Jeg er blevet voldtaget

brevkassespørgsmål

Jeg er blevet voldtaget

brevkassespørgsmål af
Lærke
14 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej jeg var på et tidspunkt sammen Med nogle venner. Vi var ret fulde, og hyggede os egentlig bare. Vi var hjemme ved min veninde. Og vi var så fulde vi alle bare endte med at sove ved hende. jeg skulle have været sovet ved hende til at starte med, men mine andre ti venner sov der kun fordi de var for fulde til at kunne gå hjem. Vi lå 4 personer i min venindes seng og sov, jeg vågnede en gang om natten fordi min veninde gik ud. Og jeg vågnede også enden gang 

jeg vågnede ved at jeg blev vendt om på ryggen af min ven. Mit tøj var væk og jeg vidste med det samme at noget var galt. Han spredte mine ben og jeg mærkede det med det samme. Han lå oven på mig og jeg havde fælden af ikke at kunne trække vejret. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt som aldrig før, og jeg var skrækslagen. Jeg kunne ikke få et ord ud. Og jeg husker at tænke 

jeg er ikke okay med det her, jeg ville ikke.  det gør ondt, få det til at stoppe?

jeg prøvede at sige stop om og om igen men ordene kom ikke ud. så jeg samlede mine ben, men hver gang rev han dem bare fra hindanden igen.

min anden ven der lå lige ved siden af mig fandt ud af det men i stedet for at gøre noget. Så gik han bare op af sengen tog sine ting og sagde til ham "jeg går hjem nu vi ses i morgen" og efter det fortsatte han. Det var der jeg begyndte at græde. han stolede kort for at se om jeg virkelig græd og selv efter det fortsatte han. Da han stoppede græd jeg stadig, han kiggede på mig og grinede hurtigt. Han lagde sig i ske med mig mens jeg stadig græd. Jeg prøvede at rulle ud af sengen men han greb fat i mig og rev mig tilbage hen til ham. Jeg var stadig så fuld og jeg græd stadig. lidt efter det faldt jeg i søvn 

jeg vågnede igen ved min veninde kom ind og rullede gardinerne fra. Og jeg vågnede med hans hænder steder de ikke skulle være. Og jeg huskede med det samme hvad der havde været sket. Min veninde så vi var nøgen, og stillede selføldig spørgsmål. Han sagde bare han ikke kunne huske hvad der var sket eller hvad han havde lavet. Og da hun spurgte hvad jeg ahvde lavet i nat svarede jeg at jeg havde sovet. Det eneste der foregik i hovedet på mig var 

vær normal, kom væk herfra, jeg skal hjem

jeg spiste med min veninde da han havde taget hjem. Hun spurgte mig er du blevet kneppet i nat? og jeg sagde bare ja 

jeg sagde du skal ikke sige det til nogen ingen overhovedet 

da jeg kom hjem græd jeg hele dagen og tig tre bade sådan har det været når jeg har været alene lige siden det skete 

da jeg kom i skole igen efter det skete nåede jeg kun ind af døren før mine veninder råbte og skreg af mig hvad Har du lavet jeg spurgte min veninde jeg var hjemme ved da det skete hvordan de vidste det når hun var den eneste der vidste det og jeg havde sagt til hende hun ikke måtte sige det til nogen. Hun svarede forkert snap til forkert person. men hvem havde hun overhovedet tænkt dig at sende den snap til når hun ikke måtte sige noget?

jeg har ikke fortalt mine venner hvad der egentlig helt var sket. jeg har prøvet men kan ikke snakke med dem om det. De gær bare rundt og tænker at vi har bare haft sex men sådan er det ikke. Det der skete den nat er ikke okay. Overhovedet 

den eneste beg stadig snakker med fra den nat er min veninde. Jeg ser min ene ven mere. Og undgår ham der gjorde det så godt som mugligt. vi går i skole sammen så jeg ser ham næsten hver dag og hver gang tror jeg jeg går mentalt ned. jeg er så bange for ham ikke fordi jeg tror han ville gøre mig nogen men det er jeg bare. Og min angst er på sit max

jeg har gjordt en masse dumme ting siden det er sket som fx

givet migselv en tattoo under et mentalt sammenbrud, fjernet den tattoo igen under et andet mentalt sammenbrud, revet tre tånegle af med vilje, og holdt mig vågen med vilje flere døgn i streg fordi jeg er fkn angstelig for at falde i søvn. Osv..

jeg går ud foran biler som det passer mig for at komme over veje. Jeg ved godt at det er pisse farligt og jeg nemt kan blive kørt ned. Men noget jeg tror der gør det mere farligt er at jeg egentlig er ligeglad. Jeg har gået rundt steder om natten hvor der sagtens kan ske forfærdelige ting uden at overhovedet at være forsigtig. Jeg er blevet ligeglad med hvad der sker med mig. Jeg går bare rundt i min egen ensomme verden hvor alt jeg kan føle er den her tomhed. Der er noget af mig der mangler og han tog det fra mig. nu kan jeg bare se min hverdag med venner og sjov gå forbi mig. Mens jeg kan se mine karaktere falde og mine lærer fortælle mig at jeg skal tage mig sammen. Jeg er blevet dømt ikke uddanelsesparat og jeg føler bare at hele min verden falder fra hinanden.

