeg har også noget med min hals, det er sådan en slags følelse, som når man spiser popcorn og de der kerner sidder fast i halsen. Jeg har været til lægen med det og han sagde at det kunne være at jeg fik den følelse fordi at min mavesyre kommer op i halsen og irriertere dér. Han gav mig noget medecin som jeg skal tage 1 time før min morgenmad og medecinen mod ADHD skal tages efter min morgenmad, ellers bliver jeg dårlig. Problemet er bare, at jeg ikke bor i den by, hvor min skole ligger. Jeg skal derfor tage bussen hver morgen til skole, da min mors arbejdstider ikke passer med, at hun kan køre mig derud. Så jeg skal altså stå næsten 1 time tidligere op end jeg plejer pga. noget af min medecin. ADHD medecinen har en masse bivirkninger: jeg spiser sjælendt mad. Jeg har næsten hele tiden hovedepine (jeg drikker masser af vand, da jeg er en meget sporty og sund person). Jeg føler mig tit svimmel. Mit hjerte begynder at banke alt for hurgtigt, selv når jeg bare sidder og slapper af. Jeg har også tabt mig meget, da jeg ik spiser så tit. Hvis jeg har siddet eller ligget ned bare i et øjeblik, så når jeg rejser mig op igen, så begynder mit hovede at dunke voldsomt, og jeg ser sådan nogle små stjerner (agtigt). Når jeg er hos børnelægen, så fortæller jeg ham hvordan jeg har det indeni og jeg forklarer mine bivirkninger ned til mindste detalje, men han siger at mange af dem ikke kan være bivirkninger fra medecinen. Jeg synes ik selv at medecinen virker, jeg føler heller ik, at mine venner eller lærere kan mærke forskel, i forhold til før jeg begyndte på medecinen. Min mor siger at hun kan mærke STOR forskel, men hun siger også at mine lærere har sagt at også kan. Jeg har bare ikke ændret mig rent fagligt eller adfærsmæssigt i skolen, så jeg forstår det virkelig ikke...... 

Jeg har også en sygdom der hedder "Morbus Osler" i december 2018 blev jeg testet for om det sad i mit hjerte, hvilket det ik gjorde, men fordi jeg ikke er fuldt udviklet endnu, så er der altså stadig risiko for at jeg har det i hjertet. Jeg tager ikke medecin for det eller noget, men omkring 2 uger efter vi var kommet hjem fra undersøgelsen, så begyndte jeg at få noget (der føles lidt som at få en stød), omkring min brystkasse. Jeg har mange personlige problemer derhjemme, så jeg har snakket med nogle psykologer, pædagoger på min skole og gået i støtte grupper (det gør jeg ikke mere!). Pga. de problemer har jeg virkelig svært ved at stole på folk, knytter mig sjældent til dem og sådan noget. Jeg har heller ik det bedste forhold til min mor, nogle ældrer episode har gjort så hun ikke stoler meget på mig. Hver gang jeg prøver, at fortælle hvordan jeg har det, så siger hun bare, at jeg skal værtsætte det jeg har og være glad for jeg ikke har lige så dårlige levevilkår som dem nede i Afrika. Det gør bare, at den smerte jeg føler bliver endnu være, når hun nærmest fortæller mig at hun ik er interesseret i mig.  Der er tit folk der spørger mig om, hvorfor jeg har så svært ved at stole på dem. Da jeg var 8 blev mine forældre skilt og mig og min storebror skulle bo hos vores "far" hver anden weekend, men han passede aldrig på os, vi var altid alene, så min bror måtte altid passe på mig selvom han kun selv var omkring 14 år den gang. Det var først da vi blev lidt ældrer, at vi fandt ud af, at han altid var på en eller anden bar, når vi var hos ham. Han holdte aldrig hvad han lovede, han begyndte at drikke mere og mere, han blev mere voldelig når han var fuld. Jeg tror at det var 2-3 år siden at vi endelig slap for ham, vores mor sagde altid at "alle fortjener en ekstra chance" og vi troede på det fordi var var så små, men så en dag sagde hun "man kan ikke blive ved med at give chancer til dem der ikke bruger dem ordenligt". Det var den sidste dag vi boede i det hus, det var sidste dag jeg kaldte ham "far", men det var dsv ik det sidste jeg så til ham. Efter et årstid begyndte min mor at fable løs om at han havde ændrede sig og at jeg burde give ham "en ekstra chance" og jeg tror det var første gang jeg nogensinde havde sagt hende imod, men jeg kan ærlig talt kun huske at jeg svarede "nej". Jeg skal snart konfirmeres og lige siden den dag, har han aldrig stået på gæstenlisten. Min mor tvang mig til at invitere ham, selvom han ikke fortjener det. Hun siger det er fordi hun ikke gider have et dårligt ry "i byen".

