Jeg er flov og ked af det!

brevkassespørgsmål

Jeg er flov og ked af det!

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 3 uger 5 dage siden

Jeg har været udsat for overgreb, Jeg har haft min tandlæge i flere år. Jeg har det sommetider meget skidt når jeg er alene. Er bange og græder. Jeg går til psykolog ca een gang om måneden. 

Igår var jeg bange på vej til tandlægen. Da jeg kom rystede jeg og græd næsten. Jegf har været udsat for incest/sexuelle krænkelser af min mor, min far og min bror. Ser dem ikke idag. Jeg er også blevet voldtaget. 

Jeg havde ikke plener om at sige noget til tandlægen, hun ved besked om voldtægten. Men så igår følte jeg at jeg måtte sige noget, Det gjorde jeg så. Jeg tror hun blev lidt chokeret. Hun gav mig ikke et knus men lyttede og sagde, at det var "frygteligt" og sådan. 

Jeg gennemførte det vi skulle.

Idag er jeg flov! Fordi jeg ikke ved om jeg gik over hendes grænser. Jeg ved og sagde at jeg er bevidsr om at hun IKKE er min psykolog. Men jeg tror hun har flere patienter der har været udsat for overgreb.

Jeg har det sværrt med smerte fordi min bror også har "pint" og triet med at slå mig ihjel hele min opvækst. Jeg var konstant bange Mine forældre stoppede det ikke. min bror slog også mine forælde og jeg så det. 

Jeg er flov over igår. jeg er flov over at tandlægen nu kender min historie. Hun sagde Det giver mening at du ryster og er nerfør for at få lavet "småting".

Jeg føler mig flov, beskidt og på en måde har jeg ikke lyst til at komme der mere. Men hun sagde: Det er jo aldrig offerets skyld! Det var en hjælp at høre det!

Jeg fik en meget stor ( over 20.000) kr regning fordi jeg ikke har været til tandlægen længe. Og jeg skulle have fjernet visdomstænder. Jeg skyndte mig at betale fordi jeg ikke vil have at hun skal tro at jeg ikke er til at stole på. Jeg synes måske jeg frygter, at min barndom får mig til at føle, at man måske let kan tro, ikke nødvensigvis gør det, men at jeg er utroværdig, volddelig og dybt grænseoverskridende. Jeg synes jeg er ulækker, grim og jeg skammer mig. 

Jeg tror jeg på fredag er nød til at sige nogle ting til psykologen. Problemet er, at jeg får MEGET dårlig samvittighed når jeg fortæller om de her ting. Fordi jeg blev pålagt tavshed. Jeg føler jeg "manipulerer medlidenhed fra andre" ved at forgive, at "du blev behandlet forkert". som min mor sagde. 

Jeg behøver ikke se dem mere. Og jeg søger at sætte grænser og passe mig mig selv. Jeg ved ikke hvorfor min krop gik sådan "amok" igår, Jeg var så bange. Jeg hader den der store kanyle når man skal bedøves! jeg hader at have munden fuld af instrrumenter. Og jeg hader, at tandlæger nu SKAL bære maske, det gør det sådan "stressende". 

Skal jeg finde en ny tandlæge? Hvorfor gav hun mig ikke er knus da jeg græd? Det kan jo være, tænker jeg på, fordi hun var i tvivl om jeg bryder mig om knus. Det gør jeg Bare ikke fra min familie. 

Måske jeg er trist idag fordi det var meget krævende igår, Også at sige det højt. 

Har jeg været grænseoverskridende  overfor tandlægen og var det ok at sige de her ting?

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev. Jeg kan forestille mig, at det ikke har været noget let brev at skrive, så hvor er det sejt af dig, at du har skrevet det. Og sendt det.

Når man som dig har haft en traumatisk opvækst sætter det dybe spor i ens tanker og ens krop. Det kan forklare hvorfor din krop reagerede som den gjorde, da du skulle til tandlægen. Jeg synes det er rigtig godt at se, at du reagerer på det du mærker i din krop, og reagerer på dine følelser, og rent faktisk fortæller din tandlæge, hvad det er der foregår, og hvorfor du har det som du har det. Men jeg kan også mærke på det du skriver, at du ikke fik den reaktion fra din tandlæge, som du gerne ville have haft. Eller i hvert fald ikke den fysiske omsorg, som du gerne ville have haft.

Tankemylder

Når jeg læser dit brev får jeg fornemmelsen af, at der er rigtig mange tanker, der hvirvler rundt i dit hoved, og at episoden bliver ved med at udspille sig igen og igen for dit indre blik. Jeg kan forestille mig, at du allerede har nået at tænke scenariet igennem 1000 gange, og vendt og drejet hver en lille detalje, og spekuleret på, hvorfor din tandlæge sagde og gjorde som hun gjorde, hvorfor var det lige de ord, hvorfor var det lige den betoning. Og hvorfor gav hun dig ikke et knus?

