Ved at være rigtig godt og grundigt træt af kampen

brevkassespørgsmål

Ved at være rigtig godt og grundigt træt af kampen

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 11 år 3 måneder siden

Hej.. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde og ende, så I må meget undskylde, at det sikkert bliver et meget rodet og ustruktureret indlæg. Jeg kan bare ikke rigtigt samle mine tanker, men jeg håber, at jeg i det mindste kan gøre mig forståelig... Jeg skal i gang med mit andet sabbatår (sprang en klasse over i folkeskolen, derfor kan det lade sig gøre selv om jeg kun er 18). Jeg føler mig som JORDENS STØRSTE TABER, fordi jeg endnu ikke er blevet klar til at læse videre. Jeg har altid haft det sådan, at jeg skulle direkte på gymnasiet efter niende (det kom jeg også), men jeg ville også bare genre have været stærk nok til læse videre direkte efter gymnasiet. Men nej, det er jeg jo alt for svag og dum til, kan jeg se på det hele. Det sidste år i gymnasiet var jeg meget sjældent i skole, og var jeg, så deltog jeg ikke, var psykisk fraværende eller sad på gangen fordi jeg ikke kunne holde ud at sidde i klassen (var glad for min klasse, så det var ikke pga noget socialt, jeg havde det bare virkelig skidt). Afleveringerne kunne jeg heller ikke overskue at lave, så både mundtlige og skriftlige karakterer faldt drastisk (dog især de mundtlige)! Nu sidder jeg med en tro på, at jeg intet kan, fordi jeg på mit eksamensbevis kun har syv tolvtaller. Jeg er en ren og skær fiasko, og jeg hader mig selv for det; hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen, lige holde ud lidt længere. Helt ærligt, vi taler om et sølle år, hvor jeg da godt kunne have holdt fast. Men nej-nej, det kunne jeg åbentbart ikke klare! Hader mig for det. Hvordan skal jeg nogensinde få en ordentlig uddannelse.. Og gad vide om jeg nogensinde bliver 'klar' til det. Jeg mener, bliver der nogensinde plads til andet i mit hoved end selvhad, vægt, mad, træning, kalorier og udseende?! Jeg har ingen koncentration, ingen selvdisciplin, intet overskud, ingen energi... Det eneste jeg lige kan sparke mig af sted til er træning (selvfølgelig...) og behandling. Men jeg er træt af kampen, træt af at kæmpe. Det er ikke kun skole/uddannelsesmæssigt, jeg er en fiasko. Næ nej, det er jeg da gemmengående... Vægten er steget så meget, at jeg ikke kan holde det ud, det er forfærdeligt. Jeg hader mig for at have ladet det ske, hvor kunne jeg. Hvordan kunne jeg miste kontrollen, hvorfor har jeg ladet det ske?! Hvorfor skulle jeg absolut smide anoreksien væk til fordel for bulimien, som er så meget mere ækel, ad! Jeg er træt af at høre på, at jeg stadig vejer i underkanten, når de ved, at jeg er fed som hvalros! Jeg er træt af madplaner, træt af alt egentlig. Træt af dumme tanker, træt af medlidenhedsblikke fra sygeplejersker og læger, når jeg skal syes - det er jo sødt af dem, men jeg får bare så vanvittig dårlig samvittighed, når de er søde mod mig. Det har jeg jo slet, slet ikke fortjent. Kun tre gange er jeg blevet syet uden bedøvelse; det er jo det, jeg har fortjent, når det alligevel er min egen skyld, at jeg er havnet der og bliver nødt til at få jeg ved ikke hvor mange sting, hm... Undskyld ulejligheden, at jeg belemrer jeg med mit ynkelige shit... Men tak fordi I sidder her og lægger ører til, hjælper og rådgiver alle os unge.. Venlig hilsen M

Svar: 

Hej M!
 
Det er godt, at du vælger at skriver dine frustrationer her i brevkassen - for det er vigtigt, at komme af med alle de forstyrrende og forvirrende tanker, der indimellem kan føles som 1000 snurretoppe inde i hovedet. Og selv om du synes det virker kaotisk inde i hovedet, så giver det, som du har skrevet her god mening.
 
