What's the point?...
brevkassespørgsmål
What's the point?...
Hej der ude.
Sidder som en knægt på 19 der stort set bare har opgivet at leve.
for at gå lidt i dybden:
jeg er blevet ligeglad med alt, venner familie, skole, mig selv.
har før hen fået stillet en svær depression og grundet skift af skole blev mit forløb hos den daværende psykolog aldrig færdigt. (2012-2013)
da jeg har været igennem forløbet med psykologer mange gange før vidste jeg godt at jeg burde søge hjælp lige med det samme, så jeg gik ind efter en ude og bad om sammentaler med en psykolog, fortalte også at jeg havde et ikke færdigt forløb, dog gik der op til at halvt år for jeg endelig kom i kontakt med den næste psykolog i rækken, hende snakkede jeg kun med i et kvart år, før jeg igen skiftede skole (2013-2014).
efter Jul kom jeg et halvt år på en tredje skole, her var jeg så småt begyndt at give op på alt omkring mig, og fik en generel mistillid til psykologer grundet jeg ikke har haft et eneste vellykket forløb endnu, men igen søgte jeg hjælp, fik den dog hurtigt her, men grundet over bookning, fik jeg kun snakket med den psykolog én gang om måneden.
så blev det sommerferie, hvilket nok har været den væste sommerferie jeg nogensinde har haft, det eneste jeg har lavet i den... af kreative ting så at sige... var at være i Købnhavn i 3 dage, resten af ferien, dvs. 3 måneder hvis man tæller læse ferie med, gundet jeg kun skulle op til én eksamen (fik 12), er gået med at spille Computer, prøvede nogle enkelte dage at gå en tur men det eneste der begyndte at køre i hovedet på mig var måder jeg kunne tage mit eget liv på, så det holdt jeg meget hurtigt op med.
på det her tidspuknt er mit forhold med min familie meget dårligt, snakker kun med dem når det er nødvenigt.
Venner har jeg ikke rigtigt nogle af, og dem jeg har, er ikke interesseret i at snakke ret meget med mig fordi jeg er underlig, hvilket resultere i at jeg langsomt bliver mere og mere isoloeret fra omverdenen, da jeg heller ikke ejer et fjernsyn og ikke gider opdatere mig selv om hva der sker i vendenen... for det er jo det samme lort der bare køre i ring, død, krise, reformer, en eller anden kendis der har haft sex... juhuuu....
nu er jeg så lige begyndt på VUC men er allerede blevet stemplet som den mærkelige fordi folk der kender mig fra tidligere skoler har udpeget meg, så selv det her år ser ud til at blive et helvede, jeg har opgivet at søge hjælpe fordi det bliver bare aldig til noget seriøst, venner kommer der tydeligvis ikke nogle af, familien kan rende mig.. så det eneste jeg har tilbage efterhånden er Computeren og mine spil... glæder i livet findes tydeligvis ikke... ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at prøve... det hele ender jo som det plejer alligevel... alle fiser videre i deres liv imens jeg sidder bag imn computer og prøver at finde bare et eller andet der virker som noget jeg kan bruge min tid ordenligt på... det eneste jeg kan komme på er dog at tage mit eget liv... hva fanden skal jeg gøre?...
Svar:
Kære du
Mange tak for dit ærlige og meget rørende brev. Det lyder til at du har det rigtig svært og at alt omkring dig føles mørkt. Når man er ked af det og trist og har følt sådan over en lang periode, så blivere det sværere at finde glæden ved at leve. Man kan både blive ligeglad med sig selv og andre omkring en og det kan føles som om man sidder i en grå sky, som man ikke kan se eller komme ud af. Dit brev rummer meget sorg, men også håb og mod og det er netop håbet og modet du nu skal finde frem, for du fortjener at få hjælp til at kunne leve et godt og lykkeligt liv.
Jeg forstår godt at du snart ikke orker at kæmpe mere, når du føler at det ikke hjælper. Du rækker hånden ud og det føles som om at der ikke altid er nogen der griber dig. Det er slet ikke fair eller sådan det skal være. Men jeg gerne sige til dig at du skal blive ved med at række ud og bruge den her kraft du har i dig til ikke at give op. For giver du først op, så vil selvmordstankerne tage over og det vil blive endnu sværere at komme tilbage til dig selv.