jeg har det virkelig dårligt og jeg er så træt af at komme i skole sammen med venner og gå rundt og være okay en hel dag men jeg er bange for hvis jeg bare viser alle hvordan jeg virkelig har det at der så ikke er nogen der gider mig. 

så jeg bliver hjemme lader bare vær med at møde op i skolen. Men det er min familie ikke tilfreds med nogle gange føler jeg bare at der ikke er nogen anden løsning for mig end at bare forsvinde 

væk fra alt den her smerte, væk fra de her omgivelser hvor man skal konstant tage en facade op. Væk fra alle der tror de forstår mig når det virkelig bare er noget de ikke gør. Væk fra alt min frygt, og mest af alt væk fra ham! Hvis det stod til mig ville jeg aldrig se på ham igen. Mine venner siger at han nok gerne ville snakke med mig og sige undskyld. Men jeg ville ikke have nogen undskyldning fra ham jeg ville ikke have nogen fra ham. Og det er bare nogen andre der ikke har prøvet noget lignende nogensinde ville kunne forstå eller forstille sig. Fordi de ved ikke hvordan det føltes de ved ikke hvordan jeg har det??

grunden til jeg skriver det her er fordi jeg har brug for at komme ud med det og høre hvad andre synes om det her

 

Svar: 

Kæreste dig. 

Hvor er jeg frygtelig ked af at høre om det forfærdelige overgreb, du har oplevet. Det har du aldrig fortjent at skulle igennem, og det gør ondt i mit hjerte at forestille mig, hvor svært du må have det efter den oplevelse. Det der er sket er på ingen måde okay, og din reaktion og dine følelser er helt forståelige og helt naturlige at have efter så traumatiserende en oplevelse. Der er ingen undskyldning for voldtægt, og derfor absolut ingen undskyldning for ham og det han har gjort. Jeg kan virkelig godt forstå, at det her er en enormt svær situation for dig, og at det påvirker dig enormt i din hverdag.

Voldtægt er meget alvorligt, og man kan reagere voldsomt på det. Det er helt normalt at opleve angst og frygt, som det også lyder til at du oplever. Ens følelser til og tanker om andre mennesker er fuldstændig rystede, netop fordi man har oplevet noget så grænseoverskridende. På den ene side, kan man have svært ved at mærke sig selv, og på den anden side kan man næsten heller ikke holde ud at mærke sig selv. Man kan med vilje opsøge farlige situationer, måske i forsøget på at føle et eller andet og fylde den der tomhed ud. Det kan føles som om, man aldrig bliver glad igen eller aldrig får det tilbage, som man har mistet. Det kan føles som om, man er en tom skal, der er lige ved at falde fra hinanden og gå helt i stykker. Som om man skal bruge al sin energi på at holde sammen på sig selv, mens verden og hverdagen bliver mere og mere uoverskuelig. 

Det tager lang tid at føle, man er på vej tilbage til normal, og det er helt okay. Noget af det aller vigtigste, når man skal hele og komme videre er, at man har nogle til at hjælpe én. Det er så vigtigt, at man får støtte og hjælp, at man har nogen, der lytter, når tankerne gør ondt. Det er godt, du snakker med din veninde, men det er svært i jeres alder (og også generelt), for det kan være virkelig svært for dine venner egentlig at forstå, hvordan du har det. Derfor tror jeg også, det er helt enormt vigtigt, at du får snakket med en voksen om det - og helst i sidste ende en professionel. Første skridt er nok at få snakket med dine forældre, familie, skolesygeplejersken eller en lærer om det, der er sket, så de kan hjælpe dig. Det der er sket er så stort og voldsomt, at du ikke kan gå med det alene, du bliver simpelthen nødt til at række ud. 

Det kan være vildt skræmmende at skulle række ud efter hjælp på den måde, men det er også noget af det mest fantastiske når det fungerer. Det er vigtigt, at dine forældre ved, hvad der er sket, så de kan hjælpe og støtte dig derhjemme - lade dig blive hjemme, når det er en dårlig dag og holde dig, når du er ked af det. Det er også de voksne, der kan hjælpe dig med at få den professionelle hjælp, som ville være rigtig god for dig. En psykolog kan blive en styrke og en støtte i det her for dig, og én der kan hjælpe dig med at rejse dig og være stærk igen. Det kan føles som om, at man endelig bliver grebet, og at man endelig kan ånde ud og give slip på sig selv og sine følelser, uden at man går fuldstændig i stykker. Du kan læse mere om muligheder for at få hjælp og viden om voldtægt og reaktioner på voldtægt her

Til sidst vil jeg gerne sige meget tydeligt til dig, at det her ALDRIG er din skyld. Du bærer ingen skyld her, og du skylder heller ikke ham noget, så hvis du ikke vil se ham igen, så skal du ikke se ham igen. 

Det kan være nødvendigt at snakke meget om hændelsen, fordi den er så svær ligesom at acceptere og tillade som virkelig. Det kan derfor også være rart at snakke anonymt om den - for eksempel her hos os, du er altid velkommen til at skrive igen i brevkassen eller at komme forbi chatten. Børnetelefonen har også forskellige gode muligheder for hjælp, når det bliver svært at være alene. 

Jeg håber inderligt, at virkeligheden snart bliver lidt lettere for dig, du fortjener respekt og glæde. 

Kærlig hilsen

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program