Jeg er glad for at høre, at du er i behandling for din spiseforstyrrelse, for jeg kan høre, at den fylder rigtig meget for dig. Det er super hårdt, at kæmpe mod en spiseforstyrrelse, og jeg kan godt forstå, hvis du indimellem kører træt i det! Lige nu lyder det som om, at du virkelig er kørt sur i det – og måske lidt som om at spiseforstyrrelsen er en smule foran dig i 1000 meter løbet, for du skriver meget om spiseforstyrrelsens tanker, som omhandler vægt, mad, træning, udseende og selvhad. MEN selvom spiseforstyrrelsen lige nu fører med et par meter, så skal du bestemt ikke opgive kampen for du kan stadigvæk når at indhente og overhale spiseforstyrrelsen.
 
Har du i din behandling lært at skelne imellem hvornår det er dig og spiseforstyrrelsen, som påvirker dine tanker? Måske kan det være godt for dig, hvis du prøver at skelne mellem det. F.eks. når du skriver, at du er dum og ikke kan få en ordentlig uddannelse med kun syv 12 taller på dit eksamensbevis – det lyder som spiseforstyrrelsen, som fortæller dig at du ikke er god nok, hvis du ikke er perfekt i alt. Hvis du derimod siger ”hold mund” til spiseforstyrrelse og prøver at tænke mere rationelt omkring det – kender du så andre, som faktisk har fået en ordentlig uddannelse med mindre end syv 12 taller? Jeg kender mange, som har fået deres drømme uddannelse – nogle også en universitetsgrad uden et eneste 12 tal fra gymnasiet. Det jeg prøver at sige til dig er, at det er vigtigt, at du prøver at stoppe spiseforstyrrelsen, når den vil styre dine tanker om dig selv og dine evner.
 
Livet er uforudsigeligt – og derfor bliver man nogle gange nødt til at give slip på de eksisterende planer og erstatte dem med nye mål, som er tilpasset de ændrede livsomstændigheder. Det betyder på INGEN MÅDE at man er en fiasko eller har tabt spillet – men tværtimod tror jeg at evnen til at kunne omstille sig er et tegn på, at man har lært, hvordan man skal leve livet.
Dit mål har altid været, at være den dygtige målrettede pige, som udover at springe en klasse over i folkeskolen også gik direkte på gymnasiet og derefter direkte til en videregående uddannelse. Du har været nødt til at ændre lidt på den plan fordi dine livsomstændigheder ændrede sig, da spiseforstyrrelsen kom ind i dit liv. For at du kan få det optimale ud af en videregående uddannelse, er du nødt til at arbejde med dig selv, så du kan få styr på spiseforstyrrelsen og din selvskadende adfærd. Arbejdet med dig selv bliver du nødt til at se som en investering i din fremtid og din uddannelse – for kun ved at få det bedre, kan du få mere tid, overskud, koncentration og energi til at tage din drømmeuddannelse. Og bare rolig – du skal nok nå at få din uddannelse, det har du resten af livet til! Jeg kender mange, som først kom i gang med deres drømme-uddannelse da de var midt i tyverne… så ingen grund til panik!
 
Jeg tror, at det vil være godt for dig, hvis du sætter dig nye mål – find ud af, hvad er det, at du skal bruge tid og kræfter på nu? Du skal selvfølgelig bruge en masse energi på din behandling, så du kan få mere styr på din spiseforstyrrelse. Men det er også vigtigt, at du sætter dig andre mål, som gør at du bliver tilfreds med dig selv. Det kan være, at du skal tage et aftenkursus, lære at strikke, blive bedre til at tegne eller læse noget mere om moderne kunst. Et eller andet som du synes kunne være spændende at vide mere om. Og så se dine sabbatår som en forberedelse til din videregående uddannelse - som noget du skal igennem, før du bliver klar til at gå i gang med studierne. Og jeg er sikker på, at du nok skal blive klar!
 
Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd, og du skal vide, at du altid er velkommen til at kigge forbi vores chatrådgivning her i Cyberhus, hvis du har brug for at snakke mere. Du kan læse mere om chatten ved at klikke her!
Held og lykke med det hele.
 
De bedste tanker
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program