Det gør sjældent noget godt for en selv, at ens tanker bliver ved med at kredse på den måde, men samtidig kan det være enormt svært at stoppe dem. Den bedste måde at stoppe dem på, er ved at tale om dem. Eller skrive om dem, som du gør her. Du spørger, hvorfor din tandlæge ikke gav dig et knus, da du græd, og skriver selv, at det måske har været fordi, at hun var i tvivl om, hvorvidt du bryder dig om knus. Rigtig mange mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb har det svært med fysisk kontakt fra andre, så det kan sagtens være derfor, at din tandlæge ikke gav dig et knus - fordi hun ville skåne dig. Det kan også være, at din tandlæge gerne vil bevare en professionel distance mellem jer, og har følt, at et knus ville ændre på jeres relation, så den blev mere venskabelig end professionel.

Du spørger, om du skal finde en ny tandlæge, og jeg antager, at spørgsmålet ikke har så meget med det manglende knus at gøre, men mere med din flov- og skamfuldhed at gøre. Mange mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb skammer sig enormt meget over det, og tør derfor ikke fortælle det til nogen. Når de så endelig fortæller det, så skammer de sig endnu mere, dels fordi de nu har belemret et andet menneske med deres historie, og dels fordi de skammer sig over indholdet i historien.

Din reaktion er altså helt naturlig. Og det er virkelig sejt af dig, at du har sagt det højt. For det er ikke en nem ting at sige højt - det kræver enormt meget mod og styrke.

Var du grænseoverskridende?

Var du grænseoverskridende over for din tandlæge, da du sagde det højt? Måske. Var det ok at sige de ting du sagde? Ja, helt afgjort. Når man har oplevet de ting, som du har oplevet, så er det virkelig vigtigt, at man taler med nogen om dem. For det er ikke noget man hverken kan eller skal bearbejde alene. Om tandlægen, rent objektivt, var den rigtige at sige det til kan diskuteres. Men for dig føltes det rigtigt i øjeblikket, og det er det vigtigste. I første omgang handler det nemlig ikke så meget om hvem man siger det til. Det handler mere om, at man får det sagt. Og eftersom din tandlæge er en du stoler på og føler dig tryg ved, er det naturligt, at det er hende du vælget at sige det til. Og, som du skriver, så har du også sagt direkte til hende, at du godt ved, at hun ikke er din psykolog. Så i virkeligheden er det, at du har sagt det til din tandlæge, en enorm tillidserklæring til hende. Hvis jeg var din tandlæge, ville det gøre mig stolt og jeg ville samtidig føle mig meget beæret over, at det var lige netop mig du valgt at dele din historie med.

Det gode ved, at du nu har fået det sagt er, at det bliver nemmere at sige næste gang. For jo flere gange du taler om det, des lettere bliver det, og des mindre vil det også fylde i dine tanker. Derfor er jeg også rigtig glad for at læse, at du går til en psykolog. Men jeg fornemmer også, at du enten ikke kan åbne dig helt op over for psykologen, eller at der er for langt imellem jeres aftaler. Ellers tror jeg ikke, at du ville have sagt noget til tandlægen.

"Jeg gennemførte det vi skulle"

I din beretning om, at du fortalte din tandlæge om din opvækst får jeg fornemmelsen af, at du helst bare ville væk fra stedet bagefter, eller bare blive ved med at snakke, men i hvert fald ikke have den behandling, du egentlig var kommet til tandlægen for at få. Jeg hæfter mig særligt ved din sætning "Jeg gennemførte det vi skulle." Den formulering og den sætning får mig nemlig til at tænke, om besøget hos tandlægen vækkede nogle af de samme følelser, som du har oplevet, når du er blevet udsat for seksuelle krænkelser. Mange der bliver udsat for langvarige seksuelle overgreb forestiller sig, at de er et andet sted, mens overgrebet står på. I stedet for at stritte imod og prøve på at komme væk, gennemfører de det, der skal ske, uden at være mentalt til stede, så det på en måde kun er kroppen, der er til stede. Dissociation kaldes det i fagtermer. Det er en forsvarsmekanisme som gør, at det, der foregår bliver mere udholdeligt, og som gør, at man som offer bedre kan håndtere det og være i det mens det sker.