Såe mine spørgesmål lyder altså: har i nogle råd til det med at stole på folk? Har i nogle forslag til hvad jeg skal stille op med mine sygdomme? Skal jeg starte i støttegruppe igen, eller begynde til psykolog? De andre fra min familie siger bare, at jeg skal se lyst på tingene og kun kigge på de positive ting, men jeg kan ikke blive ved med at ignorer alle de negative ting, vel?  Jeg har tit overvejet at stikke af hjemmefra, men har ingen steder at tage hen, burde jeg gøre det eller er det for stor en risiko?

Håber i kan hjælpe mig lidt - Note: medecinen jeg tager er 40mg Medikinet og 10mg Omestad.

Ik ta´jer af stavefejlene og jeg ved heller ik om det giver så meget mening, da jeg selv synes mit liv er lidt af en speciel håndfuld!                      Lidt hjælp er mere end nok!

Svar: 

Kære Tvivlende Anonym,

Du står over for rigtig mange udfordringer i øjeblikket, så jeg kan godt forstå, at du har brug for råd til, hvad du skal stille op. Jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål et af gangen.

At stole på andre

Du spørger om der er nogle råd til det med at stole på folk, og jeg går ud fra at du mener, om der er nogle råd til, hvordan man kan blive bedre til at stole på andre. Når man, som dig, har oplevet rigtig mange svigt igennem sin opvækst, kan det være enormt svært at stole på andre. Du har gang på gang oplevet, at folk som du stolede på, har brudt deres løfter til dig, og har svigtet dig. Derfor har du udviklet en naturlig skepsis over for andre mennesker, og det gør det svært for dig at stole på, at de vil holde det de lover.

Når man skal lære at stole på andre har man brug for rigtig mange oplevelser, hvor andre har holdt hvad de lovede, og gjort det de sagde de ville, uden at svigte. For hver negativ oplevelse man har, hvor man har følt sig svigtet, har man brug for mindst 10 positive, for at veje op for det, og for at man kan begynde at stole på, at den person ikke svigter en igen. Og at personen faktisk er til at stole på. Derfor er der intet mærkeligt eller unormalt i, at du har svært ved at stole på andre. For du har rigtig mange oplevelser af svigt i bagagen. Og, som jeg hører det, har du desværre ikke så mange positive oplevelser.

Din krop og din hjerne har, fra en meget tidlig alder, lært, at man ikke kan regne med, at andre holder hvad de lover - at andre ikke er til at stole på, og at de svigter. Hver gang man bliver svigtet er det enormt sårbart, og man mister en lille smule af sig selv. Derfor kan man, for at passe på sig selv, begynde at opbygge en mur, der gør, at man hellere kun er sig selv, holder andre i en arms længde, og ikke stoler på andre, i stedet for at risikere at blive svigtet endnu en gang. For det gør ondt når man bliver svigtet. Hver gang. Og det er med til at gøre én mere kynisk. Hver gang.

