Hej

Jeg vil give dig ret i at du er alt for ung til ikke at skulle have et langt liv foran dig. Kræft er en forfærdelig sygdom og du har desværre været èn af de uheldige som er blevet ramt - og så tidligt. Det er godt at der bliver forsket så meget i kræft som der gør.

Jeg må sige at jeg kan sagtens forstå din tankegang, selvom du fortæller at din familie og vennerne ikke kan. Men forskellen på mig og dine nære er jo at jeg ikke kender dig personligt og ikke har alle mine følelser i klemme, når jeg skal kigge på situationen. På dèn måde er jeg lettere stillet end de som kender dig, for de kan sikkert ikke holde tanken ud om at de skal miste dig, så derfor klynger de sig til hvert et håb for at du måske kan blive rask - også selvom de får gæld. Så når de reagerer som de gør, er det en kærlighedserklæring til dig om at de vil gøre alt hvad der står i deres magt for at beholde dig. Det kan jeg også godt forstå.

Men - selvom det er hårdt for din familie og vennerne, så synes jeg faktisk at det er dig vi allesammen skal tænke på først og fremmest, når vi skal kigge på hvad der skal ske lige nu. Det er jo dig som er syg, - det er din sygdom som du selv siger og uanset hvor længe du lever endnu, så er resten af dit liv dit og vi må derfor tænke på hvordan det vil være bedst for dig at leve resten af dit liv, synes jeg.

Jeg synes jeg kan fornemme i dine ord, at du faktisk ikke orker at kæmpe imod sygdommen mere og at du egentlig bare vil have at den sidste tid skal være så god som det overhovedet kan lade sig gøre. Er det ikke rigtigt ?. Det virker som at du virkelig har kigget din sygdom dybt i øjnene som en skæbne som har ramt dig og det har jeg meget dyb respekt for at du har gjort. Jeg ved godt at der er et ordsprog som siger at vi kan gøre alt hvad vi vil, men det tror jeg ikke på. Jeg tror på at vi kan nå rigtig langt hvis vi virkelig vil noget, men vi kan allesammen blive mødt af en "overmand" på nogle punkter i livet, hvor jeg faktisk mener det klogeste at gøre er at kaste håndklædet i ringen og acceptere det. - Og det er sådan jeg oplever det du fortæller og det synes jeg er al ære værd. Jeg synes ikke det er at give op hvis du ikke orker at kæmpe mere, for du har allerede kæmpet en lang sejg kamp og hvis du har den fornemmelse af at du er oppe imod din "overmand" (kræften), så synes jeg det er helt ok at sige stop for turen til USA.

Jeg synes det er utrolig stærkt af dig at du tænker så meget på din families fremtid i din svære situation. Med det du fortæller om behandlingen i USA og den viden I har om den, lyder det jo ikke som en mirakelkur i sigte. Men selvfølgelig er det jo din families eget ansvar og deres valg om de vil forgælde sig, men jeg kan i hvert fald sagtens forstå hvis du ikke synes det giver mening at få 3 måneders ekstra levetid hvor du ovenikøbet skal have det af h...... til, for så store omkostninger for alle parter, hvis det er den udsigt der er.

Er der ikke en kræftlæge på afdelingen som du kan tage en fortrolig snak med om det - bare jer to ??

Hvis du vælger at holde fast ved din beslutning om ikke at tage til USA, så synes jeg du skal sige til din famile og venner, at du vil bede dem om at respektere din beslutning og at hvis de vil hjælpe dig - så er det den hjælp du har brug for fra dem lige nu - og at du har brug for at de hjælper dig med at gøre den sidste tid så indholdsrig og god som mulig, så du ikke skal slutte livet i kamp.

Jeg ønsker dig det allerbedste i dit liv, uanset hvor kort eller langt det må blive.

Tanker fra Denise