Det er ikke sikkert, at det er det, der er på spil for dig. Men hvis det er, så skal du vide, at det er en helt naturlig reaktion at dissociere, når man udsættes for en traumatisk oplevelse. Og det at man som offer ikke yder modstand, er ikke det samme som, at man accepterer det, der sker, eller at man synes det er okay, at det sker. Det er udelukkende et spørgsmål om, at det er hjernens måde at kunne håndtere, at man bliver udsat for noget så forfærdeligt.

Når du bruger sætningen "Jeg gennemførte det vi skulle" vækker det derfor en tanke i mig, om det egentlig var en grænseoverskridende oplevelse for dig at være ved tandlægen, og om du mest af alt havde lyst til at flygte et andet sted hen? Hvis det er skal du vide, at det er en helt naturlig reaktion. Du har nemlig været vant til, at hvis man er sårbar over for andre, så udnytter de en, og så vil de ikke en noget godt. Forhåbentlig har oplevelsen ved tandlægen været et bevis på, at det ikke er alle mennesker, der vil en det skidt. Nogle vil faktisk gerne være der for en, og gøre noget godt for en.

Til at stole på

Du skriver, at du skyndte dig at betale den store regning ved din tandlæge, "fordi jeg ikke vil have at hun skal tro at jeg ikke er til at stole på." Du skriver, at du er bange for, at på grund af din barndom vil andre se dig som utroværdig, voldelig og grænseoverskridende. Jeg forestiller mig, at du tænker sådan, fordi det er det, du altid har fået at vide fra din far, din mor og din bror - at du ikke er til at stole på og at du overskrider andres grænser. Når man igen og igen får at vide, at man er på en bestemt måde, så begynder man til sidst at tro på det. Og når man så, mange år senere, finder ud af, at dem, som ellers skulle være ens nærmeste, og være det bedste for én, ikke har været gode ved én, så kan det være rigtig svært at mærke, hvem og hvad man egentlig er. Jeg forestiller mig, at det er noget af det, du oplever lige nu - at det er svært at mærke dig selv, svært at mærke hvem du egentlig er, og måske også svært at mærke de følelser du har, og hvad de betyder.

Jeg tænker også, at det formentlig er forklaringen på, hvorfor du føler, at du er ulækker og grim. De næreste personer i dit liv, dem som burde elske dig allermest, og gøre alt det bedste for dig, har siden din barndom fortalt dig med deres ord, og vist dig med deres handlinger, at du ikke er noget værd, at du er uden betydning, og at de kan gøre med dig, hvad de vil. Det er ikke i orden at behandle andre mennesker sådan. Alle mennesker har krav på respekt og omsorg, alle mennesker er værdige til kærlighed og alle mennesker fortjener at blive behandlet ligeværdigt af deres medmennesker.

Og din tandlæge har helt ret: det er ALDRIG offerets skyld. Uanset hvor flov og beskidt du føler dig, og uanset hvor lidt du har lyst til at komme ved tandlægen igen, så er det ikke din skyld. Det er ikke dig, der er forkert, det er ikke dig, der er noget galt, og det er ikke din skyld.

Dårlig samvittighed

Du skriver, at du får meget dårlig samvittighed, når du fortæller din psykolog om de ting du har oplevet. Fordi du er blevet pålagt tavshed, og fordi du har fået at vide, at du snyder dig til medlidenhed fra andre, ved at foregive, at du er blevet behandlet forkert. Her er det vigtigt for mig at understrege to ting: for det første, er det helt normalt, at du får dårlig samvittighed - enhver med den samme historie og opvækst som dig, ville have den samme reaktion - på grund af den fortælling, der har været omkring overgrebene og om dig som person. For det andet, så foregiver du ikke noget som helst - du er blevet behandlet forkert, og du har ret til masser af medlidenhed. For det du har oplevet, er noget af det værste man som menneske og barn kan opleve - at dem, der står en nærmest misbruger og mishandler én.

Derfor er det også rigtig godt, at du sætter grænser og passer på dig selv. Det kan være en svær kunst, og kræver en hel del øvelse, men det lyder til, at du er godt på vej. Især synes jeg, at det er flot af dig, at du reagerer når du mærker, at noget ikke er som det skal være, og at du fortæller andre om, hvad det er der foregår inden i dig.

Selvom det kan være rigtig svært at overbevise sig selv om, og selvom det kan være rigtig svært at tro på, så vil jeg gerne understrege, at du ikke skal have dårlig samvittighed. Du har ikke gjort noget forkert og det er ikke din skyld. I stedet skal du klappe dig selv på skulderen over, hvor mega sej du er, og hvor godt gået det er, at du har fortalt din historie her, og at du har sagt det til din tandlæge.

Du har taget et vigtigt og et stort skidt på vejen til at få det bedre, og jeg ønsker dig held og lykke og alt det bedste fremover!

Mange varme hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program