Heldigivis kan man godt lære at stole på andre igen. Det tager tid og det kræver, at man tør være sårbar og tør vove at stole på den anden, med risiko for at blive svigtet igen. For den eneste måde man kan få en oplevelse af, at andre faktisk er til at stole på, er ved igen og igen at kaste sig ud i det, og prøve at stole på andre. Så kan de nemlig bevise, at andre er til at stole på.

Dine sygdomme

Du kæmper med forskellige sygdomme, og er i tvivl om, hvad du skal stille op med dem. Din familie siger, at du bare skal se lyst på tingene, og se de positive ting, men du føler ikke, at du kan blive ved med at ignorere de negative ting. Jeg synes det er nogle rigtig gode overvejelser du gør dig, og jeg er helt enig med dig i, at du ikke skal blive ved med at ignorere de negative ting. For de negative ting er en del af dit liv, og det er vigtigt, at de får den rette opmærksomhed, så de ikke kommer til at dominere dine tanker og dit liv på en uhensigtsmæssig måde.

Du er selv inde på, om du skal starte i støttegruppe igen eller måske begynde hos en psykolog. Jeg synes at begge forslag er rigtig gode, og hvad der præcis er det rigtige for dig, er umiddelbart svært for mig at sige. Nogle har stor glæde af at være i en gruppe, hvor de møder andre på samme alder som dem selv, der kæmper med de samme eller lignende udfordringer. Andre kan bedre lide det mere intime og intense forløb hos psykologen, der, alt andet lige, vil have mere karakter af behandling end "bare" samtaler med ligesindede. Begge dele har fordele, begge dele har ulemper, og det er helt op til dig, hvad du synes der passer bedst til dig.

Jeg er dog helt enig med dig i, at det er vigtigt at du taler med nogen om, hvordan du har det og hvad du kæmper med. For det er hverken godt eller sundt at gå med alene. Og jeg fornemmer også, at du egentlig gerne vil tale med nogen om det, men bare er i tvivl om, hvem der er den (eller de) rette. Uanset hvad og hvem du vælger at tale med tror jeg du vil mærke, at det er rart at tale med andre om, hvordan du har det - både om de positive ting, men bestemt også om de negative. At sige det til nogen, og at få andres perspektiv på tingene, er ofte en kæmpe hjælp.

At løbe hjemmefra

Du skriver, at du overvejer at stikke af hjemmefra, men ingen steder har at tage hen, og derfor er i tvivl om det er for stor en risiko. Ud fra det du skriver, fremgår det ikke 100% klart for mig hvorfor du gerne vil stikke af hjemmefra, men jeg antager, at det er fordi du ikke føler dig hørt eller forstået af din familie. Når din familie siger, at du bare skal fokusere på det positive i stedet for at tænke på det negative, kan det for dig føles som om de ikke kan eller vil lytte til dig, at de ikke kan eller vil forstå dig og hvordan det er at være dig, og at de ikke kan eller vil hjælpe dig. Det kan være enormt frustrerende at stå med den følelse, og jeg kan derfor godt forstå, at du får tanken om, at det måske bare var nemmere at stikke af fra det hele.

Jeg tænker dog, at det at stikke af hjemmefra måske ikke er den bedste løsning for dig. For mig at se vil en mere hensigtsmæssig løsning være at starte hos en psykolog eller i en støttegruppe, hvor du dels får plads til at få vendt det, der fylder hos dig, men formentlig samtidig får nogle redskaber til, hvordan du kan tale med din familie om dine udfordringer på en måde, hvor de rent faktisk lytter. For det er vigtigt at tale sammen - både om de positive og om de negative ting - og det er helt i orden at insisitere på, at der i jeres familie også skal være plads til at tale om det negative. For selvom det er svært, så er det negative nu en gang en del af dit liv. Og vejen til at få det bedre, og have lettere ved at overskue og klare de udfordringer man står over for, er kortere, hvis man har god støtte hjemmefra.

Jeg håber du kan bruge svaret, og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Stine

Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program