Hej med dig.

Tak for dit brev.

Du har mange ting at tænke på i øjeblikket, og det kan være svært at være dig nogle gange. Du skriver, at din mor ikke kan overskue at passe din hund, mens du er på efterskole. Så vidt jeg ved, er der ikke så lang tid, til efterskoleåret er forbi, passer det? Måske kunne I få nogle andre til at passe din hund, mens du er væk. Jeg kan godt forstå, at din hund er vigtig for dig. Har du fortalt din mor, hvad hunden rent faktisk betyder for dig i forhold til skilsmissen? Hun vil gerne gøre det godt for dig, så mon ikke hun vil kunne forstå dine argumenter for at beholde hunden? 

Din mor er sygemeldt med en mindre depression og du bekymrer dig naturligvis for hende og for jer. Det, at du bekymrer dig for hende, gør dig også sårbar, for du vil naturligvis gerne hjælpe hende, men kan ikke rigtigt i øjeblikket, fordi hun har nogle "voksenproblemer", som du ikke skal involveres i. Alligevel kan du jo ikke lade være med at tænke på det, for du vil jo gerne hjælpe din mor. Måske skal du fortælle hende, at du gerne vil hjælpe hende, men hun er nødt til at fortælle dig, hvad du rent konkret kan hjælpe hende med. Ellers kommer I ingen vegne med dine bekymringer og vrede. Du skal også fortælle hende, hvordan DU har det med skilsmissen. Det er vigtigt, at I er åbne overfor hinanden og der skal også være plads til dig og dine følelser.

Du er dig. Og du har også en naturlig vrede, som du skal ud med. Har du prøvet at dyrke en form for sport, hvor man kan komme ud med sine aggressioner eller som kræver noget af én rent fysisk? Jeg tænker på kampsport, boksning eller måske atletik og løb? Det er vigtigt at komme af med sin vrede på en god måde, så man ikke beholder den indeni og måske får den ud på forkerte tidspunkter overfor mennesker, det ikke skulle have gået ud over.

Du fortæller, at du nogle gange "falder ned i et hul" på efterskolen og kommer til at skælde de forkerte mennesker ud. Dette er også tegn på, at du er en form for stresset, fordi du ikke kan gøre så meget ved skilsmissen lige nu og måske derfor har en vrede indeni, som du ikke lige ved, hvordan du kommer af med. Heldigvis klarer kroppen det for dig ved at lade dig skælde ud på andre en gang imellem, men det er jo ikke altid det, du ønsker.

Har du prøvet at tale med nogle af lærerne på efterskolen om det? Nogle gange er det rigtig godt, fordi de kender én på en helt anden måde end éns gamle lærere, forældrene og andre gør. Det kan også være, du har et familiemedlem, en nabo eller andre, du kan tale om det med, hvis du tænker godt efter. 

Det er også en mulighed at kontakte din kommune for at komme i kontakt med en person, du kan tale med. Men det synes jeg, du skal vente lidt med. Prøv i stedet først at tale med dine lærere på efterskolen eller andre voksne, du har tillid til. Hvis du tænker efter, kan det sagtens være, at du kommer i tanke om nogle.

Jeg tror på, at du nok skal komme helskindet igennem skilsmissen. Du er god til at formulere dine bekymringer. Husk også at sige det direkte til din mor. Det tager imidlertid tid at komme igennem en skilsmisse og mens du er på vej, er det rigtig godt for dig at have din hund hos dig. 

Held og lykke fremover.

Mange hilsner fra Linda