Jeg kan snart ikke mere

brevkassespørgsmål

Jeg kan snart ikke mere

brevkassespørgsmål af
Peter
22 år
Oprettet 2 måneder 2 dage siden

Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, eller hvad jeg skal sige, men jeg har det ikke særlig godt, og har ikke haft det godt længe.

Jeg håbede ikke særlig mange venner i folkeskolen, og har aldrig haft nogen tæt ven, mine venskaber er/Har altid været meget overfladiske. Det har gjort mig meget ensom og jeg har ikke haft nogen jeg kan/kunne støtte mig op ad, eller kunne hjælpe mig.

Det har lykkedes mig at åbne lidt op for et par venner og mine forældre, men de har ingen idé om hvor dårligt jeg virkelig har det. Er også begyndt på antidepressiv medicin for ikke så langt siden, men jeg ved at det ikke er nok, har allerede skiftet medicin én gang, og det jeg tager nu virker slet ikke.

Jeg har ingen uddannelse, ingen planer og ingen drømme. Lige nu går jeg på en specialskoler sjove jeg skal gøre mig klar til at gå på hf til sommer næste år, men jeg har ingen intention om at gøre det, jeg har allerede taget enkelte fag på hf af flere omgange og droppet ud alle gangene, undtagen én. Den eneste grund til at jeg går på skolen, er at jeg ikke ved hvad jeg ellers skulle gøre.

Som sagt har jeg ingen uddannelse, ingen planer, ingen drømme og Ingen tætte venner. Når jeg er på skolen, bruger jeg mere tid på at lade som om jeg laver noget, énd jeg bruger på faktisk at lave noget. Jeg vil virkelig gerne have et godt liv, med tætte venskaber og ting jeg kan gå op i, men det har jeg ikke, og jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Jeg har prøvet så mange gange på at gøre noget ved mit liv, men jeg bliver bare ved med at falde ned i et større og større hul, og jeg har snart ingen kræfter tilbage.

Undskyld stave fejl osv. Skriver det på mobilen, jeg ved egentlig heller ikke hvad i/du kan gøre for mig, men jeg er bange for, at jeg er et selvmord der vender på at ske. Men jeg vil bare så gerne have et liv der er værd at leve.

PS, peter er ikke mit rigtige navn.

Svar: 

Kære Peter

Jeg er virkelig glad for at du har skrevet herind, for det lyder til at du går igennem en rigtig svær periode lige nu. Som du selv skriver, så er du bekymret for at du er på vej ned i et hul, som du ikke kan komme op af, og jeg synes det er så sejt at du vælger at række ud efter hjælp. Jeg håber at mit svar kan give dig støtte, og måske hjælpe dig til at række ud til de personer som du har omkring dig, på samme måde som du har rakt ud til os.

Jeg synes du skal vide at du ikke er alene. Rigtig mange andre oplever også svære perioder med dybe huller, og første skridt mod at komme op igen, er at åbne op for andre, så de kan hjælpe når man ikke selv har kræfterne. Som du også skriver, så er det helt vildt svært at åbne op, og det hænger ofte sammen med at man er bange for eller bekymret for hvordan andre vil reagere, hvis de vidste hvordan det i virkeligheden var. Måske er det også sådan for dig, og jeg kan virkelig godt forstå at det føles ensomt at gå med det hele selv. Jeg kommer til at tænke på om det måske er værre at gå med det hele selv, end frygten for hvordan andre vil reagere? Grunden til at jeg spørger om det, er fordi du skriver at du rigtig gerne vil have en som støtter dig og som hjælper dig, og samtidig fortæller du at dine venner og familie ikke har nogen ide om hvor dårligt du i virkeligheden har det. Jeg tænker at hvis de ikke ved det, hvordan kan de så støtte og hjælpe? Nogle gange kommer frygten for at åbne op, til at overskygge ens ønske om at få hjælp og støtte, men den eneste måde de kan vide hvad du har brug for, er hvis du fortæller dem det. Måske handler det om noget helt konkret, og måske har du bare brug for at der er nogen der spørger ind til hvordan du har det nu og da, eller hænger ud med dig. Du skriver at du savner tætte venner, og jeg er nysgerrig på, hvad er en tæt ven for dig? Og måske endnu vigtigere, hvordan bliver man en tæt ven? Måske kræver det også at du åbner mere op, og fortæller andre om hvad du tænker og savner. Særligt det sidste er ret vigtigt, for rigtig mange kan have svært ved at vide hvordan de skal hjælpe en som har det svært. Måske fordi de ikke kender andre som har det svært, fordi de ikke selv har prøvet noget lignende eller fordi de er bange for at de gør noget værre. Så der kan det være rigtig godt hvis du tænker over hvad du egentlig gerne vil have fra andre. Er der noget du savner at de gør eller siger?

Det kan godt være at det er svære spørgsmål, som du ikke har svarene på lige nu, og det er også helt okay. Det er noget man skal øve sig i, og her kan det være rigtig godt at øve sig sammen med en psykolog. Det bringer mig videre til mit andet punkt. Nemlig at du tager antidepressiv medicin. Det får mig til at tænke at du allerede er i kontakt med en læge eller måske psykiatrien? Rigtig ofte får man først medicin for sin depression, hvis den klassificeres som moderat til svær. Ud fra din beskrivelse, tænker jeg at din depression måske er klassificeret som svær, og at det måske er derfor at du ikke nævner at du går ved en psykolog? For lige nu er det nemlig sådan at svær depression primært behandles med medicin, og når medicinen så begynder at virke, så kan man få samtaler ved en psykolog. Men hvis medicinen ikke virker, eller hvis man oplever bivirkninger (som f.eks. fysiske symptomer der kan gøre din depression endnu værre), så er det rigtig vigtigt at man taler med sin læge om det. Så hvis du ikke allerede har fortalt din læge om det du oplever lige nu (at medicinen ikke virker, og at du får det værre), så skal du gøre det som noget af det første. Jeg synes også at du skal høre om det er muligt for dig at starte ved en psykolog, så du har en som lytter til dig, og som støtter dig igennem de svære tanker og følelser, og som kan hjælpe dig med at åbne op over for de andre omkring dig, sådan at du, med tiden, vil opleve at du har flere tætte venner, og undgå en masse overfladiske venskaber.  

Når du taler med din læge, så håber jeg at du vil være helt ærlig. Fortæl om hvad du oplever, hvad du tænker og at du er begyndt at have selvmordstanker. Fortæl at du ikke kan se en mening med at leve, at medicinen ikke virker, og at du synes det hele er noget rod lige nu, som du ikke selv kan rydde op i. Fortæl ham eller hende, hvad du har fortalt mig i dit brev. Kun sådan kan lægen hjælpe dig med at finde den bedst mulige behandling, og så er du et skridt længere på vejen mod at få det bedre. Det kan godt være at det er en lang vej, men du behøver ikke at gå på den alene. 

Nu har vi to taget et lille skridt sammen, og jeg håber at det har givet dig lyst til at tage endnu et skridt i den rigtig retning. Husk at du altid gerne må skrive igen, og du er også meget velkommen i vores chat. Der kan du f.eks. henvende dig når du har talt med din læge, og så kan du, sammen med en rådgiver, tale om hvad din læge har sagt. Du behøver ikke at klare det hele selv, og vores dør står altid åben. 

Kærlige hilsner,

Signe

SigneHs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program