Du nævner at du ikke har prøvet at gennemføre et psykologforløb endnu, fordi der altid er sket noget der har forhindret det. Selvom det må virke uoverskueligt så synes jeg at du skal prøve at få fat på en psykolog igen, for jeg tænker at du har brug for at snakke med nogen om de her tanker. Hvordan har du fået mulighed for at snakke med en psykolog før? Har det været gennem din læge eller måske en kontaktperson i kommunen? Uanset hvem det er så synes jeg at du skal kontakte den person igen og så skal du fortælle at du har brug for at være i et forløb over en længere periode. Fortæl at du mange gange før har fået afbrudt dine forløb og fortæl om de tanker du har, så dem der skal hjælpe dig kender til alvoren af at du har brug for hjælp.
Jeg kan i dit brev fornemme en følelse af ensomhed og at du ikke ved hvad du skal få tiden til at gå med. Du giver indtryk af at du ikke føler dig tæt med dine venner og med din familie. Jeg tænker på om de mon kender til dine tanker og at du har det svært? Hvis de ikke ved at du har en svær periode, så kan det måske være svært for dem at forstå at du virker trist og ikke tager initiativ til at mødes. Det kan også være at du simpelthen ikke føler at dine venner og familie er nogen du gerne vil bruge mere tid på og jeg tænker derfor på om du kunne have mod på at møde nogle nye mennesker? Det er ofte ved at have gode mennesker omkring os og bryde med ensomheden at glæden kan vende tilbage. Det er svært at møde nye mennesker, men der findes faktisk forskellige mødesteder i Danmark for mennesker der har det lidt svært ved at finde nye venner. Jeg tænker på om du kender til Ventilen? Det er et sted hvor man kan mødes med andre unge, der som dig føler sig alene og triste. De har forskellige mødesteder rundt omkring i landet og ofte er der flere dage om ugen hvor man kan mødes og lave noget eller bare snakke. Derudover findes der en hjemmeside der hedder Ensom Ung, et sted hvor man kan snakke anonymt med andre, chatte og mødes til arrangementer. Tværs på DR har samlet forskellige artikler og andre rådgivningstilbud på DENNE side. Det kan være at du kan blive inspireret af det.
Du skriver at du har tanker om selvmord og det synes jeg er meget alvorligt. Hvis du en dag får de tanker og du slet ikke ved hvad du skal stille op med dem, så synes jeg at du skal overveje at ringe til Livslinien på telefonnummer 70 201 201. Her kan du komme til at snakke med anonyme rådgivere, der ved hvad du kan gøre og som er gode til at lytte til de tanker du kunne have.
Det er hårdt at gå rundt og være dig med alle de her følelser om at livet ikke er værd at leve lige nu. Men du skal vide at selvom alt er trist og mørkt lige nu, så vil du komme til at kunne føle glæde igen. Tristheden varer ikke ved, lige pludselig en dag vil du kunne smile, bare lige lidt og det vil være nok til at få endnu mere håb til livet. Du skal igang med at kæmpe, men jeg tror på at du kan, især hvis du spørger om hjælp fra andre.
Held og lykke med de næste mange skridt mod et mere glædesfyldt liv.
Kærlig hilsen Marianne
Relateret indhold
Kan lide en dreng
Halløj :))
Er lige startet på en ny skole, og folk har taget rigtig godt imod mig. Der er den her dreng som kan lide mig, og jeg kan egentligt også godt lide ham. Problemet er bare mine venner. De siger at han er træls, og alt sådan noget.
Ved ikke rigtigt om jeg skal følge mit...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
1
Soldat
Hey brevkasse
jeg er en pige på 17 år
min fætter på 27 har været soldat i Afganistan.. Problemet er han ikke helt er den samme. ( det er jo også forståligt efter alt som han har oplevet) og har fået stress af det. Det kan ikke ændres , det ved jeg... Men jeg ved ikke hvordan jeg...
Annika har svaret på dette spørgsmål
